Den uforbederlige bibliotekar
Niels Jensen
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Udgivet af Johan Werfel (1804-09), S. Soldin (1810-25), derefter Fr. Thaarup. Udkom 1804-31. Fortsat som Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1831-37.
Papiret er spækket med mørke nistre og meget bulet, det sidste får siderne til at fremstå skæve, og beggte dele vanskeliggør OCR. På nogle sider kan OCR-teksten mangle, da siden har været for vanskelig at tolke.
Skønlitterære bidrag indekseret på Dansk Forfatterleksikon:
https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p173876.htm
Udarbejdet 2025 af Niels Jensen
— — 2 - — 0 & AL famle paa ædle Ting a
—
—̃ͤ Ü—‚—
== — 2 b . 9 Je
2 2 —
Nyeſte Er
Skildetie af Kiebenbarn.
—
Udgivet af Fr. Thagrup, Etatsragd-.
-
K)jobenhavn, 1828. 3 — 3
Trykt paa S. Soldins Forlag, hos L. J. Ja cobſen.
8 | — *
1
sa
"
* * . * . " ” . ' — ; . (| „ . * 5 — * * N i « * — y & — N * + NS 0 * . ' 1 . 1 * , se 1 KN 51 * 5 . / * - — EK „
—
„ —— — 120
—
——
*
7
* *
t » * 5 * i 0 — —
Veiret ſtormende. ſygen, ſom jeg frygter mere end Peſten. ble det fra nu af ved det fa ſte Land.
knalde.
Nyeſte
Skilderie af
Kioben ha vn.
hen
—
Udgivet og redigeret af Fr.
— — — — —
Femogtyvende Aargang. No. 1
Thaarup, Etatsraad.
Forſendes, ifolge Kongel. allerngadigſt Tilladelſe, med Breppoſterne. i
Tirsdagen den 1 Januari 1828.
— ——
Af Matthiſſons Keiſebog. J Breve til C. V. v. Bonſtetten. (Fortſat fra forr. No.) 2 J Haag den 21 Mai. J Rotterdam traadte Friſteren til mig og ſagde: Londoner Dampfkibet gaaer i fire
og tyve Timer herfra til Hovedſtaden for Herres Friſtelſen var flor, men
dommet over Havet.” Da gruede det mig for So⸗ Altſaa
J Rotterdam toge vi Poſtheſte og ankom
"hurtig Til denne ben ſtjenneſte Kjobſtad i Ver⸗
den. Poſtkarlene Fjører her fra Saddelen ſom i Frankrigs have intet Horn, men lade Pidfkene
J Vertshuſet herſker den ſtorſte Luxus i | Møbler og Verelſernes Zirater. Tepper ſmykke Gulvene ſom i Palladſer. J Spiſeſalen er intet
ſluttet 2 man ſpiſer ved runde Borde efter
— — —
Vognſkoen (Hemmſchuh) bliver, til . meeſt afgjort Fordeel for den ſelv, nu i en lang Tid fat i Hvileſtand. f
ö
Kortet; en Nee gal ſom intet eftergivet den hos Jagor i Berlin.
Schweningen d. 22 Mai.
Du heiliges 10 weites Meer, Wie biſt du meinem Blick fo hehr!
vilde jeg med Stolberg tilraabe det ſtore Ele⸗ ment, og tiltraadte efter Middagsmaaltidet vel⸗ tilmode min Valfart til Schweningen paa den fortreffelige Vet under ældgamle Traeers Skovnat. Men, Übehageligheder bleve ſom Dee ⸗
moner tildeelte Menneſkelivet ſiden Adams Ti⸗ der, paa det at vi ikke fZulde blive overmodige
eller ylædedrufne; da jeg havde tilbagelagt det halve af Vejen, begyndte det frygteligt at regne, og, drivende vaad, fandt jeg, forſtemt og ulyſtig, et beſtjermende Tag i Vertshuſet ved Strand⸗ bredden. Ikke engang en Muslingeſkal kunde jeg opſamle til et Minde. Horizonten var for— mørket og der var kun en ringe Forſkiel imellem Havets Flade og mit Hjems Nekkar. En
ſtor Feſt var gaget tabt for mig, thi ſtedſe gav densumaalelige Vanderken, overglindſet af den rene Solcæther, min Aand de driſtigſte Ginger,
"3
Dek blev ved at regne heftigt, faa at jeg maatte love alle Guder, at jeg endnu kunde ero⸗ bre en bedekket Karre, ſom for et ægte hollandſk Honorar forte mig tilbage til Jordens ſkjonne⸗ ſte Landsbye. Holland er et velſignet, men og⸗ faa blot ved opvakt Menneſkeflid, meeſt ved ſtarpt beregnende Kjsbmandsaand, et Froerne fravundet Land, hvis Syn fra alle Sider. efterlader. et velgjorende Billede i den Reiſendes Sjel. J Haag, hvor Johannes Sekundus helli⸗ gede den erotiſke Muſe et ſaa yndigt Offer, lage min Ven Salis, ſom hyldede en alvorligere Muſe, i Aaret. 1790 farlig ſyg, og blev. bro⸗ derlig plejet af David Heß, Zuͤricheren, der dengang levede her ſom holandſt Officeer. Tak⸗ Tet. være den Wdle endnu i denne Dag! Et ſkjont Digt af Salis har verdigen lovpriſet
denne Pleje. Hundene blive her, ſom i Berlin
og dens "Omegn, brugte ſom Arbeidsdyr. For det meſte ere tre Hunde ſpendte ved Siden af
hinanden. Det har ſtedſe oprørt mig, at fee -
denne, Menneſkets indtil Døden troe Ven, ned⸗ verdiget til en ſaadan Slavetjeneſte. 5
Amſterdam d. 23de May. ig Fra Haag til Harlem fjører man ſom i den ſtjonneſte Park.
det ſom tilhører Bankier Hope, med en Forhal med Søjler af joniſk Orden. — Leyden, hvor
Du, Ejere Bonſtetten! ſluttede Venſkabsfor⸗
bund med van Santen, og drev dit Studere⸗ . væfen, blev os til højre liggende. n Vndlingsbillede fvævede. derfra over til mig. J Harlem, Glomſtenſtaden, fandt min
Louiſ es e ſin s Det løber
Overalt Fylde af Trœer og Landſteder, de ſidſte i den zirligſte Stil, ifær
Men Dit
4
ſabelagtigt, men er beviſt, at i Her hvor der tilforn var to. 1 Silkevæverſtole, nu kun 200 drives.
Nu fører Vejen ſtedfe i lige Linie, langs med Kanalen, hvor Trekſtsiter, trufne af Heſte, uafladelig glide op og ned. Amfter⸗ dam frapperer ved fine ſtore, undertiden præg: tige Bygninger z. meeſt pynteligt fremſtiller Raad⸗ huſet ſig. Efter at jeg var i det Rene med denne under alle Zoner titbencvnte Stads See— værdigheder, holdt jeg Middag i Wappen von Amſter dam. At oplyſe dig med Notizer om en megtig Havbeherſkerinde, hvis Indre og Ydre du fjender. ſom din Fedreneſtad Bern, det var jo at ville forklare Heine Wirgil eller Voß "Domer,
f Gorkum, den 25 Mai. Nogle Mile aſſt des fra Amſterdam, erin⸗ dre de til begge Sider af Vejen langt hen ud— ſtrakte Havflader, paa en- ubehagelig Maade om Kirkeſtatens med Rette ilde berygtede Mos radſer. Kort førend man er ved Utrecht
begynde igjen de yndige e og Haver.
Kontraſterne leve;
Breda den 25 Mal, »
Tet ved Gorkum pasſerede vi Waal. i en Pram; kedſommelige Fart, ſom varede en Ti⸗ me! Et Dampfkib floi os forbi; misundelſes⸗ værdige Brnehurtighed! Snart derpaa ſatte vi over til Maaß. Nu fornyede ſig flere Mile langt det melankolſke Billede af den. pontiniſke Sumporken; langs med Vejen ydede elendige, Armod og Mangel forkyndende Bonderhytter et ikke glædeligt Syn. Her i. Breda, ſom alle
EET ß ß , ER 7
85
Geographer tale "blandt Europas faſteſte Faſt⸗
ninger, blev ſkiftet Forſpand. Dette ſkeer i Ne— derlandene med den ſamme Rorighed ſom i
Frankrig; og nu ogſaa i Preusſen.
—
i ; Grot-Schinning den 26 Mai. Da det ſtedſe var mig imod at ankomme ſildig til et Sted, iſer til ſtore Steder, og. vi
ikke vilde have kunnet naget Antverpen for
Midnat, ſaa befluttede jeg at tage Qvarteer i denne ſtore Landsbye, uagtet Solen ved vores Ankomſt endnu ſtod temmelig højt paa Himlen. Gjeftgiverftedet var, flet ikke ilde, og anbefalede fig- ifær ved Reenlighed og en venlig Opvartning. Engelffe: Kobberſtik ſmykkede Væggene, og neden under ebe 120. ; Bruͤsſel, den 27 Mai. En af Verdens herligſte Steder ved Byg⸗ ningsmaade og Omgivelſer. Paris maae i begge Henſeender vige for den. Den glimrende Architektur af den øvre Stad, erindrer ſnart om Berlin, ſnart om Muͤnehen. Vi ſtege af i
Hotellet Bellevue, ſom gjør fin Benævnelfe al Wre, er beliggende tet ved Parken, og gielder
for det beßſte og meſt beſogte Gjeſtgiverſted i Bruͤs ſel. Den ſterre Deel af Egnen imellem Breda ſog Antwerpen er en Ork, hvor Mo⸗
radſer og Froſumpe til alle Sider intet byder
den Reiſendes⸗ Blikke uden ſorgelige Billeder af Ukuttur.
lsber igjennem disſe oampos infelices. Derhos var Luften raae og ſkjœrende ſom ſildig paa
Efteraaret, og den ene Regnbyge fulgte den an⸗
mig horte jeg endog Billardkugler at
Intetſteds Spot af en ordnende Men⸗ neſkehaand, uden paa den brolagte Landevei ſom i ſnortet Linie, paa den kedſommeligſte Maade,
6
den. Jeg lukkede Øjnene og floi paa Phanta-⸗ ſiens roſenfarvede Vinger til Genferſsen, i dine Arme, min elſkede Bonſtetten!
Den udraabte Luͤneburger-Hede aal rer dog i det mindſte Zoologen med Hedefaar og Botanikeren med Lyngarter; men her herſter ene og alene Taageſpsgelſer i feberſvangre Dun⸗ ſter. Da vi kjerte ind i Antwerpen, udgode Skyerne ſig i faa mægtige Stromme, at jeg, henfalden til det tilgiveligſte Mismod af Ver⸗ den, ikke gad forlade Vognen. Beſkuelſen af et af de ſkjonneſte og hojeſte Taarne paa hele Jor⸗ den, var kun en ringe Erſtatning imod de pragt⸗ fulde Semalerier ved Scheldes Bredder, og imod den udødelige Rubens's Kirkemalerier.
J Mecheln, ſom tæller omtrent ſaa mange
Indvaanere ſom Stutgard, overraſkede mig det ubeſkrivelig impoſante Syn af Domtaarnet. Denne Kolos fremrager majeſtætiſt, ſom ſtobt af Erts, og lig Egyptens Pyramider grundet for Evigheden, paa en, aldeles af ſtore Bygninger indfattet Plads. At den ikke ender ſpids, men afſtumpet, kleder den, faa underlig det end maatte lyde, dog ret godt. Naar man har over⸗ ſtaaet den ſidſte Poſtſtation fra Brus ſel, af⸗
ſlerer fig en Trylleverden, imod hvilken det netop
med. flygtige Streger ſkildrede flade Land forhol⸗ der fig, ſom det morke Tartarus til det mor- genklare Elyſium. Til venſtre den berømte, ſtromagtige Kanal, ſom forbinder Bruͤsſel med Antwerpen, og hvorpaa uophorligen det meſt levende Skipperliv, med de klareſte Farver ſtiller den Rejſende for Øjet de. gledeligſte Re⸗ ſultater af den meſt opvakte Erhvervelſes⸗Aand;
til højre Villa ved Villa, den ene ſtedſe overby⸗
dende den anden i Skjonhed, for det Wu. n
CS
given af yndige Parfanlæg, og fortreffelig vedli⸗ geholdt; et fandt Floras og hendes Yndlingsborns Paradis; Dernæft det i den adleſte Stil byg⸗ gede Slot Laken med fine, et ſtort Landſkab. dannende Havepartier. Overalt den rigeſte Fylde af det vegeterende Liv; intet Steds en Plet Jord, i det Mindſte ſaalangt mine Ojne kunde naae, om hvilfe man kunde ſige at den havde viſt fig Menneſrets Hænder gjenſtridig! (Fortſ.)
Sprogbemerkning.
Der gives enkelte Ord i vort Sprog, ſom man, ſaavel paa Grund af de Ideeforbindelſer, hvilke de høre til, ſom ogſaa i Betragtning af deres Mangel paa Vellyd, maatte onſke ombyt⸗ tede med Andre; til disſe høre Ordet: 'Daa⸗ 1 rekiſte; det ſynes i etymologiſk, moralſk og etſſthetiſt Henſeende at have alt muligt imod fig.
En Daare og en Afſindig ere tvende ganſke for⸗
kjellige Begreber; et Menneſke kan have en uds market Forſtand, og dog være en Daare; thi al
Ufornuft er Daarſkab; og hvor ſtort er ikke de⸗ res Tal, ſom robe megen Forſtand og liden
—- Fornuft! Men at ſige om en Afſindig at han er klog, vilde være en contradictio in adjecto; thi vel kan den der har en ſix Idee i alle andre
Henſeender, een Punct undtagen, være meget:
Hog; forſaavidt kaldes han altſaa ilke, og an⸗ ſees ikke af Nogen for afſindig; men naar Talen
er om ham ſom ſgadan, ſaa maa man nodven⸗ dig tænke fi ig ham i en Tilſtand, hvori han ved
en vis Forſtandsforrykkelſe ligeſom fornægter fin Perſonlighed. Udtrykket ”Kifte” i denne For⸗
bindelſe kunde lede til faa oprsrende Foreſtillin⸗ Man
ger, at 0 ikke e at omtales,
!
8
har i den ſildigere Tid følt. det Uheldige i Be⸗ nœvnelſen »Daarekiſte;' men Sproget ſynes ikke
at vinde ved det, ſom ſettes iſteden; thi Nav⸗
net Galeanſtalten“ *) har omtrent ligeſaa me⸗ get imod ſig ſom hiint; det er tvetydigt og ſts⸗ der Folelſen; Gale“ kan ligeſaavel være Infi⸗ nitivet af Verbet ”galer7” Pluralis af gal“ (insanus); ogſaa kunde Nogen friſtes til, at anſee det fon beſkrivende med Henſyn til fit Compoſitum » Anſtalten,“ og at
«betegne en Anſtalt, Hvori det gaaer galt til, i
Analogie med Ordet Galmand.“ Hvor meget humanere end begge de anførte Ord er dog
ikke de Tydſtes Irrenhaus;“ det er et Sproget
tilherende Ord, og kan allerede derfor ikke mis—
forſtaaes, naar det betegner Stedet for de Af—
ſindige; i det der henpeges paa diſſe ved den milde Foreſtilling: 'die ſich irren; altſaa ſom i pſychiſk Henſeende Forvildede, og anvendes ſagledes paa de Afſindige et paſſende Udtryk, ſom jevnlig bruges i daglig Tale om Forſtan⸗ dige, ſelv i det hofligſte Sprog, uden at nogen
Tvetydighed derved kan opſtage; thi ſethvert Men⸗
neſte bør ved mangen Leilighed finde. fig i den. Bemeerkning: Sie irren ſich.“ Imidlertid har ethvert Sprog ſit Eiendommelige, og det er. ofte
en unyttig Beſtrebelſe, at ville overfore det paa et andet Sprog; det er ſaaledes maaſkee ikte
muligt, paa danſt at betegne med eet Ord et. Sted, der er beſtemt til Opholdsſted for Afſin⸗ dige; — hvormed, man dog. faa. gjerne forbinder Begrebet om i det ringeſte Forſog paa de Ulyk⸗
keliges Helbredelſe; — men hvorfor ogſaa i fligt:-
Tilfclde at opofre Tydeligheden, Vellyden m. m,. for at undgaae en Omſkrivning, der kunde
) See Nyeſte Sfilderie af Kobenhavu No. 88, 1827,
(cantus galli) ſom
9
give en klar Foreſtilling om Tingen, uden at ſaare den menneſkelige Folelſe? hvorfor ikke, ef⸗ ter de Franſkes Viis, hellere at ſige: Hospita— let for de Afſindige,“ — Hopital des foux; — denne Benevnelſe har dog meget forud baade for- Daarekiſten“ og Galeanſtalten;“ det forſte af diſſe Ord kunde vel fortiene, — i hvilke cu— riøfe Grueligheder, der end maaſkee kunne mel— des om det, — at gives Afſkeed af Sproget, og
Strubehoſte hos
(Hr. Landphyſicus, Med. Lic. Lind, har, ſom et Folgeblad til Viborg Samler, No. 149, udgivet folgende:) )
Da det Spørgsmaal meget ofte gjøres mig, hvorledes Strubehoſte hos Born eller den ſaakaldte eroup forſt yttrer fig og kjendes, faa anſeer jeg det ikke upasſende her at beſvare det offentligen og faa tydeligen, ſom Tingens Natur tillader. 5 i : J Almindelighed begynder denne Sygdom fom en Forkjelelſe med Hofte, "hvorved efter een eller flere Dage flaaer fig Hashed, og ifær om Aftenen og Matten nogen Feber med Vrantenhed, Hede og Torſt. Endnu adſkiller Sygdommen fig ej fra en ſedvanlig ſterk Catarrh, men bor dog .væffe Opmerkſomheden hos de Omgivende. Thi kommer hertil — ſœdvanlig ved Natte⸗- eller ved Aftens-Tid — Beſverlighed i Aande⸗ drettet (der vel maa ſkilles fra et hurtigt Aandedrag, ſom altid følger med Febertilfelde og ei har noget Ondt at betyde, naar det kun
er frit) med en vis Hiven i Halſen og heel for— andret beſverlig og ſerdeles hes Stem⸗
me, ſom ifær bemærkes naar Barnet taler eller
græder; da maa Sygdommen anſees for Stru⸗
behoſte og hurtig Hjelp ſoges. Hoſten ſelb kan
gjøre Pauſer halve ja hele Timer, og er ſaale⸗ des ej noget beſtandigt Tilfelde, men naar den
Born Salt og 2 a 3 Sxkeefulde Eddike.
P — Ns... ̃ .. ... ̃6—vöi . ̃]˙—wmw̃ Ü A¹! RV STE
10
—
indfinder fig, er den ofte meget heftig og lange vedholdende og har en ſer Lyd, der hos Nogle er hes ſom en hes Hunds Gjsen, hos Andre pibende (ſiſtules) ſom en Hanekyllings Galen. At et Barn hofter har folgeligen ikke me⸗ get at betyde, bliver det ogſaa hæft har det mere at ſige, vorder Aandedrettet tillige befværlig med Hiven eller Piben, da er Fare paaferde. Hurtig Hjelp udfordres da, om der fkal være Haab. Kun i Mangel heraf, og indtil Læge kan raadfores, vover jeg at tilraade ſom pasſende i de fleſte Tilfelde folgende trende Midler: : ' : I) Igler fatte foran paa Halſen paa begge Si: der af Struben eller Luftrøret. Man maa lade dem vel udblode, om end Barnet ſkulde blive noget ſvagt og mat derved, J Tilfelde wat Barnet angiver Smerte paa noget Sted af Luffrøret ved Berorelſe, faa fættes Iglerne ifær paa det Sted. Iglernes Antal kan om trentlig beſtemmes efter Barnets Alder, fra een til to Igler for et eet Aars Barn til 4 Igler for et fireaarigt? Om Barnet end er . ældre, ſœttes dog ej flere end hoiſt 6 Igler paa eengang.
2) Trakmidler paa Benene. Man. benytte her⸗ til enten varme Fodbade, ſom tillaves med god Aſke, Salt, Sennop o. dsl. og gjentages hver 2den Time, eller ogſaa logge man reven Peberrod blandet med ſterk Eddike og lidt Suurdeig under Fodbladene og paa Leggene; men dette Omflag maa være af en Haands Storrelſe og hver halve Time flyttes fra et Sted af Benet til et andet, fan at Huden alene bliver: rod deraf... 5 > 3) Clyſterer hver anden Time, hvad enten Bar⸗ net har Aabning eller ikke. Et Clyſteer til dette. Brug tillaves bedſt af afſiet Byg⸗ eller Havreſuppe, hvor til ſmaa Born under 3 Aar kommes lidt Pudderſukker eller Honning og en Spiſeſkeefuld Viineddike, men til ſtorre
— >
Dieeten bør være ſom i andre hidſige Sygdomme. 28 Jovrigt lade man fig ved bisfsjanførte Nod⸗
Midler ikke afholde fra at raadſporge Legen ſnareſt muligt; thi denne Sygdom er des⸗
*
1. *
verre ſaa ondartet, at Konſtens hele Biſtand hoj⸗
ligen udfordres, Viborg den I2te Decbr. 1827. r Om Etymologiens Anvendelſe i . Betſkrivningen.
De, ſom have anſtillet Underſogelſe over
Relſtrivningen, ere for det Meſte enige om, at der, for at beſtemme den, maa tages Henſyn paa
'
*
fire Hovedgjenſtande: Udtale, Etymologie, Ana⸗ logie og Vedtægt. De fleſte For ſlag til Foran⸗ dringer i vor Retſkrivning have været underſtst— tede med Grunde fra een af de to forſtnevnte, ofte uden behørigt Henſyn paa de:to: ſidſte. For⸗ andringer, ſom dlot grunde ſig paa Udtalen, ſynes ikke let at ville fane Indgang; maaſkee fordi man er faa vant til i Skrivningen at af⸗ vige fra fin egen Udtale, maaſkee og fordi ÜUdta— len hos forſkjellige Individer er ſaa forſkjellig, at man ſnart opgiver Haabet om at udfinde den rette. Forſlag, ſom ſtotte ſig paa etymologiſke Grunde, finde i Almindelighed mere Bifald, deels
fordi man er vant tit, ofte blot for Etymolo⸗
giens Skyld, at anvende en Skrivemaade, ſom
ellers kunde ſynes urimelig, deels fordi de Fleſte
ej have Kundſkaber nok til at prove diſſe Grunde, men ſtole faa de Mænds Autoritet, ſom anføre dem. Det ſynes derfor nodvendigere at advare
mod Misbrug af Etymologien, end mod Mis⸗
brug af Udtalen, til Forandringer i Retſkriv⸗ ningen. 1 t 1184 da 38
De vigtigſte Forſigtighedsregler ved Ety⸗ mologiens Anvendelſe i Retſkrivningen, har Dahl, i ſin Overſigt af den danſke Retſkriv⸗ ningslere, fremſat; men jeg troer, da dette Sktift
ikke er ſaa bekjendt, ſom det fortjener, at det
ikke er overflødigt her at gientage 09 videre üd⸗ cet i Endelſerne af Ord, ſom nedſtamme fra la⸗ tinſke Subſtantiver paa tas eller fra latinſke Ver⸗
vikle dem. i
I.) Etymologien maa være den nermeſte.“ Derſom man beſtandig vilde gaae tilbage til Or⸗ denes forſte Kilde, vilde man deels være nødt
til at ſtudere Sprog, ſom ere utilgjengelige for de Fleſte, deels endnu være i Uvished, om man
endda havde fundet den ferſte Kilde. Mange
danffe-Drd have maaſkee deres Rod i Zend eller
—
til at overbeviſe ſig derom? ! ' des af eet af diſſe Sprog, men ligeſaavel af dek
ſfkrives den Deel af dem,
12
i Sanſkrit; men hvor Mange ere vel i Stand Kan et Ord udle⸗
græffe eller hebraiſke, hvo forviſſer os da om, hvilket af diſſe Sprog der er det aldſte? bor derfor, naar et Ord tydeligen har fin ner— meſte Kilde i det gammel⸗nordiſke eller i det ne⸗ derſaxiſke Sprog, lade os nøje med denne Ety⸗ mologie, om det end er tydeligt nok, at den forſte Oprindelſe maa. ſoges i ældre Sprog. F. Ex. Engel kommer af iisk. eingill eller af neder⸗ ſaxiſt engel, og vi behøve ikke at bekymre os
om, at det i Gothiſt hedder aggilus, i Latin
angelus, i Grœſt .
2) *Etymologien maa vere ſikker“. 2 den uſikker, kan den jo ligeſaavel være urigtig ſom rigtig; den afgjer altſaa Intet, og man bor da hellere holde ſig til ſaadanne Grunde, om hvilke der ingen Tvivl kan være… Det er uviſt,
om Ordet Jordemoder kommer af Jord eller
af Gjord; man folge derfor den beſtemte Udtale, og ſkrive Jordemoder. "Derimod er det viſt, af
Stiffader kommer af Stiupfadir, og man
bor derſor ikke forkaſte hiin gamle Skrivemaade. 3.) Etymologien maa ikke anpendes mod en fuldkommen beſtemt Udtale.“ Fra denne Re⸗ gel fordrer Vedtægt dog, at der gjores betyde⸗ lige Undtagelſer. Ved ſaadanne Ord nemlig⸗ ſom uden ſynderlig Forandring ere optagne af fremmede Sprog, er det brugeligt, at de ſkrives ganſke ſom i Stammeſproget; ved mange andre
Form beholdes, efter fremmed Skrivebrug' og' det
Dvrige efter Udtalen (f. Ex. Lectie af lectio). -Men def er urimeligt, tværtimod
Bedtegten, at ville antyde den fremmede Form ved at bruge de oprindelige eller med dem beſlegtede Bogſta⸗ ver, felv der, hvor vi ganſke afvige fra Grund⸗ ſprogets, ÜUdtale, — ſom naar man vilde bruge
ber af forſte Conjugation ), endſtjondt man der :
) Jeg bruger dette Udtryk i fin fædvanlige almindelig - bekiendte Betydning. Jeg havde ikke ventet, at ek eneſte tvetydigt Udtryk (pag. 1482 i mit Stykke om de latinſke m. fl. Verbers Inddeling, i Skilderiet No.
93), ſkulde give Anledning til gat tillægge mig grove
Bi
Er
hvori den fremmede
— — . — — Ä *
13
tydelig udtaler e. Ligeledes. maa det misbilli⸗
ges, at ſkrive Tragodie og Comodie, da man udtaler Tragedie og Comedie.
At det er urigtigt at folge et fremmed Sprogs Orthographie i Ord, ſom flet ikke høre til dette, vil man let indſee. Altſaa bor man ikke bruge franſk Stavemaade i Ord ſom Futteral (af tydfÉ Futteral), Skatol eller Schatol (af italienſt sca- tola eller tydſt Schatulle). Ligeledes feer man let, at man ikke bor ſkrive Correſpondence, da det paa Franſk hedder correspondance, ikke Ca⸗ valle rie, da det pan Franſk ſkrives cavalerie o. ſ. fr.
4.) »Etymologien maa ej anvendes mod en fuldkommen beſtemt Skrivebrug.“ J fin be— kjendte Form fjendes et Ord ſtrax igjen, i en uſœdvanlig, fÉjøndt mere overeensſtemmende med Etymologien, kjendes det ikke ſag let af Leſerne. Saaledes ſkrive vi Preſt, ſtjondt det kommer af iisl. preſtr og greſk eegorsgos; Seng, ſkjondt det kommer af iisl. fæng. Undtagel⸗
ſerne fra Regelen ere ſikkert ſaare faa.
—
Led
Overhovedet maa det erindres, at man i at anvende Etymologien ikke maa gage videre end den vedtagne Skrivebrug fordrer det. Ved⸗ tegt fordrer f. Ex. at et d beholdes foran t i Boj⸗ ningsformer, men ikke nodvendigviis i Aflednin⸗
ger; altſaa ſkriver man blødt, blidt, ſendte, men
Derimod Snit af ſnide, Skytte af ſkyde, lytte af Lyd. Det Samme gjelder om v, der ſkal udtales ſom f; derfor kan man gjerne ſkrive ſtivt, havt, tredivte, og dog Skrift, Løfte, Grsoft.
Vedtegten fordrer, at o ſkal gaae over til e,
hvor Udtalen tillader det; altſaa ſkriver man Bønder af Bonde, Løfte af love, Fødder af
Abſurditeter. Jeg har nemlig ſagt: Gjor man færre Afdelinger eller Conjugationer, fan det neppe fejle, at Reglerne blive mere vidtloftige 18.“
Heraf har man vel fluttet, at jeg betragtede Or⸗ dene Afdeling og Conjugation, af hyilke hint
er en generiſk, dette en ſpeciel Bengvnelſe, ſom ſyno⸗
nyme, endſkjondt jeg ellers overalt i ſamme Stykke paa det Omhyggeligſte adſkiller dem. Dette alene. kan. have givet Hr. Prof. Hjort Anledning til den urig⸗ tige Mening, at jeg ſkulde henfore alle de Verber,
vis Imperfect eudes paa ebam til een Con jug a⸗
tion. Det er vel overflodigt at tilfoje, at min Ind⸗
deling bedre kan kjendes af min egen ſimple Frem⸗ ſtilling i No. 93 pag. 1482, end af den kortfattede Sammenligning i No. 99 pag. 1572. 3
4 væ
Fod; derimod gaaer ø. ikke nodvendigvfis over til o, men undertiden til u; ſaaledes i fulgte af
folger, ſpurgte af ſporger, Bugt af bøjer, burde
af bor. Skrivebrugen fordrer ikke, at W.lyden
. altid ſkal udtrykkes ved e, hvor det islandſke
Sprog har a, a eller à, eller ved ee, hvor Jis⸗ landſten har e; derfor kunne vi fkrive vente, Hjelm, Hjerte,, Ber, ſtjendt de iislandſke Ord hedde ventg, hialmr, hiarta, ber. S.) »Ved Stammeords Stkrivemaade kan Etymologie kun forſaavidt anvendes, ſom man af de afledte Ord kan flutte fig til viſſe Bogſta⸗ ver i hine.“ F. Ex. da man har Formen Bøger i Fleertallet, kan man vide, at Ordet i Enkelt⸗ tallet bor ſtrives Bog, ikke Baag. Dog maa man her heller ikke gage videre end Vedfægten medforer. Vel gaaer f. Ex. aa hyppig over til c; men det var dog ikke rigtigt. at ſkrive vaaxe, Vaald og Aald, ſkjondt man ſkriver Vært,
Velde og elde. 2 8 ; J. H. Bredsdorff.
0 A Indenlandſte Efterretninger.
Madame Catalani gav Søndag. Aften d. 30 Dec. ſin anden Concert paa det Kgl. Thea⸗ ter. D. Kgl. Majeftæter Kongen og Dronnin⸗ gen, og de Kongel. Prindſer og Prindſeſſer be- ærede Sangerinden med deres høje Nerverelſe. Efterat Cherubinis Ouverture til Loodiska var givet, fang Mad. Catalani Recitativ og Arie af Simon Mayr, derefter blev Adagio og Rondo for Oboe, componeret af Hr. Kapelmuſikus Barth, ved ham udfort; og nu fremtraadte igjen San⸗ verinden, og ſang Recitativ og Arje af M. Por⸗ togallo. Anden Afdeling begyndte med Ouver⸗ ture til Egmont af Beethoven. Madame Cata⸗ lani fang Reritativ og Arie af Rosſinis »Bar⸗ beren af Sevilla.“ Hr. Capelmufikus F. Funck udførte et Divertiſſement for Violoncell; og San⸗ gerinden udførte Variationer paa Themaet: Mir fliehen alle Freuden, og fluttede med uopfordret: at ſynge: God save Frederic our King, der af e ſom forrige Gang, blev i Chor iſtem⸗ mel. 1 7 Man leſer i en engelſk phrenologiſt Jour⸗
nal en Underſsgelſe om hvilke Organer ere nod⸗
Taktſandſen er den neſte.
Hald anvendes,
15
vendige til Muſikens heldige Oyrkning, og Ud⸗
viklingen af Madame Catalanis Hjerneorga—
ner; det, er intereſſant at fee hvorledes denne
Udvikling ſvarer til Sangerindens udmerkede Talent. Toneſandſen er naturligvis den forſte; den er eensbetydende med-hvad man i Alminde⸗
lighed kalder et muſikalſt Øre, og gjør os mod⸗ Tid⸗ eller.
tagelige for Melodi og Harmoni, - Efterlignelſesevnen er ogſaa meget nødvendig for en Muſikus, iſer⸗ deleshed foren Sanger. ning, at Organet for denne Evne er ſtort hos alle gode Sangere, Diſſe Organer ere hos Ma⸗
dame Catalani alle ſtore. Organet for Godmo—
digheds⸗Folelſen er ogſaa ſtort. — Dog man lœſe den liden Afhandling ſelv; den er overſat i nysudkomne Hefte af Hr. Det. M. Otto's Tids⸗
ſtrift for Phrenologien.
Blandede Efterretninger.
Chlorinkalk er befunden at være det bedſte Middel til Sundhedsrygninger og Luftrensning, og det har allerede i nogen Tid været bekjendt, hvorledes ſamme i forſkjellige hyppigen forekom⸗ mende Lokaliteter med fordærvet Luft kunde med
Nu har man ogſaa i England med beſte Held forſogt at anvende ſamme
til at fordrive den Stank i Skibes Kjolrum,
Tom ved indtrængende Sovand opſtaaer i Verf⸗
terne i Deptford og Chatam, fremdeles imod den onde Luft i Kulgruber. Man har i disſe
udſtroet Chlorinkalk, og nu kunde igjen Grube⸗
»Arbeiderne, paa Steder, hvor de maatte have
deres Sikkerheds⸗Lamper imod Stikluften, atter arbejde med de ſedvanlige Gruhelys. Den kan med Fordeel bruges overalt hvor der maa⸗ſtrides imod en ved vegetabilſke eller dyriſte Subſtant⸗
fer fordervet Luft, og dermed folgende Stank.
Endog den onde Lugt af Munden, hvormed inange Perſonex kan være befværet, taber. fig, naar man nogle Gange om Dagen har gurglet fig med en Chlorinkalk-Oplosning. Men man mage ej for⸗
ſemme hver Morgen at borttage med et vaadt
Haandklede den gule Slim af Tungen, ſom pag
Det er en Kjendsgjer⸗
16
dens bagerſte Overdeel kan om Natten have ſam⸗ let ſig, og ſom ofte kan være- den ſkjulte Lar⸗ fag til fin Übehagelighed. See Dinglers rig⸗ holdige polytekn. Journal 1827, andet Septbr. Hefte, 535⸗ 66. ' afd 2 J Carlsbad har i Juni Maaned d. A. været en fan ſtor Vandſlod, at mange Badegjeſter have maattet flige ud af deres Vinduer og bag Huſene flygte til Fjeldene.
.
. Am 22:2: %⅛⁵'k1!!;!:!: ⅛˙9o,i : . NEN An Graͤter : 1827. Zag nicht auf deiner Dornenbahn, Der Jugend treuer Leiter! Unſterblichkeit geht Berg hinan, Dir ward ſie, hehr und heiter; — Unſterblichkeit geht Berg hinan, Drum ſteil und ſchwer iſt ihre Bahn, Die hohe Himmelsleiter,
Dort oben auf dem Ablerneſt' Dich freu' im Sonnenlichte, Wie es, dein Ruhm ſteht felſenveſt Am Leumunds Weltgerichte; . Nicht ihn verſcheucht des Schickſals Sturm, Nicht ihn zernagt der Klaͤtſcherwurm, Schon weiht ihn die Geſchichte!
Seh ruhig denn im tiefen Thal
Die finſtren Nebel rollen,
Laß Schlangen ziſchen ohne Zahl, Laß Neid und Habſucht grollen, Gewalt und Einfluß ehrt die Zeit, — Den hohen Geiſt die Ewigkeit
Trotz allem Uebelwollen! 427 14 f : 3 Finn Mag nusſen.
Kiebenhavn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Ja cobſens Bogkrykkerie,
Nyeſte
Skilderie af Kjeben habn.“
S...... 0. .⁴¹
Femogtyvende Aargang. No. 2.
Udgivet og redigeret af Fr. Thaarup, Etatsraad.
Forſendes, ifølge Kongel. gllerngadigſt Tilladelſe, med Brevppoſterne.
Leverdagen den 5 Januari 1828. ; : — ESS 5 i min Lampe ſlukkes u 1828. Naar her min Lampe fl b ide val Og Døden paa mit Øje hviler, f ,
Da lever jo min Sjel bos Gud,
; J. vor evig Vaar i Solſkin ſmiler. Bi ſee nu flux et Aar igjen Ves seer i Rus
N
At rulle hen paa Tidens Bølge — 3 å ; 1 2 Som tuſinde for det ſvandt hen, 7252 Vær ſtark min Tro! glip Haab mig ejl R Vil atter tuſinde det folge. b O, Dyd! bred ud din lette Vinge, J Dybet-ligge Secler ſkjult' Og for 58 paa den rette Vej — Hyor Glemſel Alt i Merket hyller, KEaun du kan os til Maalet bringe! Mens ovenover Bølgen huult 8 i Flpv, Fromheds Due! fra din Ark Hvad her er ſtort med Magt bortſtyller. Dil Guds Velſignelſe at vie
Vort Fjære lille Dannemark —
Øg . ] 5 sk: Vor Frederik o vor Mariel Dog, Tid! har mig Guds Kjærlighed i 9 i
Med ſtorre Magt end big begavet — S From Moller. Thi "hvad. er Aar mod Evighed? ö Det Draaben er mod wrrdenehavet PE"
—
.
19 Hvorlunde Sogarth malede Sielding.
J den engelfke Pragtudgave af Fieldings Værker har man det eneſte lignende og uover⸗ trufne Kobberſtik af Fielding, efter. Hogarths Malerie. Dette Meſterſtykke ſtylder folgende
pudſeerlige Tildragelſe fin Tilvœrelſe. Hogarth
var en fortrolig Ven af Fielding; ofte tog han ſig for at male ham, men ſtedſe kom der no⸗ get iveien. — Fielding dode og — Hogarth var utrsſtelig ved den Tanke, at hans Vens Billede kun lage i hans Sjel og ikke kunde fremſtilles for Fieldings talrige Venner og Be— undrere i London, og ved Gravyſtikken for den hele Leſeverden, ſom Fielding hapde forſkaffet faa megen og faaxfand. Underholdning. D havde jeg dog malet min Fielding v' ſagde han
til ſine Venner, faa ofte ſom de talte om ham.
Hvilken ond Genius har dog beſtandigt hindret ham fra at. ſidde for mig, naar jeg havde Lyſt at male ham, og hvilken Diævel har afholde mig fra at male ham, naar han engang imel⸗ lem vilde ſidde for mig!“
En Midnat da Hogarth ſidder for fit Stof; felie, og ret con amore arbeider paa et af fine
Meſterverker, hører han en Stemme — huul
g dump ſom fra Graven — nævne hans Navn. Han bryder fig ikke videre derom. Det er, tenker han, et Spil af- min Phanta⸗ fie, eller maaſkee en af mine Folk har nævnet mit Navn i Forverelſet. Stlrax derpaa hører han ſamme Lyd. Nu ſyntes det ham at Lyden kom fra et tilſtodende Kammer, hvor. han veed at Ingen kan være. Han arbeider vk, men Stemmen lader fig endnu engang here. — To⸗
20
nen — Stedet hvorfra den kommer, gjsr, at en
lille Gysning farer igjennem ham. Uvilkaarlig tenker han paa Spogelſer og — leer. — ' Nar⸗ reſtreger! hvorledes ſkulde jeg og de komme ſammen!“ Han arbejder fort. ' Hogarth hor — kom og mal mig!” Hogarth ſpringer op! »For Dicvelen! Hvad var det? Det var jo Fieldings Stemme!“ Nu har jeg ikke Tid — raaber han mod Doren. Lad han ſig male hvor han vil. Nu efter at han har lagt otte Aar i Graven! Hvorfor lod han fig ikke male i les vende Live? —
Han fætter ſig igjen til Arbeidet. Ti Minutter gage, og Stemmen lader fig ikke høre. Allerede troer han, at være bleven fri for denne beſverlige Anmodning; men han fager feil — Stemmen igjentager fin Fordring, og det — ſom han ſynes — i en truende Tone.
»Og om det nu ogſaa er Diavelen ſelb! Jeg maa fee hvad det er!“ udraaber han, og gaaer til Doren; han ſtoder den op og — hvor ſtor er hans Forbauſelſe! accurat med den Mine og i den Stilling, hvori han vilde have malet Fielding feer han — et Spogelſe — nei! Fiel⸗ ding ſelv feer han for fine lysvaagne Bine. Han bæver tilbage i fit Kammer — flaaer Do- ren i efter. ſig; dog fattede han fig ſnart igjen." Skülde jeg være bange? ſiger han til fig ſelv. Nei aldrig!. Raſk til Værket! det Tofte hvad det vil. Bliv ſiddende ſtille!“ raaber han igjen⸗ nem Noglehullet — Jeg fkal ſtrax komme til Dig, Du ſkal fage din Villie!“
J en Haft har han faget alt ee og fb: ber for Staffeliet.
—
21
Spogelſet. Du Fjender dog vel din Fiel⸗ ding endnu?
Hogarth — Brummer ved ſig ſelv — jo! jo! en ſmuͤk Fielding!
Sp. Du onſfede jo at male mit Billede.
H. — arbeidende — Ja!
Sp. Jeg fornam dit Onſke!
H. Det er mig kjart. ] Sp. Saa begynd! men ffynd dig; kun en halv Time kan jeg ſtjenke dig! H. Naa ſaa ſid bare ſtille — ſaaledes ſom han nu ſidder.
Han maler ham al prima, og kaſter hele : Maſſer paa Lerredet. Efter at han endnu en— gang ret opmerkſomt har betragtet fin Origi⸗ nal, ſiger han ved fig ſelv: See ſaa! nu er han paa Øjebliffet færdig!” og, fordybet i fit Arbeide, endſer han ikke en lille Tummel, ſom Spogelſet gjør med Stolen. Pludſelig bliver han opmerkſom ved et Puf mod den Dor, i hvis Nerhed Spogelſet ſad; kaſter fif Die til Doren, og bliver i det ſamme Spogelſets Ryg vaer, i den aabne Dor. Det er forſvundet og Doren falder i efter bet. Førend han endnu
kan fatte. fig i fin Forbauſelſe; "førend han fan-
blive enig med fig-felv, om han fal forfølge Spogelſet eller blive, vinder dette Tid nok for at komme tilbage til Aandeverdenen.
Han aabner nu den tillukkede Dor, un⸗ derſoger hele Huſet; men finder intet Spor. Sine Folk vil han ikke ſporge om Noget, for ikke at forraade fig, og han vogtede fig nok for
at fortælle fine Venner denne Tildragelſe, hvor⸗
ved han — ſom aldrig havde troet paa Spo—
gelſer, men beſtridt og beleet denne Tro, hvor
22
og naar han fandt den — vilde ubfætte ſig for deres Latter, 8
Saaſnart Hogarth kom tilbage paa ſit . Værelfe fra den frugtesløfe Spogelſejagt, lagde han det Arbeide, han havde fore, tilſide, lukkede fig inde, og var uafladelig ſysſelſat med at male det Billede, hvortil Luftphenomenet havde ſiddet. Ved det dybe Indtryk det havde gjort
paa hans Sjel, fvævede Synet ham beſtandigt
for Hine under Arbeidet. Portraitet blev i kort Tid færdigt; ſtrax hængte han det op i fit Ar⸗ beidsverelſe og lod igjen Folk komme til fig. Mange af disſe havde kjendt Fielding pers ſonligen, og forbauſedes over Billedets Lighed. De beſtormede Hogarth med Sporgsmaal, hvor⸗ ledes det var muligt, at han, efter et Tidslob af otte Aar, faa levende havde kunnet gienkalde fig fin afdsde Vens Træf? Hogarth fvarede ſtedſe med en vis høitidelig og hemmelighedss fuld Mine. Sporgerne kunne aldrig blive ret kloge paa ham. Selv Garrick — hans bedſte Ven — fik ikke noget tilfredsſtillende Spar. Endelig foranſtaltedes den ſkjenne Pragt⸗ udgave af Fieldings Værker. Forleœggeren, der onſkede at pryde den forſte Deel med Fieldings Billed, ſtukket efter et godt Malerie, henvendte - fig til Hogarth, ſom meget beredvilligen laante ham ſit Mirakelmalerie til denne Henſigt. Var han hidindtil, ved alle Fieldings Bekfendteres eensſtemmige Vidnesbyrd, blevet overbeviſt em dets Lighed med Originalen; ſaa blev han det herefter endnu mere, da han overalt horte, at Enhver fandt bert ligeledes ſerdeles
lignende. > Engeng d da Garrick paa en alu Maade bange e
—
5 *
fortalt Hogarth, i al Fortrolighed, nogle af fine egne hemmeligſte Hiſtorier, greb han Leiligheden, og forte Samtalen paa det vidunderlige Male⸗ rie. Jeg vilde kun onſke — fagde han til ham — at min Ven Hogarth ville oprigtig fortælle mig, førend min Dod, hvorledes han har fun net malet dette Billede? Mon ikke Skjelmsme⸗ ſteren har havt det færdigt længe for Fieldings
Dod, aldrig talt til Nogen derom, og nu, efter.
ſaa mange Aars Forløb, bringer det for Lyſet, for at gjøre. fig derved —
Hogarth: Fy for Diavelen! Garrick! hvor kan du tiltroe mig en faa ufel Lift. jeg, Hogarth, at tage min Tilflugt til ſlige Stymperier, for at ſikkre mit Eftermele?
Garrick: Naa! Rigtigt hænger det dog i |
al Fald ikke ſammen.
i Hogarth: Ja i Sandhed! Du bar Ret! "Rigtigt hænger det ikke ſammen. (hoitideligt) En Aand, har ſiddet for mig —
Gar, J Drømme? 3 Hog. Nei, nei! lysvaagen. Dig, kjere Garrick ſkal jeg fortælle, hvad jeg endnu aldrig
8 har ſagt noget Menneſke. Du vil lee — men lad faa være. 0 en Mand, over hvem jeg ſaa ofte i mit Liv har leet, faa Bandet: ſtod mig i Hinene, 3 leer paa min Bekoſtning.
Garrick gjorde Vold paa fig ſelb, for ikke at begynde ſtrax, og nu fortalte Hogarth hvad vi allerede vide. At det var Proteus Garrick, ſom hiin Nat hapde ſpillet Fieldings Aand, be⸗ hover jeg vel neppe at ſige Leſerne. Å
Sp.
Behover 5
Det er ikke meer end billigt, at
. : '
24.
Brudſtykke af en Verdensphiloſophs
Mening om Europas politiſte Fremtid.
oe Med Vished lader fig forudſee, at en total
Revolution, i alle indre og ydre Forhold, fore— ſtaaer Europas Nationer, de maa faa gjøre hvad de ville. Denne Revolution er ingenlunde en
Folge af Regenternes perſonlige Feil eller Liden⸗ ftkabeligheder; meget mere kan man med Sand:
hed paaſtaae, at ingen Tidsalder var mere fri for politiſt Lidenſkabelighed, og havde mere vel— tenkende Regenter end den nærværende; men
den er en uundgaagelig Folge af den forhaanden
værende Criſis i Menneſkeſlaegtens Natur, ſom
nu træder fra Ungdommens: ind i en modnere
Alder. Ligeſom den alleſtedsnoerverende Ver— densſjel fremkalder viſſe Forandringer i det men— neſkelige Legeme, naar den Aand, ſom beliver det, gaaer over i en ny Periode af Styrke og Modenhed; ſaaledes lader ogſaa den, i Hiſtorie
og Natur lige alveldige, Gud, viſſe Forandrin⸗
ger foregaae i det hele Menneſkeliv, naar Men⸗.
neſkeſlegten ſkal gjøre et vigtigt Skridt fremad.
Jordens rigeſte Land — America — for: blev i en Raaheds Tilſtand, indtil den, til Cul⸗ tur fortrinligen beſtemte og beqvemme, caucaſiſke Menneſtfeſtamme havde naaget Modenhed nok til
at tage det i Beſiddelſe og give det en, til dets
Tilſtand pasſende, Foredling. Tidens. Fylde er nu kommen — og, Politikens Hovedrolle vil nu gaae over fra den gamle til den ny Verden. Denne Beſtemmelſe er der — ingen. menneſkelig
Magt formager at afvende den, og de Gjerin⸗
ger, ſom ville blive en uundgagelig Folge af
*
25
…
denne Rollebytning, kunne kun tjene til dens Befordring. Den eneſte Udſigt, ſom bliver til:
bage for Europa, for at ſikkre ſig ſin Velſtand,
er, ved det tyrkiſke Riges Undergang, at bane ſig Veien til Aſiens og Afrikas Rigdomme. Forſynet tilbyder Europa denne Redning, men: det ſynes ſom denne Gave maa paanodes det. "Hvad har nu Europa at gjøre i den poli⸗ tiſte Sygdom, ſom det abſolut maa gjennemgaae? Svaret falder af fig ſelv; det maa forene fine
Dænder i Venſkab og Fred, for at betjene ſig
af den ovennævnte Udvei; det maa vaage over den indbyrdes Freds Vedligeholdelſe; ſit frede— lige Sindelag maa det ikke alene erklere i Ord, men ogſaa viſe i Daad, idet Staterne ſatte fig paa en ſand Fredsfod til hinanden, hvorved Na—
tionernes Byrder kunne blive lettede, og Stater⸗-
nes Saar legte; de monarkiſke Stater maa blive regjerede i den liberale, tillidsfulde Aand, der gior den landsfaderlige Regjering til Menneſke— livets hoieſte Lykke; i de ſaakalte friere Sta— ter maa ſorges for, at Magten, ſaameget mu— ligt, concentreres, og Partiaanden afſkäres ſine vilde Rodſkud, hvorved diſſe Forfatninger ſaalet kunne blive høiftfarlige for Nationernes virkelige Vel; man maa ſoge det Sande og Gode
ſom et ubetinget Gode og give flip paa den Tro, at gandeligt Tusmerke nogenſinde kan have
en ſand velgjorende Virkning, da det dog blot kunde fremkalde en temporær god Folge, ſaale— des ſom det ſvage Lys for den Blinde, der ny⸗ ligen har faaet fit Syn; thi al Sandhed kom— mer fra Gud, og om den ſkader, faa hidrører dette fra, at den ikke bliver behandlet og ud— bredt paa: den rette Maade; Endelig maa en—
hver Stat ſoge i fig ſelv ved Oeconomie, at
blive uafhængig. i fine Statsindretninger; og,
*
—
26 8 7
ved en af Nationen ſelv itide fattet Beſlutning, kun holde ſig til de Nydelſer, ſom Forſynet ſkjenkede den i dens eget Skjod, og undvære Amerika. — Dette. er Menneſkevennens Dufte, ſom — belært ved Hiſtoriens Lys, — fruer ind i den mørke, urolige Fremtid,
mende Hav, ſom han ffal befare, og en dunkel-
regnfuld. Himmel ſkal bedekke hans Aften; Un⸗
der en uafladelig Kamp fkal Menneſkeſlœgten hæve ſig til en højere Zilværelfes Sphere: Kraf— ten ſkal udvikle fig i Strid, og Ro og Fryd vil forſt blive nydt, naar Striden er fuldendt. De Ryſtelſer, ſom de europciſke Staters Finantſer engang mage lide, ville ikke have faa ſkadelige
Bølger, ſom mange mene; mange Familier ville
blive odelagte; men Velſtanden, der ikke bliver i den ene Haand, gaaer over i den anden. Ho⸗ vedkilden til Europas Trœngsler, derſom den ikke itide forſtandigen tilſtoppes, vil vere denne: at alle Næringsveje i vor Verdensdeel tilſper⸗ res, da ikke alene Amerika fortœrer ſelv fine Rigdomme, men fornemmelig Nordamerika vil efterhaanden, ved ſin Induſtrie, træffe alle Syd⸗ amerikas Skatte til ſig. Man ſeer det tydeligt for Hine, naar man gjer fig. bekjendt med Be⸗ givenhederne i hiin Landemaſſe. : Betenk derfor, Europa! hvad Tidsganden tilraaber Dig! Lev i Fred — i indvortes og udvortes — ikke blot efter Navnet, men i en fans Fredstilſtand! Aaben Dorene for Aſiens og Afrikas Skatte; thi Du kan gjøre det med Ret— færdighed! Bliv ſparſom, maadeholden, noiſom og virkelig oplyſt! Hvis ikke, faa ſvever Tugtelſens Riis over dit gamle, men ukloge Hoved, og dine indvortes Tviſtigheder ville bes virke din Undergang og Amerikas Storhed. At
-
Under Smerter kommer Menneſket til Verden, Livet er et ſtor⸗
NM
27
ſtole paa, at bedre og lykkeligere Tider ville komme
for dig, hielper dig ikke; thi de ville ikke
komme. 5 — (Meddeelt af Sp)
Indenlandſke Efterretninger.
Nytaarsdag og i Onsdags havde man det Serſyn, at der raabtes med levende Reier paa Kjøbenhavns Gader; noget, ſom de aldſte Folk vel neppe mindes at have oplever,
Ved den ſidſte Concert, ſom Mad. Catalani gav, havde hun ikke faa fuldt Huus, ſom den forſte Gang. Nogle faa Loger ſtode ledige, og Parterret var ikke ganſke opfyldt. :
; Ved Borſen, ſom paa Slutningen af. Ef— feraaret blev faget under en Hovedreparation, der, ſom man ſiger, vil koſte 40,000 Rbd. Sed⸗ ler, blev Portalen imod Slotspladſen færdig fort for Juul, tilligemed nogle Fag af Taget. Bors⸗ ſalen er opmalet, og efterat den havde været — lukket i nogle Maaneder, i hvilken Tid Auktions⸗
ſalen blev brugt, blev den igjen den 23 Decbr.”
aabnet. Man ſiger, at den vil blive ſiret med nogle Malerier, foruden det ſtore bekjendte af Hiſtoriemaler Højer, 2 *
Blandede Efterretninger.
Stemmen en Kapital. Fra alle Sider bemerkes, at ingen Naturgaver indbringe nu mere end en god Stemme. Saaledes regner man, at Mad. Paſta i Sterbritannien i en Tid af et Aar har ſammenſjunget 41,000 Sachſ. Th. (omtrent 60,000 Rbd.) Men ligeſom ved enhver Ting, der meget ſsges, Misforholdet mellem Sogen og Tilbydelſe med Tiden altid
jevner ſig, faa vil dette ſandſynligvis, efter ad⸗ ſkeillige Aars Forløb, være Tilfeldet med ſmukke
Stemmer; thi ſiden den Tid, de indbringe ſaa meget, er man opmerkſommere paa, hvor de fremkomme, og vil fra alle Stender, hvor de
—
28
lade fig fornemme, fremdrage dem øg danne dem for Konſten. Saaledes er der nu allerede Tale om adſtillige beromte Sangerinder, da der ellers kun gaves for hele Europa een Mad. Mara. (Da denne i Aaret 1784 var i London, fik hun for 13 Concerter 1000 Guineer, altſaa omtrent De rusſiſte Dampbade. Badelegen Dr. J. W. Tolberg har udgivet et eget Skrift om de rusſiſte Dampbades Indretning og Virkning, under Titel af: Ueber Ein⸗ richtung, Gebrauch u. Wirkung des rusſiſchen Dampfbades bey dem Sool— bade zu Elmen ꝛc. Magdeb. 1826. $ en Bedommelſe over Skriftet i Allg. Hall. Liter. 3. No. 284 f. 1827 hedder det: »Paa en Tid, da alt Nyt — og altſaa og de for Tydſkland nye rusſiſkte Svedebade — optages med Lidenſtab,
og af hvilken Aarſag rolige Jagttagere have yt—
tret Bekymring for, at de maatte vorde Mode og forſagvidt dele Modernes Skjœbne, er det takvœrdigt, naar Mænd. af Faget ſoge at fore⸗ bygge eller moderere de i ſaadanne Tilfelde ſaa almindelige Misbrug og overdrevne Forventnin— ger. Dette Onſke har ogſaa ledet Forf., og til⸗ lige nok ogfaa det, at mode alle Indvendinger,
der ved diſſe rusſiſke Dampbade maatte blive
fundne deri, at de ſaavel i Indretningen ſom Overgydelſes-Materialet ere forſkjellige fra alle øvrige Bade af den Art. Dampene blive her nemlig ikke frembragte ved Bandets Paagyd— ning paa gloende Stene — den egentlige rus⸗ ſiſte Maade — men i en faſt tillukt, med en Sikkerhedsventil ꝛc. forſynet Kjedel, eller en Pas pinianſk Maffine. udenfor Badekamret. Rec. vil ikke underſoge hvilken Maade er den bedſte, da dette kun vilde være at fornye en i Hamborg nyligen fort latterlig Strid, iſer da det allerede ſiden A. 1824 i Elmen beſtaaende Bad paa det kraftigſte har viiſt fig fyldeſtgjsrende.
J Journal f. Kunſt u. Literat. læſes under Overſkrift: »En beſynderlig Titel“, folgende ko— miſte Artikel: Den Syge, at give Skrifter paafaldende Titler, ſynes nu at ſtrakke fig til ganſte alvorlige Ting, for hvilkes Benævnelfe
7 29
—
dog kun paſſer en værdig Alvorlighed. Saale⸗ des læfe vi under Anmeldelſen af nye Bøger: Der Braͤutigam ohne Struͤmpfe. Ein Träuerſpiel in fuͤnf Acten, von J. H. Weſſel. Aus dem Daͤniſchen uͤberſetzt von Anton Mar— tini.“ Maa en ſaadan Titel ikke opvakke Smiil? Og det ſtal dog et Sorgeſpil ikke.“ — Hvilken Ttiumph for Weſſels Muſe, at den blotte Titel opvekker Latter hos Een, der ikke fjender hans Stykkes Indhold! Men tillige hvilken Skam for en tydſk Literatus, at han ikke engang. kjen— 95 Danmarks forſte comiſke Digter blot af aun! ö ;
J Rom er et koſtbart kineſiſk Kabinet, ſom Onorato Martucci under fit lange Ophold i Can⸗ ton har ſamlet, og her udſtillet. Med Beun— dring feer man, hvorvidt de faa ofte miskjendte eller utilberligen nedſatte Kineſere have bragt det i Kunſter og i Forfinelſe af Luxus. Bronce-, Porcellain⸗, Guldſmeds-, og af Kobber- ftøbte
Arbejder haves af en Fuldkommenhed, der ikke af Europcere er overtruffen; ja nogle Bronze— Vaſer kunde ſkattes lige med greſke af den ſkjon⸗ neſte Tidsalder⸗ J Billedhuggerkunſten dog i Ma⸗ leriet, ſelv indtil den ſtorſte anatomiſke Nojag⸗ tighed, have de bragt det lige faa vidt ſom vi;
Men fornemmelig udmærke Kineſerne fig i Land-
ſtabs⸗ og Miniafur⸗Maleriet. Ogſaa et ffjønt kineſiſk Bibliothek pryder denne Samling. For: tellinger, Nationalhiſtorien, Botanik og Medi⸗ cin udgjor Hoved⸗Indholden. J nogle af diſſe Skrifter omtales Koppe⸗Indpodningen. I den i Rom udkommende arkadiſke Journal giver Mar⸗ tucci, i en Rakke af interesſante Afhandlinger, —Efterretning om Indholden af disſe Skrifter. (Heſp. 257.) : .
J Lommebogen Eidora leſes et -ffarpt Ud⸗ fald paa de nu overhaandtagende falſke Dame⸗ lokker, der ſynes, hvor Skjonhedens Hoſt ner⸗ mer fig, at være ophængte ligeſom Garn for
Krams fugle.“ Hr. Geheime⸗Kirkeraad Dr. Pauli
er af ſamme Mening ſaavel om falſke ſom Silke⸗ lokker, og ønffer inderligen, at de ſnart maatte banlyſes, paa det ſmukke og betydningsfulde Daz mepander igjen maatte vorde aabne og frie. Pan⸗
30
den er Sielens Speil; den kan ikke forſtille fig; enhver, ſom ynder Forſtillelſeskonſten, indhyller Panden i falſke Lokker. É
Reiſende, ſom have feet alle Europas Lande, paaſtaae, at neſt Conſtontinopel har blandt alle europeiſte Hovedſteder Stokholm den ſtjonneſte Beliggenhed. i
Dr. Weinhold, Prof. og Medicinalraad i Halle, har udgivet et lidet Skrift, hvori han fremſetter Forflag, der lægges Statsminiſterne paa Hjerte til Udførelfe, ſom ſynes Ironie; men ere alvorlig meente. De gage ud paa at ſtandſe den alt for ſtore Befolkning og Armod, hvis Kilde Forf. troer at have fundet i den ſtore Mengde uægte Born ), ved at paalægge hvert Drenge— barn, fra det 14de Aar af, den ſaakaldte Infi⸗ bulation (en chirurgiſt Operation). Infibula⸗ tionsringen ſkulde plomberes og forſynes med et Stempel fra Statens Side, men denne ikke aabnes førend- Ynglingen og Manden indgaaer et Wgteſkab. Ugifte maatte indtil deres Dod være underkaſtede denne Toang. Den, der egen⸗ megtigen løfte den, ſkulde ſtraffes forſte Gang med Hudfletning, anden Gang med Tredemollen og tredie Gang med Indſperring paa Vand og Brod for Livstid! 3
Den ſtorſte Viinkjelder i Verden findes i Epernay i Champagne, og tiltorer en Hr. Mot. Den ligner en lille underjordiſk Stad. Uhyre Hvelvinger gjennemſkjœre fig, lig Gader, og det halve Epernay ſtaaer derpaa. 400,000 Flaſker Champagner ligge ofte zirligen opſtablede der paa begge Sider. J Aaret 1814 ſtulle de allierede Tropper paa deres Marſch have med— taget derfra 600,000. ö . 8
Paa Konſtudſtillingen i Paris ſaaes nyli— gen et i Silke vævet Malerie fra en Fabrik. i Lyon, der fuldkomment ligner et Kobberſtykke. J Midten findes med Arabesque-Zirater Sudyig
den Iödes Teſtament.
) Mon ikke de agte kunne bidrage ligeſaa meget der⸗
31 Strrstanker. (Meddeelte af S—p.)
| 1. * Der er Noget i den ſande Skjonhed, ſom al⸗ mindelige Sjele ikke kunne fatte eller beundre.
Hverken Usſelhed eller Pjalter kunne ſkjule dette
Noget for Kjenderens Blik. a
2. 5 5 En eneſte ond Handling udgjør ikke mere en Spitsbube i Livet, end en eneſte flet udført Rolle paa Skuepladſen udgjer en flet Skue— ſpiller. Lidenſkaberne tvinge ofte — ligeſom The⸗ aterdirecteurerne — Folk til Roller, ſom de al- drig godvilligen havde paataget dem. Man vilde holde den for ubeſkeden, ſom bedømte en Bog efter et enkelt Blad; men — at bedømme et Menneſke efter en enkelt Handling, hvis Aar: fag og Forbindelſe man ej engang fjender, det feer dagligen. i a ; 3. Få Had er aldrig en Virkning af Kjerlighed — ikke engang. om Jalouſie kommer til. — Det er
meget muligt, at Perſoner, ſom ere jaloux, kunnen
dræbe dem, de ere jaloux over, men — hade dem kunne de ikke. "
AS b »Jeg falder dig vel beſverlig?“ ſagde Fluen til Tyren, paa hvis Horn den ſad. O nei! ikke det ringeſte“ ſvarede Tyren — jeg erfarer nu forſt at du er der.“ — Ofte vilde man ikke
engang vide at visſe Folk vare til i Verden, naar de ikke forrgadte dem ſelv ved deres Dum⸗
hed. *
' 5. ; Ver ikke faa ſtolt!? ſagde Lyfefaren til
det brændende Lys — veed du vel, at jeg kan
flukke dig?“ — Jeg veed det, ſvarede Lyſet — »men er du da ogſaa iſtand til at lyſe?““
En aandrig Mand har ſagt, at Rusſerne lignede ſhakeſpearſte Stykker deri, at Alt hvad der hos dem ikke var Feil, var Stort; men at ogſaa Alt hvad der ikke var ſtort var Feil.
Kjobenha vn. Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. I 3 5 8 BEſtergade No. 60.
il værdige Folelſer for Dyden og ædle e de det var Hovedhenſigten, af alle Jeſu Beſtr
K
Skulde Menneſkeflegtens Perfectibilitet og⸗ faa kunne være en Drøm, faa er den i det rin— geſte kun edle Sjeles Drøm.
; 85
- Mange Menneffer vil man finde, ſom ere- iſtand til at forſmaae Fyrſtens Gunſt; men til at trodſe Miskjendelſen og Forfelgelſen, udfor— dres Heroisme, og den blev ikke enhver givet.
9. Religion beſtaaer ikke ſaameget i Kund⸗ ſkab, ſom i Sindelag. Kundſkab om Bi⸗
belen er altſaa ikke Religion, men et Middel til *
at befordre den. Vore Confirmantere lære i Almindelighed mere Theologie end Religion. — At forbedre Hjertet, at danne det t
| belfer, ſom det er Kjernen af hans hele Religion.
Kjøbenhavns Bors, d. 4 Januari 1828. Hamburg 2 W. 5
A vista 217 Species 219 :
— 2
Specier ſolgtes til
13 Rbmk. 22 f.
Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſtke Speciesſedler
pr. 100 Specier 1535 154 Rbd. Sedl. Svenſte Sedler 28
pr. Rölr. Rigsgjeld 483 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833 — Rbd. Sedl.
Dito Dito. 77 — i Banco Nationalbank Obligationer ; gg (af Laanet 4 Febr, 1820) 102 1025 Rbd. r. S.
Dito Dito.. III2II2 Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. , |
Renter pr. 6 Januar 96 962 Rbd. r. S. 6 pC. norſt Laan
ved Hambro & Son 105 | — i Banco 24 pC. Dito nye .. 98 982 i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Seder 3 PC. nye danſke Oblig. 57] — L. Sterl.
a cobfe ns Bogtrykkerie,
-
/
SO HD
Stilderie i Rjøbendann.
2
n rr
eee Femogtyvende e
Udgivet og redigeret af Fr.
＋———ßv—5ðv —
No. 3.
T ha a r u p, Etatsraad.
Forſendes, ifolge Kongel, alernaadioſt Tilladelſe, med Brevpoſterne.
Tirs dagen den 8 Januari 1828.
"undre fig over ſligt! Maaſkee fra Tyrkiet eller
Af Matthiſſons Reiſebog.
J Breve til C. V. v. Bonſtetten. Cortſat fra No. 1.)
' Fra Bruͤſſel⸗ J Nærheden af. Saken mødte vi Kron⸗ prinſesſen af Nederlandene. Trods den hurtige Forbifart var mig dog Ligheden med hendes Soſter i Weimar umiskjendelig. Min forſte Udgang i Brͤsſel var igjennem Parken, hvor det vrimlede af Menneſrer, hvem den raae Luft ikke ſyntes at anfeegte. De talrige Statuer ere lige fan flette . ſom Træerne ere ſtjonne. Det Hele yder den underſkjonne Stads Ind⸗ vaanere ligeſaa ſtor Behagelighed ſom Stutt⸗
3 garts Anleggene ſine Beſogere. :
"En "fremmed Dame har i det herværende Tidsblad, le belge, ved et, iobrigt ſklont føres
vet Brev, tilkjendegivet ſin Forundring og til⸗
lige fit Bifald: over, at Kronprindſen gaaer at ſpadſere med fin Gemalinde og fine tre Born, lig en ſimpel Borgerfamilie, uden at vere om⸗ given af Hoffolge eller af Garde; hvor dog vel denne CARE kommer rr for endnu at künne
Perſien. — En venlig Stjerne havde raadet, thi jeg ankom her Dagen for Kunſtudſtillingens
Slutning; ſaaledes blev mig Nydelſen af det
mangfoldigſte Skjonne reddet. At den gamle nederlandſke Kunſtaand endnu ſtedſe ungdomme⸗
lig kraftig bevæger ſine Vinger, og er bleven
ſin herlige Ejendommelighed troe, derom leverer denne rige Udſtilling, ſom tæller 434 Nummere, det ojenſynligſte Bevis.
” Det dybeſte Indtryk modtog jeg af et Hos vebmalerie, foreſtillende Pygmalion og Galathea
i Legemsſtorrelſe, hvilket geraader Hiſtoriema⸗
leren Ridder Ode vaere til den ſtsrſte Wre. En lykkelig, af Sadelighedens Gratie ſelv ind⸗ aandet Tanke ſynes mig den, at Kunſtneren, fra en Trefod, af antik Form, lader udgaae en Rog⸗
ſtye, ſom i det forſte Livsejeblik tjener Gala-
thea-til et beſlorende Baelte. Kunſtudſtillingens Lokale er egte kongeligt; 5
"herlige Sale med Marmorſsiler af korinthiſt
Orden, hver Lyſet falder ind ovenfra, hvilket var onſteligt ved alle Malerieſamlinger.
—
35
Den pragtfulde Bygning forer den heder⸗ lige Titel af Muſeum, og indeholder det phyſi⸗
kalſte Kabinet, og alle man og Naturalie⸗ ſamlinger. ;
De fidfte kunde itte byde mig meget Nyt
efter Beſkuelſen af de Pariſer, Pavias,
Florenzer, Muͤn che ner, Genfer Samlinger *).
ere ſyſtemrigtigt ordnede i velbelyſte Glasſtabe, Pattedyr og Fugle exemplariſk udſtoppede og vel vedligeholdte. Særdeles talrige ere Slangerne og Fiſkene. her / med Undtagelſe af Florenz, fuldſtendigere
end noget andet Sted, i de ſtjenneſte Exempla⸗ rer.
mangler endnu.
Berliner og.
J Salen, Hvor de phyſikalſke Tuſttumth⸗ A
tir ere opſtillede, blive holdte natuthiſtoriſke,
mathematiſte og phyſikalſke Forelæsninger, hvori
Perſoner af alle Stender deeltage.
fa *) Dette er for ſaavidt at berigtige, at jeg ikke erindrer
nogenſteds at have ſeet en Vampyr (Vespertilis spec
trum L.) hvoraf der i hin Samling findes opbevaret et velvedligeholdt. Exemplar. Ogſaa Klapperſlangen, af hvilken jeg der traf en af forſte Storrelſe, havde jeg aldrig tidligere havt Leilighed til at underſoge faa noie. J den ornithologiſke Rakke favner man
den pragtfulde Menura og den ligeſaa pragtfulde Argus, bvilke, ſom naturhiſtoriſke Sjeldenheder, ere det ſamme blandt. Fuglene, ſom den ægte Vin⸗ deltrappe og Orangeflaget ere blandt Konchylierne.
Ogſaa Konchylierne finder man ig
Dovendyret er forhaanden, Spaten i
rr
36
De fvuteiige perſoner i
; Aaret 1827.
Efter 415 Kongelige danſke Statskalender for Aaret 1827 er Antallet af de fyrſtelige Perſo⸗
ner i Europa, efter: de forſkjellige Aldere uddra⸗ get, og befundet at vere ſom folger; hvorved
Europa i.
man til Sammenligning henfætter Reſultaterne Men Gjenſtandene
af Folketellingen i Danmark i Aaret 1769. De fyrſtelige Perſoner i Folketallet i.
Europa i Aaret 1827. Danmark 1769. Fra O til 10 Aar 207. 191000 — 10 — 20 — 149. 137000 — 20 — 30 — 204. 122000 — 30 — 40 — 167. 109000 — 40 — 50 — 143. 80000 — 50 — 60 — 127. ) 60 — 70 — 84. ke 7 80 — 36. | 1289999 over 80 — 25 . 700 Antallet af de fyr⸗ A ; ſtelige Nerſoner 1124. Folketal 785000.
* De ſyv fyrſtelige Perſoner af. over
80 Aars Alder ere: 171 Fodſelsaar I. Hs. Durchl. Landgreve Carl af Heſſenkaſſel, paa Gottorp b..
| 1744. 2. Broderen Landgreve Frederik, i 1 Rumpenheim ved Offenbach.. 1747. 3. Enkefyrſtinde Frederike Auguſte — Sofie af Anhalt⸗Zerbſt .. 1744. 4. Den regjerende Hertug af Croy⸗ 2 Havre, Joſeph A. Auguſt Maximilian 1744. 8. Princeſſe Magdalene Adriane Enke j efter en Prinds af Hohenlohe gan? genburg⸗ ner res 1746,
37
6. Fyrſtinde Maria Joſephe, Moder
til den regjerende Fyrſte af Lemberg 1746. 7. Enkeprinceſſe Maria Franciska Be nedikta, af Poriugal ... 1746. D.
c og Caabeligheder bos ee Menneſker.
Ques les gens d'esprit sout beètes. É (Af Figaros Bryllup.)
wvwvnn
ut mod Intet er Verden faa intolerant, ſom imod Fortjeneſten. Rangens Ariſtocratie erkjen⸗ der man villig, fordi den beroer paa en gammel Overeenskomſt, der har faaet Herd ved Tidens Længde; Rigdommens Ariſtocratie lader man ſig behage, fordi rige Folk, endog uden Vidende og Villie, blive velgjerende for dem, ſom komme i deres Virkſomheds Sphere; men for perſonlige Fortrin gives ingen Maade. Fortjeneſtens Overs legenhed er en Anſtedsſteen for Mængden, og fer den ſig endog nodſaget til at erkjende den ſtore Fraſtand imellem ſig og en Mand af Genie Paa hans egen Grund, faa er den derimod ſtedſe paa Jagt efter at opdage en eller anden ydmy⸗ gende Svaghed eller Ubeqvemhed, ſom ſkal veie op imod hans fornærmende Ppperlighed, og paa en Maade udjevne og udſlette det, ſom er op⸗ hojet hos ham. Frxanſkmendene, ſom, med al deres Beundring: for Talentet, iblandt alle Fol⸗ keflag tillige ere de vanſkeligſte ved ſelſkabe⸗ lige Unoder, og de meeſt agtpaagivende ved det
—
Vands Reenhed og Glands.
for at lee.
Monomaniacus;
38
Latterlige, have, fremfor Alle, et ſterkt Hang til dette Slags Ligning, og den misundelige Skinſyge hos deres Lærde og Skjsnaander nærev Almeenhedens Ondſkab med mangen fcandaløs Anecdote. At endog Menneſter med de flørfte , Fortjeneſter ikke ere fritagne for menneſkelige Mangler, kan ikke negtes. Baandet imellem Genie eller Viisdom og Dyd er ikke ligear⸗ tet, og ſelv iblandt de Viſeſte og Bedſte gives
der kun faa, ved hvilke der ikke, ved ſkarp Un⸗
derſogelſe, ligeſom ved Diamanten, kunde fin⸗ des en Plet eller Rivt, ſom formindſker dens Vi ere tilbsjelige til at tale om et aandigt Heelt, ſom om en enkelt Enhed, og dog ere Sjælens Kref⸗ ter, efterſom de udgaae fra Aanden eller Sin⸗ det og Villien, tydeligen adſkilte fra hverandre; begge ere kun Aggregater af adſkilte og ved fig ſelv beſtaaende Enkeltheder, hvor det Enes Værd ikke ſtaaer i nogen abſolut Forbindelſe med det Øvrige.” Saaledes kan en ſtor Muſikus være en flor Mar, en ſtor Mathematicus en ægte Skurk, ja det er endog muligt, at ſelv en bes undringsverdig Chrichton ſtager faa langt til⸗ bage i en eller anden Enkelthed, at endog det dummeſte Dumhoved, ſom nogenſinde trettede en Tilhorers Taalmodighed, ikke kunde bare ſig Philoſophien har nylig opfundet et Udtryk tit at betegne en Afart af den aandige Skrobelighed i enkelte Dele; den falder Enhver, ſom er aſgjort taabelig i em. enfelt Sag, en men i Verden gives der ikke blot Monomaniaci, men og Monoelitiaci (Narre i eet Punkt); og en Newton, ſom forklarer Da⸗ niels 70 Uger, eller en Pascal, ſom underkaſter
| |
39 ;
fig den meeſt overkroiſte Tugt, ere aldeles ikke faa ſjeldne, ſom man nok kunde troe. Ikke dog blot for disſe Svagheders Skyld, ſom Geniet
har tilfeelles med den Mindrebegavede, er For—
tieneſten udſat for Middelmaadighedens Latter,
eg kun altfor ofte foragtes den af Verden netop
formedelſt de Egenſkaber, ſom lede til Udmer⸗ kelſe. (Fortſættes.) :
ye ene — k 2 n . ——
Indenlandſke Efterretninger.
ſom reſtituerede 1310. ſamme Aar dode . 57.
J Aaret 1827 ere udgaaede 8
Ved indeverende Aars Begyndelſe er 38.
J Stiftelſen ere i Aaret 1827 fodte 10 Born.
Odenſe den 4 Januari. Efter det lang⸗ varige milde og fugtige Veir, hvori” Planter og Zræer begyndte ſterkt at bryde, tog Froſten atter fat i Gaar med Sneefog; men tegner ikke til at fane nogen Varighed. N
En Hs. Excellence Geheimekonferentsraad Buͤlow til Sanderumgaard pludſelig paakommen Upasfelighed har vakt en almindelig. engſtelig Deeltagelſe. Imidlertid lader en igaar fore⸗ gaaet heldig: Forandring haabe, at Hs. Exl. er
» uden Fare, og ſikkert iſtemmer enhver, ſom kjen⸗
der den hederkronede Oldings Fortjeneſter af
Videnſkab og Kunſt, Ønffet om, ſeent at maatte begreede Woͤlingens Tab! ; Paa Beltet vil nu til neſte Foraar blive indfort Dampbaade til Poſtens Overfart. Og⸗
ſaa ere Vognmendene her af den høje General- poſtdirektion opfordrede til at anlægge Wiener⸗
vogne til Reiſendes Beqvemmelighed, med Lovte om Forſtud imod taalelige Afdrag.
Tilbud fulde gjøre forgjeves. kende Sjel maatte. et ſaadant Optrin have op⸗
zog Wrgjerrighedsplaner?
des Stemme, "overvældet af Hunger og Trethed ſaae han fig
40
Blandede Efterretninger. (Meddeelte.)
Alexander kom paa ſin Reiſe igjennem ræd⸗
ſomme Hrkener og udyrkede Egne, omſider til en liden Flod, hvis Vand fredeligen lob langs med dens Bred. Dets Speilflade var et Bil— led paa Tilfredshed og ſyntes ſtiltiende at ſtge: her er Rolighedens og Fredens Bolig. Alt var
tauſt; ingen Lyd hørtes, undtagen hine. blide,
rislende Toner, ſom ſyntes at tilhviſte den trætte Reifende: kom, og tag Deel i Naturens Velgjerninger, — og at beklage, at ſaadanne
Hos en ten⸗
vakt de behageligſte Betragtninger, Men hvilke Ynder kan det have for en Sjel, ſom Alexan⸗ ders, hvis Bryſt var opfyldt med Erobrings— 0 ? hvis Oje var fortro⸗ ligt med Rov og Drab, og hvis Hre var vant til Vaabnenes Gny og de Saaredes og Doen— Han drog derfor fremad. Men
nodſaget til at ſtandſe. Han fatte fig paa den ene Side af Flodens Bredder, tog et Drag Vand, ſom han fandt meget reent af Smag og forfriſkende. Han befalede derpaa, at man ſtulde bringe ham nogle ſaltede Fiſk, ſom han var vel forſynet med. Disſe dyppede, han i
Vandet, for at betage dem den ſaltede Smag,
og forundredes meget over, at de gave en Vel— lugt fra ſig. J Sandhed, ſagde han, denne Flod, der beſidder faa ualmindelige Egenſkaber,
maa komme fra et rigt og lykkeligt Land. La⸗
der os drage derhen. Følgende langs med Flo— dens Lob kom han til Paradiſets Porte. Por— tene vare lukkede. Han bankede paa, og for⸗
drede med fin ſedvanlige Heftighed, at ind- 1
lades. 'Du kan ikke blive indladt her“, raabte en Stemi indenfra: 'denne Port er Herrens.” »Jeg er Herren — Jordens Herre“ — ſva⸗ rede den utaalmodige Herſtker. Jeg er Erobre⸗ ren Alexander. Vil J ikke indlade mig?”
Nei“, var Svaret. Her Fjende vi intet til Er
obrere — undtagen ſaadanne, der erobre deres
Lidenſkaber: ingen uden den Retferdige
kan komme ind her.“ Alexander beſtrebte
41
fig forgjeves for at blive indlemmet i de Sa⸗ liges Bolig; hverken Bonner eller Trufler nyt— fede. Da han ſaae, at alle hans Forføg vare frugtesloſe, henvendte han fig til Paradiſets Vogter, og ſagde: J veed jeg er en ſtor Konge — en Mand, ſom Folkeſlag have Hylding. Siden J ikke vil indlade mig, giv mig i det mindſte noget, ſom jeg kan viſe den forundrede Verden, at jeg har veret der, hvor ingen Dødelig nogenſinde har været for.“ — Her, Afſindige, ſagde Paradiſets Vogter, her er noget for dig. Det kan helbrede din ſyge Sjels Svaghed. Et eneſte Sjekaſt derpaa vil lere dig mere Visdom end du. hidtil har lært af alle dine Lerere. Gage nu din Vei. ander tog det med Begjerlighed og vendte tilbage til fif Telt. Men hvor ſtor var hans Forvir— ring og Forbauſelſe, da han fandt, ved at uns derſoge det, at det ikke var andet end et Stykke af en menneſkelig Hjerneſkal. »Og dette, raabte Alexander, er den ſtore Gave, de yde Konger og Helte! Er det Frugten for faa megen Unftræn: gelſe, Fare, Sorg!“ Opbragt og ſtuffet kaſtede han det paa Jorden. Philoſoph, der juſt var tilſtede; foragt ikke Ga⸗ ven. Saa foragtelig den ſynes i dine Øjne, beſidder den dog nogle overordentlige Egenſkaber, ſom du ſnart kan blive overbeviſt om, naar du vil give Befaling, at veie den mod Guld og Solv. Alexander befalede at gjore det. Man bragte en Vegtſkaal. Hjerneſkallen blev lagt i den ene, og Guld og Sølv i den anden Skaal; til de Tilſtedeverendes Forbauſelſe overvejede Hjer— „ neffalen Guldet. Man lagde mere Guld til, men alligevel beholdt Skallen Overvegt. Kort,
jo mere Guld. man kom i den ene Skaal, des—
mere ſank den, hvori Hjerneſkallen laae. Beſyn⸗
derligt, raabte Alexander, at en faa ubetydelig Deel Materie kan overveje faa meget Guld! Er der intet der vejer op imod: det. De toge der— paa nogen Jord, bedekkede dermed Hjernefkallen, og paa Ojeblikket gik Guldet ned og den mods ſatte Skaal i Veiret. Det er meget beſynder⸗ ligt”, ſagde Alexander. dette overordentlige Scerſyn?' Store Konge, ſagde den Viſe, dette Stykke er Øjenhulingen af et Menneſte, ſom, ſkjondt ſmal i Omfang, er
ydet deres
Alex⸗
Store Konge, ſagde en
Kan J forklare mig.
42 z
grendſelss i fin Attraa. Hverken Guld eller Sølv, eller nogen anden jordiſk Eiendom kan nos genfinde tilfredsſtille den. Men naar den en- gang er lagt i Graven og bedakket med lidt Jord, er der Ende paa dens Begjerlighed og
Argjerrighed.“ l (Hurwet'z Hebrew Tales. London 1826.)
Den 8 Juli 1826 bøde i et Nonnekloſter i Liſſabon en Tjeneſtepige, ſom opnaaede. en Al— der af 128 Aar. Hun havde tjent over el Aar— hundrede i det ſamme Kloſter og havde ikke føre end for fem Aar ſiden flaaet fig til Rolighed.
Der gives 91 franſke Skueſpiltropper. Der—⸗ af ere 13 i Paris, 62 i de øvrige Dele af Frankrig, 9 i Belgien, I i Petersborg, I i Wien, I i Berlin, I i London, I i Genf, 1 i Ny⸗Or⸗ leans, I i Rio-⸗Janeiro. De beſtaae af 2994 Perfoner, nemlig 1876 Skueſpillere og Skue⸗ ſpillerinder, 1131 Danſere og Danſerinder, 680 Chorſangere og Sangerinder og 307 Figuranter og Figurantinder. Muſikens Vedkommende, Di⸗ recteurer, Elever og Statiſter iberegnede, beſtager det Hele af 3000 Perſoner! 1
Napoleons Vaaningshuus paa St. Helena er nu indrettet til en Silkebaandsfabrik. Spin⸗ der man der ikke bedre Silke end Napoleon
ſpandt, ſaa Gud hjelpe Fabriken!
J Horſe-Neck, 30 engelſte Mile fra New⸗ york, findes en Gaas, der ſkal være 82 Aar gammel, og endnu beſtandig lægger og udruger Æg.
J Alburgh i den nordamerlcanſke Stat Vermont, lever en Kone paa 32 Aar, ſom har 437 Born, Bornebern og Borneberns Born, ſom alle ere i Live. Hvad Under at Americas Befolkning kan vore faa hurtigen, naar det har faa frugtbare Kone!
H. H. Biſkop Muͤnter har udgivet et Skrift: Der Stern der Weiſenz Unter ſuch ung. uber das Geburtsjahr Chriſti, Kopenha-⸗ gen 1827, 117 S. 8 „med et Kobber. Allerede i A. 1821, hedder det i Goͤtt. Anz. 1827, havde
43
Forf. udført i et Program den Idee, at de
Viſes Stjerne ikke var nogen Stjerne, men en Conſtellation, nemligen Sammenkomſten af de … Øvre Planeter Jupiter og Saturn i Fiſkenes
Tegn, hvorfor allerede en jodiſt Lerd Abarbanel i fin Forklaring over Daniel- havde erklæret fig, da, efter Keplers og andre Aſtronomers Bereg⸗
ning, en ſaadan Sammenkomſt, ſom den fandt Sted i Aaret 1609, og atter i Aaret 1821, og⸗ ſaa ved Chriſti Fodſelstid var indtruffen. Hr. Forf. ſoger nu hiſtoriſt at beviſe: I) at Chriſtus
er født førend Herodes den Stores Dod, ſom indtraf A. 750 a. u. e. 2) At Chriſtus er fod to Aar forend Herodes's Dod. 3) At Chriſtus er fod under det af Auguſt befalede Cenſus. Begyndelſen af ſamme falder i Aaret 746, noget over tre Aar førend Herbddes's Dod; men de maa have varet adſkillige Aar. Af diſſe Sæt: ninger uddrager Hr. Forf. da følgende Reſulta⸗ ter: I) Herodes d. St. døde. faa Dage: førend Paaſken 750 a. u. 0. 2) Chriſtus mag i Folge
Hiſtorien om det bethlemitiſke Bornemord, i det
mindſte være fodt to Aar førend Herodes's Dod. 8) Magiernes Ankomſt falder 748, nemlig for Septembers Begyndelſe; de ſage Stjernen for⸗ end Udgangen af Mai 747. 4) Chriſti Fodſel falder i den ſidſte Halvdeel af Karet 747. Fol⸗ gen heraf er: at vor ſedvanlige Tidsregning, der begynder med 753 a. u. c., er fer Aar for
Forf, og at vi iſtedetfor 1827 burde egentligen
ſtrive 1833, en Nyhed, der imidlertid vilde for⸗ aarſage ſtor Forvirring, og ingen vel vil falde paa at indføre i Hiſtorien.. J øvrigt roſes Hs. Hoicrverdigheds Forklaring, ſom udført med hans ſedvanlige Lærdom, og erindres til Slut⸗ ningen af Recenſionen, at Leſeren desuden vil finde i dette lærde Skrift adſkillige intereſſante Bemerkninger, der ftaae i Forbindelſe dermed.
Strsetanker. (Meddeelt af S—p.)
—
ror a : Vi have mindre Magt over vor- Forftand, end over vort Hjerte. Vi kunne lettere filfæm-
pe os Seier over vore Folelſer, end over vore Tivl. 8 7 2
eller bliver bedrøvet; det ærgrer altid; Du er
Kraft til at begage en Forbrydelſe,
44
II. 0 7
Man bor vogte ſig, ſaavel for vedholdende, uafbrudt Eenſomhed, ſom for al for megen Selffaz belighed; hiin drager altformeget ſammen; denne udvider formeget; hiin gjer egenſindig og fol— keſty, denne ſlap og letſindig. f 1
2. : ile >
Man indlade fig aldrig i "Samtaler om Ting, hvorom man ikke har Kundffab. Tael lidet — her meget — ſporg mere! Hav aldrig nogen afgjerende eller blot modſigende Stem— me der, hvor du ikke har fuldkommen Vished! Det er vel altid en Feil imod den gode Omgangs—
tone, men utaaleligt naar det findes hos unge Menneſker. f
: 13. 5
Sæt: dig aldrig til et Spillebord, hvor det
ſom kan tabes eller vindes, ikke er dig aldeles ligegyldigt. Spiller du heit, faa — enten du vin⸗ der eller taber — taber du dog; du bedrover
hierteklemt og urolig.
Beſynderlige forekomme mig Klagerne over Luxus. Man ſtoder den ideligen fra fig i Ord, og befordrer den dagligen i Sjer⸗ ning. Man raaber ſtedſe paa Oplysningens Tilvext, og glemmer, at ved ethvert Skridt, man gaaer frem i Oplysning, gaaer. man. tillige frem i Forfinelfe og fremmer Luxus. ;
Greve Rivarol ſagde om Hertugen af Or⸗ leans — Egalité! — Palle hans Laſter have ikke kunnet føre ham til en Forbrydelſe!“ Han var nemligen ſaa laſtefuld, at han ikke engang havde
16. a |
Da de førfte Forføg bleve gjorte med Luft⸗ ballonen, ſpurgte man Franklin: hvad Nytte dette Legelsi vel kunde gjøre? Hvad Nytte kan et Nyfodt Barn gjøre?” — ſpurgte Frank: lin igjen, a 5 i : > 54
2 28 17. . „ 4 Hvo ſom kan overvinde den uovervindelig⸗
ſte af alle Lidenſkaber: Kjerligheden, og bringe den til Taushed i ſit Hjerte, han har 1 5 Dyden til dens Herkulesſtstter; videre an den
ikke komme.
—
45
Fortior est qvi se, qvam qvi fortissima vincit Moenia; nec virtus altius ire potest.
91 2 18. 1 *Ingen burde udlee Menneſkene uden den, ſom inderligt elfter dem.“ ſiger Jean Paul.
19. „Ulypkken ligner en ond, arrig Hund, ſom ſneœrrende forfølger den, der løber for den, men bliver tam og krybende for den, der træder den raſt imo de.
i 20.
At kysſe den Elſkedes Hine, er gammelt; allerede Homer tillader den tro Cumæué, at kysſe fin Herre 'paa de kjare Hine.“ Cicero anfører denne Grund, hvorfor han kysſede Dis nene: in oculis animus inhabitat; hos dum os- culamus, animum ipsum videmus attingere.
21 —
Venſkab er Himmelens Datter, og en elſk⸗ beerdig Pige er hun tilvisſe; men paa Domſto⸗ len, ved Embedsbordet, i Referatſalen, hvor Em⸗ beder befættes, borde hun aldrig ſidde. J det mindſte borde hun, for ſit gode Navn og Ryg⸗ tes Skyld, være faa indſvobt, at man maa ikke kunne kjende hende.
22. : ;
At Selvaſtivelſe er faa gængs hos Brit— terne, har — foruden andre. climatiffe, diæte⸗ tiffe og phyſiſke Aarſager — en Grund deri, dat ingen Nation, med ſaamegen Begjerligbed 50 Interesſe, nyder de greſke og romerſke Skri⸗
enter i Originalſproget, ſom disſe Republica— ner, og man veed hvorledes hine Skribenter:
en Seneca, en Lucretius, Lucanus og fl., talte
om og anbefalede Selvaflivelſe ſom Heltedaad; ſom maaſkee har frem⸗
men en anden Mand, ſtyndet flere Selvaflivelſer end enten Seneca, obek eller Rousſeau, er. — Shakespeare. Hans bekjendte Monolog i Hamlet: to be, be,“ og flere Steder i hans Sorge⸗ 151, om en Million veed udenad og ideligen ; igjenfaget, beftemmer Mangen, fom endnu var Tvitlraadig. — At Goethes Meſterſtykke: »Lei⸗ den des jungen Werthers“, er ganſke uden Bro⸗
A
de i denne Henfeende, er mere at onſke end at j haabe, ? Jeſus ſelv opgiver — Joh. 7 Cap. 16-17 B.
46
23. 5 Juvenal, der ſom bidende Satyriker ſkulle have ſultet ihjel, derſom han ikke havde havt den Lykke, at kunne leve af ſine Rentepenge, klager dog: . Nil habet pauperies durius in se, Nam qvad ridiculos homiues facit.
Man ſtille ſig an ſom man vil — betler man, taber man fin Agtelſe, fæt endogſaa, at Man med de retferdigſte Fordringer kunne kræve af Vedkommende ſom ftræng Pligtopfyldelſe, hvad man er tvungen til at betle om ſom — Naade.
; 24. : É
Endogfaa den ſterkeſte Affect er forenet med et Slags Maadehold hos ædlere højere Na- furer; kun de lavere, almindeligere Veſener ligge under for en uendelig Smerte, ſom i fit Extrem nødvendig hos hine maa grendſe til Rolighed. — Ogſaa Antikerne forekomme os Folde, naar vi ſammenligne dem med Udtrykket. i Hverdagslivet, hvor den forſtyrrede indvortes Ligevegt, ved et mindre Maal af Kraft, ikke faa let kan tilveiebringes.
2 25. . . : Det gader med Kunſternes Nederlag ſom med-Armeernes; de ere mere at tilſkrive Gene⸗ ralerne og Commisſairerne end Soldaterne.
26. . Hvorledes? En Dommer vover, for den ſtak⸗
kels Retfœrdigheds Skyld, at paadrage fig Miniſte⸗
rens Unaade! Et Theologiſk Facultet agter Sam⸗ vittigheds Frihed højere end en Kongelig Befa— ling! — det mage have været vidunderlige Tider!
la 2 2 ' 7
En af de ſtorſte Fordele, ſom Praſterne have af Kirkeſtraffenes Ophevelſe, er denne: at de kunne ſikrere vide, hvo der er deres ſande Yn⸗ der, end den verdslige Øvrighed, form ſtedſe maae tvivle, at Folket, af Frygt, hykler Agtelfe for den; men da Ingen frygter Preſten; faa kan han altid vide, om han er elſtet eller ei.
28. Det ſikreſte Beviis paa den chriſtelige Re⸗ ligions Sandhed og Fortraffelighed, er det ſom
tighed, er mere feig end en Qvinde. i gode Ord, naar han er overbeviiſt, Fruentimme—
47
— Alle andre Bevifer; Forfolgelſer,, Spagdom⸗ me, Mirakler o. ſ. v., have alle andre Religioner ligeſaa godt at opviſe, ſom den chriſtelige.
ink i * 29. 3 — Mon mange Præfter tenke paa, at de i dem ſelv ogſaa have en Tilhorer, ſom ikke maa
forſemmes, ſom ogſaa ſkal opvekkes og opbyg⸗ ges? 2 „ JOTER
(| 30. 2 Regler have Undtagelſer. Poſitive Love taale Privilegier, men Naturlove ikke. Et Pri⸗ vileginm fra en Naturlov er mere end et Mira⸗ kel; Nei et Mirakel kan Gud gjøre, men fra Naturlove kan han ikke privilegere, og viſt er det, at Privilegier altid vidner om Lopgivniz⸗
gens Svaghed.
2 ; ; 31. En Mand, naar han har en ond Samvit⸗ Han giver
ret derimod bliver raſende, naar hun ikke len—
ger kan hielpe pg redde fig ved Udflugter,
2 8
Et Bal, hvor Gratierne ikke ere tilſtede,
bliver et Bachanal. 5 : GERT; 33. a : Venligen at forekomme en forudſeet Ben,
er Humanitetens Serkjende.
, 2 34. Stkiont lader Leiſevitz fin Blanca ſige: Denne Hytte er lille — Rum nok for en Om⸗ favning! Denne Dal er trang — Rum nok for Kokkenurter og tvende Grave! Opſaa Evigheden — O Rum nok for vor Kjerlighed! :
7 35. Et godt Hjerte viſer en vis Erkjendtlighed endogſaa imod livloſe Ting. Ligger der end
” intet Sandt til Grund for denne Folelſe —
den forraader dog noget Mildt i Characteren. Man hænger den gamle Kjole i Skabet, ligeſom for at udhvile ſig. — Mand! Hvor meget mere
er du ikke forbunden til at ſorge for, at din
Kjobenha vn. Forlagt af S.
Specier ſolgtes til
Dito Dito
Soldin.
HGſtergade No. 66.
sø
48
Kone, efter din Dod, ikke bliver udfat for Mans.
gel! En Mand, ſom forſommer denne Pligt, for⸗ tjener ikke fin Enkes Taarer,
36.
Det er en Hovedregel for den gode Tone,
aldrig at gjøre fig ſelv til Helten for Samta— len. En Feil, ſom Folk uden Menneſkekundſkab og Opdragelſe jevnligen falde i; derimod bor
man omhyggeligen ſoge, at bringe dens Perſon⸗
lighed, med hvem man taler, paa Bane. Det er altſaa ikke Falſthed og ikke Smigerie, ſom gjør den gode Selſkabstone ſaa behagelig; men det er det Talent, at bemerke Andres Fortrin og udhæve disſe; det Talent, at iagttage og blibt at undgage, hvad der er Andre ubehageligt.
(Fortſættelſen følger.) »
-Kjøbenhavns Bors, d. 8 Jaauari 1828,
Hamburg 2 M. — A Vista 217
Species 219
N
a i 3
13 Rbmk. 22 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler pr. 100 Specier Svenſte Sedler pr. Rolr. Rigsgjeld
184 1542 Rbd. Sdl. 482 482 Rbß. Tegn
4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 833.84 Rbd. Sedl.
Dito Dito. 77 (77% i Banco
Nationalbank Obligationer 8 2 (af Laanet 4 Febr. 1820) 102 1025 Rbd. r. S.
1IIà 112 Sedler
962 TER Rbd. r. S. 105 | — i Banco 98 [982 i Banco — [— i Sedler 573572 L. Sterl,
4 pC. uopſigel, Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 6 pC. norſk Laon ved Hambro & Son 4 pC. Dito nyhe Aſigtiſte Comp. Actier 3 pC. nye danſke Oblig.
Trykt j L. J. Jacobſens Bogtrykkepie,
' i
Nyeſte
*
habn.
S U
Skilderie af Kjeben
Femogtyvende Aargang. No. 4.
… Udgivet og re
— —
digeret af Fr. Tha aer u p, Etatsraad.
Forſendes, ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne.
Loverdagen den 12 Januari 1828.
S —— . . Fordeel, fom Verden tilbeder, fremſkyndet af en Drivt, ſom han maaſkee ikke ſelv er fig be
Sorkeertheder og Taabeligheder hos fortjenſtfulde Menneſker. (Fortſat; fee fore. No.)
Den digterſte Natur, eller den Beſkaffen⸗ hed i Organerne, ſom frembringer en varm Sølelfe for Poeſien og de ſkjonne Kunſter, er aller ede i fig ſelv næften en Sygdom, ſom med ſpnlige Eiendommeligheder angriber det Hele af Tanker og Foretagender. Med en fkarpere Jagttagelfesevne og en finere Folelſe for mo⸗ ralſte Henſyn, virker det poetiſke Sind tilbage paa Naturen efter andre Love, end de ere, ſom
ſtyre en almindelig Aands Bevegelſer, og ſaa⸗
ledes ſtoder det ſtundom virkelig an imod den moralſte Semmelighed eller Opforſelens Klog—
ſtabsregker, eller ogſaa det røber blot ſaadanne
Reſultater, ſom den forkeerte Verden dadler
ſom taabelige, fordi den favner Naglen til Ge-
niets hemmelighedsfulde Virkninger. Ledet af Folelſer og Ønfer, ſom Verden ikke forſtaager at vurdere, tilfideſcttende eller foragtende en
DSS Y ES SSD — — ——
vidſt, bliver Manden med Genie anſeet for phantaſtifk, inconſegvent og egenſindig. — Der gives en uendelig Mængde af Skatteringer
imellem Folk, ſom ere begavede med ſtore, og
dem, ſom ere udruſtede med ſedvanlige Aands⸗ krefter. Enhver ſpecifik Tilſtand, med Henſyn til de reent intellectuelle Organer, lader ſig bringe i Forbindelſe med en ſtor Mængde for⸗ ſtjellige, uvæfentlige Combinationer, ſom beſtemme en Characteers Agtverdighed, Faſthed og Gabn.
Saare mange af disſe Sammenſetninger ere til⸗ ſtrekkelige til at hjælpe en Perſon fil Udmerkelſe,
og til et Ravn, uden at han har Ret til at gjøre Fordring paa Æren, af nogen ſtor Fortjeneſte. Hos Nogle viſer ſig en Genie-Aare, ſom ud⸗ merker ſig mere ved en dyriſt Tilbsielighed til Opfindelſe, end ved den Üdholdenhed, Domme⸗ kraft og Smag, ſom ere nodvendige til at frem⸗ bringe et betydeligt Værk; men i Manges Dine er dette uden Forſkjel, thi alt Ubegribeligt er ligt for en Indbildningskraft, ſom er for ind⸗
ES:
—
ſkrenket til at fatte og definere det. Enhver, ſom er i Stand til at bedomme Aanden og dens Frembringelſer, maa alligevel tilſtaae, at, med fornoden Undtagelſe af tilfældige Aarſager, have de, ſom have frembragt de ſtorſte Aandsverker, i Almindelighed været de agtverdigſte Characte— rer, ſaavel i moralſk, ſom aandig Forſtand. At udmerkede Talenter ſtundom vildledes af Enthu— ſiasme, af den Fuoco" animatore, ſom er faa nodvendig til Fortrinlighed, iſer i de efterlig⸗ nende Kunſter, kan ikke nægtes, Til dette Slags Fortrinlighed er en dyb Folelſe og en kraftig Vil: lie veſentlige Fordringer, og over disſe herſke Omſtendigheder med en ofte uovervindelig Magk. Derpaa give Cellini, Caravaggio og Spagnuo⸗ letto Beviſer; og Salvator Roſa var, endſkjondt han ikke fortjener at ſettes i ſamme Claſſe, dog underlig og uregelmesſig nok i fine Handlinger, for at give Stof til almindelige Sjeles ſmaa⸗ lige Sarcasme: dog exe ogfaa disſe kun Und⸗ tagelſer fra den almindelige Regel, og det er
iſcer iblandt Genierne af anden, tredie og fjerde
Rang, at der findes ſtore Feil eller de ſaakaldte
Taabeligheder, ſom ſkulle nedſette Fortjeneſten i
Mengdens Hine. Dog er Fortjeneſten ikke allene
indſkrœenket til ſaadanne Digter: og Maler-Genier. ſom ſaa hyppig udvikler Fortjeneſter ved Selvflid
Der gives en Clasſe af Menneſker, ſom ved An⸗ vendelſen af ganſke modſatte Krefter, der ſynes at krave yderfte Alvor og Anſtand i Tanke og Handling, komme til den hoieſte aandige Were, nemlig Folk af videnſkabelig og lærd Udmerkelſe, ſaaſom: Mathematici, Philoſopher og Stats⸗ mend. tighed ſynes det overvejende Characteriſtiſte, Accuratesſe og Praciſion, her at være det overs
—
Formedelſt den concentrerede Arbeidsdyg⸗
rens Mindetavle.
52
veiende Fortrinlige. Langſom, moiſommelig og begrendſet, ſynes deres Aands Gang, ved den meeſt afmaalte Nødvendighed, at blive faſtholdt
paa Retſkaffenhedens og Maadeholdenhedens ſmale Dog ſnorlige Stie.
Alligevel er det maaſkee netop denne Clasſe, ſom giver meeſt Stof til det Latter— lige, hvorved Vittighedsjcgerne fylde deres Ruſt⸗ kammere med Sarcasmer og Bebreidelſer. Fei— lene hos de Lærde og dem, ſom leve i Enſomhed, beſtaae ifær i paafaldende og ubetydelige Egen—
heder, i Tilſideſættelſe af Formerne, eller i en
Vane med ſelſomme Geſticulationer og Geberder, altſammen Ting, ſom forſt bemerkes af Narrene. Deres Kiole er maaſke ikke efter Moden, deres Gang klodſet, deres Opførfel i Selſkab frygtſom og forlegen; tillige udmærke de ſig hyppigen ved et eller andet latterligt Trek, ſom da tjener til Moerſtab og Dadleſtof for dem, ſom ere aldeles
uſtikkede til at fatte de ſolide Fortrin og Talenter,
der bringe et Menneſte til at glimre paa Hede⸗ Enhver Stymper kan ſpotte over. Johnſons underlige Veſen, og Paleys nord- lige Dialect, men bedømme ſaadanne Mænds Lærdom, Virkſomhed og Aandskraft, kunne kun de, ſom ligne dem. J den videnſkabelige Clasſe,
i en lavere Stand, findes ofte en Simpelhed, en fortrolig Aabenhjertighed i det Udvortes, der af Verden regnes til Naragtighed, ligeſom den endog
anſeer det for Gemeenhed at tilſideſette Moder
*
og Skikke. Hvorledes kunde vel en Emerſon eller Watt gjore Regning paa at blive vel anſeet i et blandet Selſkab, naar han ſpiſte fine Erter med. Kniven, eller endog bar uldne Stremper? Bed Rolands ſi ſimple Ag blev man, ved det Søns
83
ſte Hof, ikke mindre indtagen imod. ham, end ved hans Politik. See dog,“ ſagde Ceremonie— & mefteren, ”han har ikke engang Spender i Skoene. Alt er forbi!' — Mange Latterligheder- afgiver ogſaa en Clasſe, hvis Fortjeneſte er meget tvivl— ſom — de blot lærde Folk. Lærdom uden Dom— mekraft er Pedanterie, den meeſt isinefaldende og meeſt afſtikkende Abſurditet; og den aandige Videnſkabsmand dadles for mangen Latterlighed, ſom med Rette kun falder Pedanteriet til Laſt. ö (Fortſættes.)
Om det danſke Sprogs Retſkrivning i de lærde Skoler.
Der ſkrives i vore Tider faa meget, baade Net og Godt om den danſke Retſkrivning, og der er kuns liden Udſigt til, at de ſtridende Parter ſkulle blive eenige; da Enhver bliver haardnaffent ved fin Paaſtand, hvad enten den er grundet, eller ikke, eller rettere ſagt: ets hoert Partie bygger fig Grunde for Retfkriv— ningen, ſom det modſatte Partie ikke vil erkjende for gyldige; ja! der gives endog de, der troe at erhverve fig Navn af ſindrige Sproggrandſkere ved at ride pan deres egen Kjepheſt, ſom aldrig for af nogen er beſteget, og udklekke en Orto⸗ graphie, ſom har intet Andet for ſig, end at den er nye, og ei for ſeet. ;
At det danſke Sprog og den danſke eitte⸗ $
ratur lider ved denne uſtadige Skridemaade, det kan neppe være nogen Tvivol underkaſtet; da den eene Forfatter ofte ikke uden Moie kan
„leſe og fatte den andens, Mening; ſtkjendt
urigtigt Danfk;
rende!
54
Begge ere Danſktalende, og Begges Foſtere av lede paa danſt Grund og af danſt Tungemaal. Hvorlœnge denne Blanding ſkal gjere, in— den den bundfelder fig og bliver klar eller: ins den det bliver afgjort: hvad er rigtigt, og hvad det maae Gud vide. — Gid kun ikke Folgerne af denne Sprogforvirring maatte blive, ſom af hiin Balyloniſte; at den Eene omſider aldeles ikke forſtaaer, og ikke vedkjender ſig den anden ſom Landsmand! Blandt de Ulemper, der allerede ſpores, ſom ſorgelige Følger af denne ſaalenge uafs gjorte Strid, forefommer mig ikke den at være den ringeſte, ſom vederfares de arme Di- ſcipler i de lærde Skoler, der dog ſkulde være Planteſkoler for danſt Videnſkabelighed. Atkke at tale om de fjerne Følger ſaavel for Sproget, ſom for dem ſelv; naar de ingen faſte og ſtadige Regler fane for Retſkrivningen, eller naar i een Skole ſkrives efter Regler, modſatte dem, ſom gjelde i en Anden; naar endog undertiden ſtrives blot efter den Lœrers
ravgale Idee, der underviſer i det danſke Sprog;
hvor ilde farne ere. desuden ikke de ſtakkels unge Menneſker, naar deres Lærere i andre Videnſka⸗
ber misbillige og laſte den Skrivemaade, der er
blevet Dem anviiſt og anpriiſt, ſom den eeneſte rigtige, for ikke at ſige: den eeneſte ſaliggjs⸗ Hvor ulykkelige ere disſe ſaaledes op⸗ lærte Unge ikke, naar de engang ved Univerſi⸗ tetet ſkulle aflægge Prøve i danſk Stiil, naar de have lært at anſee den Skrivemaade for den eeneſte rigtige, ſom maaſkee af Profesſorerne ved Univerſitetet foedømmes , ſom aldeles feil⸗ agtig! Og hvad ſkulle her Diſciplerne gjøre?
SEA
85 Rette dem, vil man maaſkfee ſige, i
»kerz men dog i det daglige Liv ſkrive, »ſom andre Folk.“ Men, foruden at dette er en Falſkhed og et Hientjenerie, ſom aldrig bor anbefales, faa. ere kuns ſaare faa i deres Skoletid iſtand til at gjøre dette; helſt da man: ge — viſt nok mod Skole-Anordningerne — modtages der, ſom ikke vide hvad Retſkrivning er, forend de komme i Skolen? eller: dem efter deres egen Overbeviisning — ifald de have nogen — om, hvad Rigtigt er”, og ſaa udſœette dem for Lærerens daglige Mishag og Uvillie, og for ugentlige flette Cha⸗ racterer? eller: folge Lærerens Anviis⸗ ning; berolige dem med ef: ipse dixit', >» og derved komme i Vane med en Skrivemaade, der upaatviolelig vil ved Univerſitetet bidrage til
flet Characteer for danſk Stiil, paa hvilken der,
og det med Rette, ved Examen Artium lægges ſaa megen Vægt? - ;
Jeg feer ingen anden Üdvei for dem,
end een af diſſe tre, af hvilke neppe nogen for⸗
tjener at anpriſes; og med Sandhed kan Mat-
thei 15, 14. anvendes paa de arme Diſcipler
under en ſaadan Lærer; thi lidet Gavn og ingen Are, men vel Skam 8. Stade hoſtes. af ſaadan Underviisning. i s ?
Eller gives der maaſkee ikke dette Tilfelde i nogen lærd Skole?
Jo! Forfatteren til diſſe Linier kjender, og
ſkal, ifald vedkommende Authpriteter ville i dette Blad opfordre ham dertil, atter i dette Blad navn⸗ give den Skole og den Lærer, med hvilken def Mech n Sted i høi Grad. Blandt
ä deres 'Skole-⸗Stileefter deres Lerers Nyk⸗
Danmark! følgelig ſtrives 'ieg, Hiort, iorde,
rette
—Begyndelſesbogſtav.
han ſkal elſke digt, men "de have efterladt deres Efterkommere Lognagtige og Haanlige Ting“
56
andre denne Lærers beſynderlige Paradoxer, dem han forlanger antagne og fulgte af fine Elever, ſom Troes-Artikler, og for hvilke han ingen an⸗ den Grund kan give, end: 'ſaaledes ſkriver jeg; ſaaledes vil jeg have det“ ere folgende:
I. Conſonanten Jod ſkal være landflygtig fra
iage“, iſtedetfor det gamle »jeg, Hjort, jorde, jage”. bi
2. Det lange J maa aldrig fordobles, »viis“ og „vis“ ſkulle begge ſkrives »vis“ og Contexten ſtal udbringe Meningen. F. Er, ven vis ſagde til en vis“ c. :
3. Intet Verbum maa have det underſtsttende, for Verber hidtil charakteriſtifke: e. Følgelig ſkrives til Exempel: Naar ieg naar det Faar, ſom pleier at faa faa Lam“. Meningen Fer atter fees af Sammenhængen.
4. Intet Adjectivum, om det end faner ſom Subſtantivum, maa nogenſinde ſkrives med ſtort Dog gjeres herfra efter Leererens: sic volo, sic jubeo!“ den Undtagelſe: at de ſammenſatte Adjectiver, hvis førfte Led er et Subſtantjv, al have et ſtort Begyndelſes⸗ Bogſtav. Efter denne Ortographie fkrives da f. Ex.
„En vis fanger Siele“, «ſtraf en vis! og
Jeg kunde opregne flere af diſfe Beviſer paa hans Heterographie; men det Anførte maa være nok. :
Af Medynk over be ſtakkels unge Menneſker og af Kierlighed til det Sprog; fom tales i mit elſtte ZFædreneland, vover Jeg at ſporge: om det
57
ikke var mueligt, ikke raadeligt at fætte Grend⸗ fer for fligt Uveſen. ;
Ved et Lovbud at befale: hvorledes i Al— mindelighed ſkrives ſkulde, det gaaer neppe an; og jeg priſer ogſaa i denne Henſeende vor libe— rale Regjering, ſom tillader upaatalt ethvert voxent Menneſke, ſom har Lyſt dertil, at gjøre
, fig latterlig med fin paradoxe Skrivemaade; men jeg er dog af den Mening: at det af vedkom⸗ mende Autoriteter kunde og burde paalegges Lærerne i de lærde Skoler, at danne Elevernes Retſkrivning efter en vis beſtemt Norm. Eller, er dette maaſkee allerede ſkeet med at-autorifere Boger, ſom: Mallings ſtore og gode Handlinger, Rahbeks Leſebog, Badens rai⸗ ſonnerede danſke Grammatik, til Skolebsger, og ſom Monſtre for Retſkrivningen; hoi over⸗ holdes det da ikke bedre: at man følger den
- gengang givne Norm? ? i
Blandt de flere patriotiffe Ønffer, jeg vo⸗ ver at nere paa Aarets forſte Morgen er ogſaa dette: f
Vedkommende forbarme ſig dog over Mo⸗ derſproget, og over de ſtakkels ulykkelige — Sko⸗ ledrenge!!!
Den Iſte Januari 1828.
; 4 K. — Eg a 7 Indenlandſte Efterretninger.
Een af de ſtorſte Seeverdigheder i Kjo⸗ benhavn er nu den kongelige Malerieſamling, hvis Almeeninteresſe
er bleven meget forsget ved det af Juſtitsraad ag Konſtforvalter J. C. Spengler udgivne Ca⸗
talog. Dette Billedgallerie, hvortil Kong Chri⸗ ian den Fjerde lagde Grunden, beſtager ialt
paa Chriſtiansborg opſtillede
88
af 890 Maleriet, nemlig 160 af den italienſke
Skole, 123 af den flamſke Skole, 353 af den hollandſke, 23 af den franſke, 79 af den tydſke, 102 af danſke eller i Danmark arbeidende Me— ſtere. Disſe Konſtverker ere fordeelte i ti Sale. For at gjøre Galleriet faa beqvemt, ſom mue- ligt for Kunſtnere, der ville copiere Malerier, ere to Malerie-Depoter indrettede. Onſkeligt vilde det være, at alle de paa forſkjellige Ste⸗ der omſpredte kongelige Konſtverker kunde være ſamlede her. Saaledes hænge endnu paa Fre— densborg og Frederiksborg Slot mange ypperlige Malerier, der kunde tjene det ſtore Gallerie baade til Fuldſtendiggjerelſe og Forſkjonnelſe. — x
Aarhuus den Ste Januar. Den ſidſte Op⸗ maaling af Kanalen ved Agger har givet det Reſultat: at Dybden er forblevet den ſamme, men at Bredden har forandret fig noget. Deri⸗ mod er den Sandbanke, ſom laae foran den, forſvunden, hvorved Kanalens Seilbarhed er ta—
gen til, og efter al Sandſynlighed vil den ſmalle
Landtunge imellem Liimfjorden og Nordſsen ſnart, eller engang i Tiden, fuldkomment for- fvinde. (Dette Naturphenomen hører til vore Dages "mærkværdige Begivenheder, thi det afgi⸗ ver et Exempel paa de Forandringer ſom ere foregaaede med Jordens Overflade ſiden Synd— floden, eller ſiden den ſtore Revolution paa Jor⸗ den. Der ligger et Princip i al Naturen, eller i det mindſte i vor Jordklode, til uophorlige Forandringer, ſom enten gage for ſig pludſeligt og ved ſtore Revolutioner, eller bevirkes lang⸗ ſomt og neſten ligeſom umerkeligt. Saaledes borttager Havet Landet paa. een Kant og ſet⸗ ter det til paa en anden. Saaledes fkulle, ef⸗ ter gamle Traditioner, det forte og det kaſpiſte Hav engang have hængt ſammen, men være blevne ſtkilte ved at det ſorte Hav er brudt igjen⸗ nem og har udgydet fig i Archipelaget, men ſom er en Begivenhed der har tildraget fig for— end den hiſtoriſte Tidsalder, At det ſtore Land Atlantis, ſom ſkulde have lagt i det nuverende
atlantiſte Hav, ſkal være ſjunket ned deri, lige⸗
ſom og den ſtore De Friesland, ſom nu heller ikke mere findes, ſamt at et ſtort Land er ſjun⸗ ket i det ſtille Hav, og at de mangfoldige Ber
89 ſom nu ſindes der, ere kun Levninger deraf, er dog kun Folkeſagn og Gisninger. Men to Land: ſtrekningers Undergang Fjender Hiſtorjen: Den ene er Dalen Sidims med Stæderne Sodoma og Gomora; den anden er den Jordtunge ſom i mange Aarhundreder har adſkilt Liimfjorden fra Veſterhavet, og hvoroper fordum en flygten— de Konge maatte fræfte fine Skibe for at frelſe ſig fra ſine Fjender. Saaledes forandres uaf— ladeligt Jordens Overflade, og vi ſom beboe den, forandres tilligemed den.) (Aarh. A. 4
Nytaarsdag havde ſamtlige Herrer Office- rer ved Livregimentet lette Dragoner i Itzehoe foranſtaltet en Feſt for deres Chef, Hr. Oberſt v. Dau, R, af D., til Minde om Dagen, da den ærværdige Veteran for 50 Aar ſiden ind— traadte i Militafrtjeneſten. Efter Heimesſen bragte hele Regimentet ham et Vivat, hvorved blev overrakt en ſmukt udarbeidet Solv-Thee— ſervice, ſom en Forering fra Regimentets ſamt— lige Officerer. Et udmerket Middagsmaaltid var foranſtaltet hos Hr. Viinhandler Nagel, hvorved Judeloldingens Skaal udbragtes med en hiertelig Sang. Om Aftenen indfandt de Her; rer Underofficerer fig med et Fakkel⸗Optog og ledſagede deres elſkede Chef til fin Bopæl, hvor en anden Sang af dem blev overleveret og af; ſiunget. Hjertelighed og Verdighed udmerkede hele Feſten, og den elſtede Olding ſyntes over— veldet af Taknemmelighed mod Gud og Kon: gen, ſaavelſom Erkjendtlighed og Kjerlighed mod ſine Undergivne og Venner. 0
. % *
Blandede Efterretninger. Nylig er i Chriſtiania udkommet: »Eventy⸗ ret ved Rigsgrendſen, af Maurits Chr. Han⸗ ſen 183 Ark. 8. hos R Hviid. Derom læfes folgende Anmeldelſe. Den ved fine tidligere poetiſte Arbeider, Digte og Fortellinger, ifær ved ſin Othar af Bretagne, der er bleven
fordeelagtigen bedømt i den Danſke Litteratur⸗ Tidende, nokſom bekjendte Forfatter, har ogſaa
—
- i Aar, ved fir nylig udkomne Roman: Event ys,
temmelig” ufrugtbare Litteratur med et Pro-
"hils blendende Stjønhed og Talenter, Leiners for⸗
HORSES TS
ret ved Rigsgrendſen, hævdet fin Wre ſom Digter, og tillige beriget vor i dette Fag
duct, ſom i Sandhed fortjener at modtages af et ffjøntfomt Publicum med et Bifald, hvorved "Digteren fremdeles kunde opmuntres til at lyde ſin venlige Muſes hulde Bud. Dette Eventyr kan i hver Henſeende ſettes ved Siden af Nu— tidens ypperligſte Digtninger af dette Slags. Læs ſerens Opmerkſomhed feſtes ſtrax i Begyndelſen paa en levende Maade, og hans Deeltagelſe i de handlende Perſoners Skjœbne foroges ved hvert Capitel. Knuden er, ſom det bor fig, indviklet; | men, hvis dens Oplosning ikke ſkulde ſynes al—
deles tilfredsſtillende, faa ligger Skylden i ei at. have lagt Merke til, at det Hele egentlig er en
fiin Allegorie, en Gaade, ſom ikkun kan .oplø ſes
efterat have kaſtet et tenkende Blik paa Videns
ſrabens, Religionens og den ſkjonne Kunſts nyere
Hiſtorie. Ei uden Fornsielſe gjorde Indſende⸗ ren denne Opdagelſe, og bemerkede da med fuld Tilfredsſtillelſe, at Perſonerne og Handlingerne aldeles: ſvarede til Fortællingens Plan og For⸗ fatterens Hiemed. Leiner og Margaretha, Lind⸗
holm og Eulalia, Linde og Laura, Udlersbergere ne og Roperne, Fru Willer og hendes Datfér fade ſgaledes en ganſte færegen Betydning, og ſelve Digtningen et Verb, ligt flere Noveller af
Tieck og Familierne Walſeth og Leith af vor geniale Landsmand Henrik Steffens, hvis
Tendents alligevel. er religiss⸗politifk. Dog om
man end kun betragter Eventyret ved Rigsgrœendſen ſom Morſkabslœsning, opnaaer det alligevel fuld⸗ kommen Henſigten. J en reen, let og behagelig Stiil, ſaaſom man nok kan vente fig af en For⸗ fatter, hvis grammatiſke Skrifter fortjene Udmer⸗ kelſe, ſtildres Menneſker og Optrin, der opvaekke vor Interesſe. Samtalerne ere fulde af Lis, Vit⸗ tighed og Munterhed. Fra Tid til anden høre” vi en Sentens, et Tankeſprog, hvis Sandhed er indlyſende. Troper og Figurer ere vel anbragte og rigtige, Paa en behagelig Maade contraſterer Margarethas lyſe Forſtand og rene Sjel med Ragn⸗
nuftige Færd med Hermans og den gamle A⸗
delsmands Optoier, og Lauras føde Sværmerie, med Froken Willers nymodens Lærdom. Phaͤnka⸗
— JA. ß c
61
ſien føres ved raſke Overgange fra bet ene :
Malerie til det andet. En Jagtſcene, en Reiſe i en Vinternat, en Roverkule, Aftengilder og. Feſter, et Landſted i Sommerens Lys og ſaa mangen en anden Gjenſtand, der fornsier Diet, ſtildrer vor Forfatter med en ſikker og øvet Pen⸗ fel, ei forbigagende noget Trœk, hvorved den kan gjøres faa levende, font "muligt:
At ſige mere til at anbefale denne fortrin⸗ lige Digtning, og nærmere at udvikle Allegorien i Samme, vilde være overflodigt. Gid Forfat⸗ teren ſnart igjen maatte give det dannede Pu⸗ blicum et lignende Verk ei Henderne, ogſaa fovs ſoge fin ikke ringe Kraft i Gebeter af den ſaa⸗ kaldte hiſtdrifke Roman, hvem allerede den ſtore Baco har anviiſt en ligeſaa hoi Rang, ſom den allegoriſke. (N. Morgenbl.)
: (Meddeelte.) Den unge Hertug af Reichenſtadt. J et under Titel af Wanderbilder
udkommet Skrift, læfes folgende angaaende Na-
poleons Son: »I Wien "fade" jeg "ofte den unge Hertug af Reichenſtadt, men altid i dyb Sorg over fin. ulykkelige Fader. Den herlige Greve Moritz af Didrichſtein, hans Mentor, be— fandt fig ſtedſe i Nærheden af ham. Man for⸗ talte Forfatteren folgende ſkjonne Trek af denne Prinds. Der kom en franſt Officeer, ſom længe havde tjent i Wien, i det Haab at blive anſat der. Men dette gik ei Langdrag og han kom i Gjeld. Verten vil omſider ikke give
mere Credit og bemegtiger fig, for at blive ſka⸗
deslos, Officerens ubetydelige Eiendele. Denne ſeriver i fin Nod folgende Brev til Hertugen: Prinds! Jeg har veret Officeer og har tjent i Ægyptens nu er jeg "fattig og haardhjertede Creditorer ville fornærme min Ære. To Gange bar Deres ſtore Fader (mange Gange var han dog meget liten) betalt min Gjeld; levede han endnu, faa vilde han nu gjøre det tredie Gang, thi jeg har trolißen tjent ham. Da han ikke er mere, ſaa handle De i hans Aand og los min pantſatte Gre. Videre vil vor Herre
62
hielpe. Til Garantie for min Retſkaffenhed ſtiller jeg Dem ni Saar, ſom jeg alle har faaet under Deres Faders Hine. Gjelder end kun hoert af dem to Ducater, faa er jeg hjulpen ud af min Nod, og De har en taknemmelig Skyld⸗ ner. Den ædle Prinds gjorde mere end den ulykkelige Officeer havde forlangt; han betalte ikke allene hans Gjeld, men ſorgede ogſaa paa anden Maade for ham.
Den Iz3de Dec. f. A. døde i Neapel den i den nyeſte Hiſtorie ſaa navnkundige Cardinal F az bricio Ruffo. Han var fodi Neapel 1744 og opnaaede ſaaledes en Alder af 83 Aar. Un⸗ der Pius VI. var han Generalſkatmeſter, og ud— mærkede fig pda denne vigtige Poſt ved mange forſtandige financielle og oeconomiſke Indretninger. Men i Aaret 1799 tildrog han fig iſer hele Europas Opmerkſomhed. Han gjorde et Skridt, der i det Smaa lignede Napoleons Tilbagevendelſe fra Elba til Frankrig. For at gjenerobre Nea— pel fra de Franſke, landede han, for at udføre denne Plan, ſom man paaſtager, kun med tre Menne— feer, i Reggio i Calabrien, Underveis forøgede fig den lille Hob ſnart til 1000 Mand. Nu gav han fig paa Veien til Neapel, og ved hans Ankomſt for denne Hovedſtad var hans Hob voxet til 25,000 Mand, med hvilke han rykkede derind; En Følge deraf var, at de Franſke rom⸗ mede Rom og Toscana. J Aaret 1801 var han neapolitanſk Geſandt hos Paven, og efterat denne var bleven fort til Paris, drog Napoleon Cardinal Ruffo til ſig, overvældede ham med Wresbevisninger og ſogte paa alle Maader at fane. ham ind i fin Interesſe; men da hans Beſtrebelſer fſloge Feil, blev Ruffo forviſt til Bagneux ved Sceaur. Paa fine gamle Dage
levede han paa fine Godſer i Neapel, hvor han
ſysſelſatte ſig med Agerdyrkning og Landoeto—
nomie. J Italien kaldtes han General-Car⸗
dinal. ö e N Na varino, hvor det mærkværdige Soſlag :
nyligen fandt Sted, deles ved Floden Armero i Gammel: og Nynavarino, og ligger paa en frugt⸗
Å
63
bar Slætte paa den fydøftlige Kyſt af Morea,
*
ningsfoſter.
s
N. for Modon. Indbyggernes Tal er 3000, hvoriblandt 300 Tyrker. Huſene, ifær nær Rhe⸗ den, ere velbygte, men Gaderne ſmaae og ſmud: ſige. Havnen er den ſtorſte i Morea og kal; kunne rumme 2000 Fartsjer. Fordum førte Na- varino, formedelſt denne Havn, en” betydelig Handel. Den dannes ved en Bugt, hvis Ind⸗ lob beſkyttes af Den Sphakteria eller Sphagia og mod N. og N. O. af en hoi Bjergkicde. Indlobet i Bugten er [malt og- befinder fig imel⸗ lem Bugten og det faſte Land. Fire Baſtioner og et Citadel udgjor Naparinos Faſtningsperk. En flor Vandledning, en Brønd og adſkilljge Marmorſsiler der pryde Facaden af en Moſche, eie der de eneſte Ruiner gf Betydenhed. :
Allerede i Aaret 1819 læftes i Boſtons⸗Api⸗ Yen om en flor Soſlange, der, forhen ofte om⸗ talt, havde været at fee paa Longbeach ved Strandbredden d. 14 Aug. ſ. A. Dens Hoved. viſte ſig omtrent tre Fod over Vandet, og dens Krop dannede 30 ſortladne Krumninger. Over Tuſinde Menneſker ſaae fra Havbredden dette Uhyre, ſom de længe anſaae for et blot Indbild⸗ i Endeligen hedder det nu i Stof; holms Journ., af 31 Dec. f. A. i en Skrivelſe fra Philadelphia, at den ſtore Havorm (2), ster en frygtelig Kamp der. varede i ti Timer, er blepen Dræbt af tolv ameriganſte Fifkere, hvoraf een blev. flaget. ihjel; og to, fif begge Benene kneœkket. Uhyrets Lengde angives til 220 Fod (2) og bets. Omfang til 22 Fod, J Munden havde det tre Rader Tender, 3 685
VET
J en Fabrik i Aachen havdes for kort Tid ſiden et magelsſt Exempel paa hurtig Fabrication. Jen eneſte Dag blev Uld forvandlet til Toi. Ved Midnatstid blev den vaſket, og, efter 16 Timers Forløb, var et Slykke Klæde paa 2
Alen færdig til Udſtilling i Berlin.
2 Sjobe
Norſke Speciesſedler
nh a vn. Forlagt af S. Soldin. eget i ker Gſtergade No. 60,
3 8
Man, bemærker, at Kongen af Sachſen, der
ved Døden afgik d. 5te Maj, dode paa ſamme Dag og i ſamme Time ſom Napoleon.
Ved Müͤhlhauſen hape endeel rige Folk for⸗ enet ſig om at bygge en liden Stad, beſtaaende
af 500 Huſe.
En Franſtmand har opfundet et Billard, :
hvis Kugler, der falde i Løvegab, fætte en Me⸗ kanisme i Bevagelſe, ſom ſpiller tolv Arier.
. ͤ—— T—— ——̃̃ñ————————— 7
Kjebenhavns Bors, d. II Januari 1828. Hamburg 2 M. — 8 à vista 218 0 Species 220 7 Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt.
155 Rbd. Sedl.
pr. 100 Specier 1542 Svenſte Sedler 3 ; ; pr. Rolr, Rigsgjeld 482 49 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 84. — Rbd. Sedl. Dito Dit . . 277 773 i Banco Nationalbank Obligationer 2 : ' (af Lagnet 4Febr; 1820)| — = Abb. r. S. 4 pC. uopſigel, Rigsbkobl. Renter pr. 6 Januar 96297 Rbd. r. S. 6 pC. norſk Laan . ved Hambro & Sen 105 | — i Banco 4 pC. Dito nye . 98 983 i Banco Aſiatiſte Comp. Actier — | — i Sedler [ — L. Sterl.
3 pC. nye danſke Oblig. 872
——— ———
Italien ſtk
J dette Sprog gives Undervisning af en
indfødt Italiener, for en moderat Pris, En Billet desangagende bedes aflagt hos Hr. Con⸗ Ne . . i Boutiquen paa Gammeltord No. 89. : Ye *
a Trykt i
— pot:
*
Ryerte
Skilderie Leven abn.
- NV MES
Femogtyvende Aargang. No. 5.
udgivet o g rebigeret af Fr.
1 Forſendes, ifolge K Kongel. gllernaadigſt Tilladelſe 7
Tha a ru p, 75
med Brevpoſterne.
i 3. : 4˙ . 0 1 3 Tirsdagen den 15 Januari 1828,
— — SES SELE SSSSSSsSsSsSSSSoSSSSSSSSSSESS ——
Sorkeertheder ot Taabeligheder hos fortjenſtfulde Menneſker. | (Slutning; ſee forr. No.)
—
Da Videnſkaberne oplivedes paany, kom hele Sfarer af Toſſehoveder og Gjckke til et udmer⸗ Tet: Navn, blot ved en papegsiagtig Hukommelſe og ved et Slags Kundſkab, hvis eneſte Fortje⸗ neſte var dens Sjeldenhed; og Gaspar Sciop⸗ pierne, Julius Cæfar, Scaligerne o. fl. A. give endnu ſtedſe Stof til at belee den literaire Laur⸗ berkrands ved mangen Anecdote om deres over⸗ oͤrdentlige⸗ Forfcngelighed og gemene Dadlemaa⸗
de. Disſe mangfoldige Svaghedskilder give ris geligt Stof til at retfœrdiggjere de Bebreidelſer, hvorved Hoerdagsmenneſkene ſoge at holde ſig ſtabesloſe for Savnet af det, efter deres Be⸗ Sk greber faa midufidelfesværdige" Pigito monstrari. Dog, derſom ikke ält det, ſom glimrer, er Guld, ſaa ler ikke heller Alting Skovrc, fordi bet ſav⸗ ner Metalglands! En ſtor Deel af det, ſom Ver⸗
den regner Mænd af Fortjeneſte til Onde, er
at leve.
E ——— .. ————ää— ü—ñ
ikke deres egen Skyld, men grunder fig paa deres Aands Fattigdom, med hvilke de ere tvungne til Naar en Mand af Genje ſtundom an⸗ fees for en Bjorn, med Henſyn til de ſelſtabe⸗ lige og behagelige Egenſkaber, faa kan den ganſte
ſimple Grund dertil vere, at han har ſaa lidet
tilfelleds med ſit Selſkab. Er det hans Skyld, naar der i et blandet Selſkab gives faa. faa, ſom kunne tale om Andet end Politik og Let= færdighed 2. Med ſamme "Ret. kunde man anſee
en Fremmed for enfoldig, fordi han ikke talen Landets Sprog, ſom man bebreider en Mand af Fortjeneſte, Hovmod og Særfind,- fordi hans
Selſkab ikke megtede, at hæve fig til hans Fo⸗ reſtillingers Hoide.
Den, ſom i aandig For⸗ ſtand ikke ſtaaer paa famme Trin, ſom ſin Om⸗ givelſe, ligner den Autor, ſom er ilet foran ſin Tidsalder, Begge foragtes og tilſideſcttes af ſamme Grund. Det er en Ulykke, men ſikkert ikke⸗deres Skyld, naar de tiltale en Krebs, fore
enten ikke vil fee, eller ikke kan, fee fin egen. Svag⸗ hed, at de da, med Overſprudlen af ejendommelige
Ideer, og med rigtige Domme om det, hvori de
8
Sftkuylden er hos Ratio recipientis.
- Lo: 67.
Undre-aldeles fare vild, maa kaſte fine Perler for Sviin, ſamt at man hader og forfølger dem,
fordi des hverken ſkildres eller forſtaaes, ſom de
bor. Kun alt for ofte giælder en dannet Vi⸗ denſkabsmands Spog for Sarcasme, og den ſim⸗
7 pleſte Bemærkning for falſk og uforſkammet, fordi
Selſkabet ikke kan fatte den hidhorende Tanke,
ſom er fan forſtaaelig for Folk med ſtorre Fats
teevne. Omtalte Sjenſtandes Rigtighed eller
Urigtighed er ſaare afhengig af deres Forbindelſe
med de Ting, ſom vare afhandlede eller indbe⸗
grebne i den foregaaende Samtale: jo fi inere alt⸗
ſaa en Bemærkning er, deſto ſandſynligere bli⸗ ver det, at de Indſkrœnkede ville anſee den for et Parador eller en Vildfarelſe. Hvo af mine
„Laſere ſtulde ikke allerede have været i den piin⸗
lige Stilling, at befinde ſig i en Kreds af aands⸗
fattige Menneſker, ſom ubekjendte med hans Ei⸗
tater, ei begribende hans Lignelſer, overſeende
hans Hentydninger, tagende Exempler for afgjo⸗ rende Paaſtande, tolkende enhver Setning alde⸗
les modſat, omſider have bragt ham ſelv til at troe hvab- de for længe ſiden ſelv vare overbeviſte
om, at han har fremført, for ikke at ſige Be⸗
ſpottelſer, ſaa dog utilgivelig uſands? Naar Narren ſvarer, overeensſtemmende med ſin Nar⸗ agtigber, ſaa kommer det deraf, at han ikke for⸗ ſtaaer mere, end hans Naragtighed tillader. Den fornuftige Tale ſlumrer i et naragtigt Bre, og Selv en New⸗ ion der en Bacon vilde kun ſpille en under⸗ ordnet Rolle i en taalelig Sanger⸗Club, og dog er Dette kun en ufuldkommen Lignelſe af den Stil⸗ ling, hvori Folk af Fortjeneſte befinde fig i de Selſtaber, ſom almindeligviis anſees for de bed⸗
—
—
DDr ²˙ ! ¹˙¹ ·m] —˙ öw A
68
fie. Nogle faa af disſe ubehagelige Erfaringer
ſette de meeſt aandrige Menneſker, naar det gielder om Talentet at underholde, langt neden— for dem, ſom kun ere hjemme i Slidderſladder,
-men tage Uforſkammenhed og Tungeferdighed
til Hjælp, . Mistvivlende om, at gjore fine egne Begreber forſtaaelige, eller at kunne ſkikke ſig i den intetſigende Tomhed, om hvilken de ſed⸗ vanlige Selſkabers Underholdning dreier fig, ſoge de deres Frelſe i en Taushed, ſom da bliver fortolket ſom Vrantenhed, eller regnet til Ukyn⸗ dighed, fordi de tie af Wkkelhed over den intet⸗ ſigende Sladder. Jo ſtorre et Individs aan— dige Overlegenhed er, deſto ſtsrre er Sandſyn⸗ ligheden for, at han vil falde i en eller anden practiſk Vildfarelſe, hvilket er en Folge af de overdrevne Gisninger om Motiver og Sandſyn⸗ lighed. Uden at agte paa Forſkjelligheden imel⸗ lem ſig ſelv og den øvrige Verden, antager En⸗ hver den ſamme ubegrendſede Idee-Horizont, og den famme forſigtige Noiagtighed i Slutning, ſom han anvender ved ſine egne, dybt giennem⸗ tænkte Grandſkninger, og idet han overvurderer Kundſkaben hos dem, han omgaaes med, bliver han narret ved fin egen Overlegenhed og kom⸗ mer i ſamme Tilfelde, ſom visſe Folk, der ſette efter en flygtende Tyv: — Lader os gjennem⸗ ſoge Kroen der,“ ſagde den Ene, 'thi Skildtet viſer, at det er en Samlingsplads for hans Landsmænd.” „Nei, ſvarede den Anden, han vogter fig nok for | at gaae did, thi han maa troe, at man aller ført f vil ſoge ham der.“ — et er ikke faa”, ſagde en Tredie, ”netop. fordi han troer. at man vil raiſonnere ligeſom Du, er han flygtet til dette Sted, fordi han tenker, at man ſidſt vil ſoge
ſine Kunder,
69
ham der”, — De gjennemſogte nu Huſet, og mi— ſtede, tilligemed Tiden, ogſaa Tyven, fort havde fulgt Landeveien, af en Grund, ſom de Alle havde overſeet, thi — han kunde ikke læfe,
For at bedømme: Sandſynlighederne rigtig, maa man overveie Menneſkets Handlemaade i alle mulige Tilfalde; ikke alene Viisdommen, men ogſaa Daarſkaben, ei blot Verdens Liſt, men ogſaa dens Enfoldighed; men netop den, ſom er meeſt fri for Vildfarelſer, forſtager al⸗ lermindſt at forudſee Andres Dumheder; netop ligeſom den, der ſelv holder faſt ved Oprigtighed og Redelighed, mindſt al paa fin Poſt imod Forrederie og Bedrag. J det ſelſkabelige Liv gives der en almindelig 95 gienſidig Afhengig⸗ hed; Kunſtneren er afhengig af Kjenderen, Ta⸗ leren af ſine Tilhorere, Kjobmanden af ſine udenlandſke Correſpondenter, Manufacturiſten af Den, ſom losriver ſig fra Ver⸗ den, bliver, om han endog hæver fig over den, ſvag og elendig, derſom ikke hans Sjæl paa ſamme Rid ſtyrkes og bliver nafhengig. Ikke enhver Democrit finder en Hippocrates, ſom la⸗ der ham vederfares Ret, og ikke enhver Hippo⸗ ctates finder Publikums Hre aabent. — J at beſtyre offentlige Anliggender begaae Folk af Fortjeneſte ofte betydelige Feil, og ere underka⸗ ſtede Misgreb, ſom ſtrax forgarſage Forbauſelſe og blive” lagte dem til Laſt. Fortrinlighed i
dette Fag forbrer langt andre Kræfter end dem,
ſom udfordres til abſtracte Arbeider. Ju ſin Af⸗ handling over ſin Tids Sæder antager Duclos, "at nogle af disſe Feilgreb grunde fig paa Man⸗ gel af Overeensſtemmelſe imellem Characteer og
Vid, teller, e ei beſtemtere Udtryk, intelfem
ner og Ideer.
i denne Categorie.
5 70
Forſtand og Villie. En kan have høie Anſkuel⸗ fer og lægge ſtore Planer, men alligevel kan han være aldeles uduelig til at trænge ind ? Forretningernes Detail; han lader fig maaſkee lettelig afffræffe ved uforudſeete Hindringer, eller der mangler ham Evne til at bringe Andre til at føje fig efter hans Villie, eller han ſav⸗ ner den Üdholdenhed og Faſthed i Hiemed, uden
hvilke ſtore Maſſer ikke kunne ſettes i Bevægelfe
Om end Characteer og Forſtand have en og ſamme Retning, ere de dog ofte ulige. Villien er ofte ſvag hvor Forſtanden er ſkarp og gien⸗ nemtrengende, og ofte blive Statsmænd med ſtore Talenter, Skarpſindighed og Duelighed, uagtet deres liberale Anſtuelſer og ſjeldne Com⸗ binationskraft, uvirkſomme, ja endog fkadelige, fordi det mangler. dem paa Iver og varig Ar- beidslyſt. Saadanne Perſoner lade, fig lettelig bringe til at opgive et Forehavende, opholde ſig længe ved Smaating, og foranlediges ved ube⸗ tydelige Beveggrunde til at forandre ſine Pla⸗ Beſidde de Argjerrighed, ſaa er den vaklende og periodiſk og afvexler med Paroxysmer af Ladhed, Fjaſen og deslige: Det
"hænder fig virkelig ofte nok, at den meeſt ube⸗ grendſede Wrgjerrighed, den meeſt anſtrengte
Arbeidsiver, den ſtorſte Beſtemthed i Planer og
det ubetvingeligſte Mod ere forenede med den ſtorſte Middelmaadighed i Talent og den meeſt indſkrenkede Fatteevne.
Endog den, ſom ikke hører til den afdøde Lord Caſtlereaghs Beun⸗ drere, nodes dog at tilſtaae, gt han kunde ſtilles Der, hvor Der findes Mod: ſigelſe imellem Villiens og Aandens Krœfter, eller der endog kun gives en Ulighed imellem
— . dem, er. ingen Fortrinlighed eller Fuldkommen⸗ hed tenkelig. Jovrigt forekommer der Tilfelde, hvor de ſtorſte Chargeterer gjøre Feilgreb, ſom Folge af »locale og tilfældige Omſtendigheder. Ved Moffau var Napoleons Villie for mægtig for hans Forſtand, hvilket for ham havde de ve— ſentligſte Følger. J Felttogene 1814 og 1815 viſte han den ſtorſte Harmonie i Billiens og Forſtandens Kraft. Efter Slaget ved Waterloo miſtede han ganſte fin Characteer, og hans aan— dige Hjælpemidler bleve ſvekkede og forſtyrrede af Fortvivlelſen. Med de ſtorſte Aandskrefter er Talleyrand alligevel un grand homme manqué, fordi han mangler Characteer. Hans Aand er å Stand til de høiefte Planer, men hans Vil: lie ledes af de jammerligſte Motiver. Ludvig den Sertende Havde uden Zviol ligeſaa megen Forſtand, ſom nogen anden Konge, og desuden et meget godt Hjerte, men han faldt ſom et Offer for ſin fuldkomne Uformuenhed til at have en beſtemt Villie. J Henſeende til fin Livlig⸗ hed og Varighed er Villien underkaſtet tvende Vildfarelſer: et Overmaal af den forſte leder til Ablurditeter, en Overflodighed af den ſidſte frembringer endnu værre Feil. Den dyriſk liv⸗ lige, raſke, fremfuſende Mand kommer, naar han er traad ind i det offentlige Liv, neſten al⸗
tid i Klemme, og ſpiller et Spil, hvori han For at
ofte nodes til at gjøre Tilbageſkridt. gaae frem med ſaadan Raſkhed, udfordres den hurtigſte Overſigt og et neſten intuitivt Be⸗ kiendtſkab med Sagen. Den, ſom holder for
72
fælde kunne meget udmærkede Talenter lede til Misgreb, ſom endog den ſimpleſte Jogttager ſtrax bliver vaer. J denne Levekreds er Fortje⸗ neſten iſer berettiget til den hele Lykke af magnis tamen excidit ausis. Jo mere omfat⸗ tende en Statsmands Genje er, desfnarere ſtager han Fare for at gives til Priis for Tilfelde; thi endſkjondt det hører med til Geniet, at for; udfee og beherſke Begivenhederne, faa er dette dog en Kraft, ſom kun virker inden meget fnævre Grendſer. Jo mere omfattende et Fore⸗ tagende er, deſto ſtorre (er. Sandſynligheden for et Sammenſtod af Tilfalde, ſom hverken kunne. forudſees eller beherſfkes. J Politiken, ſaavel—⸗
ſom i Krigen, bliver meget overladt Tilfeldet, og de, ſom, formedelſt fnævre Anfkuelſer eller
ſvag Villiekraft, ikke tragte efter ſtore Ting, ere heller ikke i den Nødvendighed, at fætte meget paa Spil, Jovrigt dømmer Verden efter Ud⸗- faldet, og fætter Den, ſom Intet har tabt, fordi han Intet har vovet, langt over den dri— ſtigſte Aand og det ſkarpſindigſte Genie, hvid Planer ikke bleve begunſtigede af Lykken. (Noget forkortet frag. B. d. B. H. 288. og N. M.)
Bemcerkning ved det i foregagende No. indrykkede Stykke om danſk Rets ſkrivning, undertegnet VAR
J Kiebenhavns Skilderie for d. A., No. 4.5 har en Anonym, under Bogſtavet K. og Da⸗
PR i | tum 1 Jan. d. A., yttret ſig med billig Harme | : faſt paa fin Villie, forſtäger ikke at lempe fine over den Jagen efter Nyeheder og Beſynderlig⸗ * Midler efter Biemedet, og udtommer fine Kræf: heder, ſom i vore Dage, i Henſeende til Dank 151,77 ger i Kampen med Umuligheder. J begge Til⸗ Retſtrivning, tager Overhaand; og, ſom det las 1 i FRE * 8 ; — Å
73
der, har han endog ved denne fin Anke havt, Gens fyn til en vis, dog endnu unævnet, Lærer ved en lærd. Skole i Modersmaalet, og denne Lerers Serheder i fine orthographiſke Principer og urets teligen anvendte Myndighed i at fordre diſſe fine Seregenheder af ſine Diſciple fulgte i deres Stile i Modersmaalet.
Denne anonyme Forfatter er, ſom det ſees, uvidende om, at der i Henſeende til de Prin⸗ ciper, ſom bor følges ved Undervisningen, i Mo⸗ dersmaalet og iu specie dets Retſkrivning, ha⸗ ves en Kgl. Reſolution af 11 Juli 1800, hvor⸗ ved det befales »Kœrerne i Modersmaalet ved de lærde Skoler, i denne deres Underviisning at folge den Ortographie, ſom bruges af Fedrene— landets bedſte og meeſt clasſiſke Proſaiſter.“ Hoilken Reſolution igjennem det Kgl. danſke Kancellie er af daverende Kommisſion for Uni⸗ verſitetet og de lerde Skoler foranlediget, og fin⸗ des meddeelt i Kollegialtidenden for 1800, No. 33, S. 523, hvor ogſaa Motiverne, der beve— gede bemeldte Kommisſion til at andrage hers paa, nemlig: ”den megen Uoverensſtemmelſe
og Serhed, ſom havde taget Overhaand i
74
1
ſaiſter endnu lader 777 e tilbage; men
det er ligeſaa indlyſende, at denne Reſolution ei kunde mangle at være en ſtyrende Norm til Forebyggelſe af i Hine faldende Serheder, lige— ſom det ikke er let at forklare, hvorledes nogen Lærer ved en lerd Skole ſkulde kunne enten være bleven uvidende om eller forde egenraadigen 8 dens Forſkrifter være upaaagtede.
J Fortalen til 3die Oplag af fin danſke Sproglœre, 1816, S. XII, har Prof. Rector Nisſen, ved at omtale de af ham i Retſkriv⸗ ningsleren antagne og fulgte Grundſetninger, henpeget til bemeldte Kgl. Reſolution, og der ved bidraget til at holde ſamme i Erindring og i friſtt Mind.
Naar iøvrigt bemeldte K. ommalder Na h⸗ ; beks Leſebog ſom Norm for danſk -Orthoz graphie, da ſynes denne Bttring at robe kun liden Kjendſkab til denne Bog, der er ſaa langt fra at have nogen egen Orthographie, ſom Sam⸗ leren har indrykket de fra de forſtjellige Skri⸗ benter tagne Exempler med 9 Forfatter egne effet
danſt Orthographie, berøres med Tilfojende, at
Regjeringen, om den end ikke kan befatte ſig med at give Love for Sprogbrugen, dog maa anſees befsiet til at vaage over, at en ſaadan Sprogforvirring i det mindſte ei fra de under dens umiddelbare Autoritet ſtaaende Underviis⸗ ningsanſtalter ſkulde fremmes og forsges. “.
At denne Kgl. Reſolution imidlertid ei kunde tilveiebringe noget beſtemt Reſultat i, Henſeende
til Eenhed og fuldkommen Overeensſtemmelſe i
Underviisningen i danſk Retſkrivning i de lærde Skoler, er faa meget begribeligere, ſom Henvlis⸗ ningen til de bedſte og meeſtelasſiſte Pro⸗
bringer Babylons Taarn i Erindring. keren og Udgiveren, William Swinburne, er en Englander, og de politiſke Nyheder leverer han
Jndeplendſte Efterreruinger,
ig Januarheftet af Columbus leſer man folgende: »Paa den danſfke veſtindiſte Se St. Thomas udkommer to Gange om Ugen, Onsdag og Loverdag, en Avis i Folio. Den er ziret med det kongelige danſfe Vaaben, Titelen er danfk; St. Thomas Tidende; men Indholdet Bogtryk⸗
i det engelſte Sprog, ſom overhovedet er det her⸗ ſkende pad hine danſke Øer. Bekjendtgjsrelſerne ere deels danſke, deels engelſte, deels ſpanſke, deels fran⸗
en Hob rpichedin eee N
H. P.
75
*
men ofte tillige i engelſk, franſk og ſpanſk Over⸗ ſetteiſe. Vaccinationen er indført, og Stats⸗ phyſikus vaccinerer ugentligen uden Betaling.
„Hver Huusfader eller Huusmoder er pligtig til, under Faengſelsſtraf paa Vand og Brod, for
Landphyſikus at anmelde ethvert de naturlige
Kopper lignende Tilfelde, ſom i deres Boliger maatte viſe fig, ifølge Kgl. Pl. 31 Marts 1819 F. 6, bragt i Erindring ved Regjeringsplakat af
1 Marts 1827, i Anledning af at flere Tilfelde af Bornekopper havde viiſt fig pan St. Thomas. Ved Politiplakat af 26 Apr. 1827 bleve alle Ejere af Slaver der paa Oen, ſom endnu ikke vare vaccinerede, eller havde havt Bornekopper, paa⸗ lagte ufortevet at angive paa Toldkammeret ſaadanne Slavers Navne og Opholdsſteder.“ Hver otktende Dag bekjendtgjor Politiet hvor⸗ meget et Femſtyvers Brod bor veje; (omtrent
8
n 8 rede Solo 81 Abd. 68 ß. og S. o. T. 49 Rbd. 168.
Af fornevnte Sølvbeløb. fandtes indlagt i et Papir ]
af en Unavngiven, men, ſom af Papirets Indhold fees, 5 5 a
dat have kempet mod Hvalen blandt Nordpolens Jis“
m. v., 5 Specier, og i en Note over de Hr. Capitain Bodkers Mandſtab eftergivne Slavepenge
Did AN BIO, ERE SEE SS Fremdeles blev taget til Indtegtet
dom Capitain Arboe indleverede, og ſom ere indkomn e hann sols SE 2 for 10 Exemplarer af Lieutenant Garbrechts Skrivt
Dannebroge“, hvilke han i Riga har ſolgt.
Capitain Luͤtken indleverede
Ud * „neee
St. Croix.
Af Caſſerer Ebbeſen ved aſiatiſt Compagnie var til⸗
ſtillet Capitain Luͤtken
— & *
der ere indkomne til Bombeboſſen ved Udbetaling til
Chinaſkibets Mandſkab.
J Bombeboſſen paa Dampfkibet Prindſeſſe Wilhel⸗ Sy 5. S. o. T.
mine er forefündet 18 Rbd. r. S., 4 Rbd. 82
og en ſpanſt Piſtole, ſamt endvidere af Hr. Capitaine SLAGEL. £ov indleveret 1 Specie; hvilket i alt og effer Om⸗
for de fire forſte Maaneder af Aaret 1827, er det danſke Vaaben ikke paatrykt.
Regnſkab for Bombeboſſens 4% Qvartal 1827. Pbprettet 1819, den Ilte, Auguſt.) — See Skilderiet No. 84 for f. A.) . Ved Bombeboſſens ste Aabning, den 2den Januari 1828, fandtes i ſamme:
2 2 77
hoilke ere indkomne for 14 Exemplarer af ovennævnte n i Sfrivf, der ere ſolgte af Capitain R. H. Knudſen paa
76
13 til 14 Unzer). J Mai 1827 vifte Linie⸗ danſere deres Konſter paa Theatret i Staden St. Thomas. Ogſaa paa denne lille He ſkeer Misbrug af Presſen. En Hr. Caſtelli lod et lognagtigt Flyveſtribt trykke imod en Hr. Lan⸗ ge, og fik derfor af de danſke Retsbetjente en Iretteſættelfe. — J Hernhutterkolonien Niesky paa St. Thomas døde den 28 Juli Preſten Johan Phil. Goͤtz, og Dagen derpaa Praſten Joh. Gotfr. Jung. — Der er pan Øen en Fri⸗ murerloge (Harmonic-Logde). Overſetteren, ſom har nogle af bemelte Tidender for ſig, har derefter tilføjet noget i det Ovenſtaaende, ſaavidt med “—“ er betegnet, og maa iøvrigt bemerke, at paa det Exemplar han har af bem. Tidende,
*
* 150 „ 1 I IK 1
„ 12 — 16
5 25 RT 278 3 2 Transport rede Sølv 168 Rbd. 42 f. og S. o. T. 50 Rbd. 26. ſætning af den ſpanſke Piſtole til 2 Rbd. 72 f. Reprœ⸗ 0 9 ; ſentativer, udgjor JVC ù VdV 20 2 7 — — 12 — 28 Huusleie af Stiftelſens Eiendom til ſidſtafvigte ; Michaeli beløber / ĩ ¶ V og i Renter af dens Activer til ſidſtafvigte 11 Decbr. er indkommet „ & „ „ „ 6 3 „% % „% % „% „„ „„ „„ „„ „4 „. 5 Salt rede Solo 544 Rbd. 77 ß. og S. o. T. 161 Rbd. 81 8.
— 7
103 — 35 — 99 — SI
—
Bombebseſſen eier nu:
1. Gaarden Nr. 167 paa Hjørnet af Dybensgade og Sqvalder— gade, der, efter Kjobeſummen for ſamme, med Zillæg af den ſenere indlsſte Bankheftelſe, anſættes til Verdi rede Sølv 14,000 Rbd. 2. Inventarium af Senge, Sengekleder, Borde m. m., med Zillæg : af Hr. Conferentsraad Bruns ſidſte Gave 00. 844, 2900 — 3. Hofraad Meyers Legat, kongelige Obligationer å 4 pC.... Sølv. 2500 — 4. Hofraad Gerſons Legat i Nationalbankobligation à 4 PCD... — 1000 — 5. Den af Paſtor Walther og Huſtru legerede Depoſitocaſſe-Obl., à 4 pC. — 500
hvilke Renter ere beſtemte til ſtrandede Ssfolk. a ” ' 6. Grev W. Moltkes kongelige Obligation, à 4 PC. 293 — 392ßf. 7. Den af det oeconomiſke Velferds-Selſkab ſkjenkede Capital i GLS
kongel. Obligationer, a 4 pC. „2 e 2 „„ „6 „6 „„ „ 7 — —— + + . 6225 FEB, E
hvoraf 177 Rbd. 90 f. rede Sølv aarlig, indtil videre, ej E 7 . „kommer Bombeboſſen til Indtegt. Å 8. Capital i en Nationalbankobligation 2524522422544 „4 „ „„ „ „„ „„ ES TS. KØ 22 1000 — 2 9. En af et Selſkab af Venner ſkjenket Kongelig Obligation, ſtor — 100 — z
R 100 — 8 7
10. Af en Ubenævnt ſkjenket d. 28 Septbr. 1826 en Kgl. Priis⸗Obligation hvis Renter anvendes til et Middagsmaaltid d. 22 Marts til 6 af de gamle Sofolk, ſom — derſom de findes — 8 3 have faret med afdøde Admiral Jes ſen. NG 4 3 I. Af en Velgjører ſkjenket 2de Interimsactier i Badeanſtalten ved 8 Ryſſenſteens Batterie * W —Iᷣ̃ 60880800 5 200 72 2 1% Sparekaſſen , e AE, BESES SÅEDE SEERE SE TE: r. S. 2200 — 2 18. Jen Nationalbankobligat io . — 500 —
Bombeboſſens Eiendom d. 31 Decbr. 1827 i alt r. S. og Selv 31,518 Rbd. 392 f.
Bombeboſſens Eiendom d. 31 Decbr. 1826 var i alt r. S. og Sølv 29,718 Rbd. 39 ß. * 2 ö * * SE,
„ 20 Rbdlr. Sølv, Renten af Paſtor Walters Legat, beſtemt til ſtrandede Sofolk, ere uddeelte
til: Eleonore Rønne med 1 Barn, omkommen Skipper H. P. Ronnes Enke, 4 Rbb. 84 f. Kir⸗ ſtine Marker med 3 Born, Enke efter omkommen Tommermand Ole Marker 7 Rbd. Styrmendene Jens Koefoed og Jens Espenſen, der begge ved Stranding have miſtet Alt, hver-§ Rbd. : Hr. Major Chriſtenſen har atter ved Juletid tilſendt Bombeboſſen 53 Lpd. Fleſk, 2 epd. Klip⸗
fin, 2 Skpr. Gryn, 12 Skpr. Aerter, 22 Pd. Skraatobok, 10 Potter Brændeviin og 10 Brod. 2
pg. Brygger og Dannebrogsmand Jenfen har'allene i ſidſte Qvartal tilſtillet Bombebeſſen 7 Tor.
—
—
79
” føler Velvillie for denne Stiftelſe: at til April Flyttetid vil atter 5, der finde Bo beboſſen følgelig da vil huſe og underſtotte 30 gamle Sømænd. Kjobenhavn, d. 2den Januari 1828. ;
M. Luͤtken. Langber g. Schack. Larſen. ; Duntzfeldt. Arboe. 5 N Moeller. Wilſe. Thrane. i n DDT ſiom til, den Tid maatte haves for Seddelens Literair Cukioſitet. Augthed. ' :
For efter ringe Cvne at udmærke den gav⸗
nelyſtne Jver, med hvilken hver Strimmel be- tå
ſtrevet Papiir, en navnfundig-Mand efterlader ſig, overleveres Trykken, indeholdt den endog de
ſtorſte Ubetydeligheder, og meddeles Publicum
ſom en lækker Mundſmag, lod Undertegnede en, gienſynligen ſelvgjort, tydſkdanſt Bleeg⸗ ſeddel, der foregaves at ſtulle verre funden mellem en afdød berømt Mands paa Auction tilkjobte Papirer, indrykke, tilligemed en dertil
Curioſitet, ſamme Bleegſeddel indført med den, ſom det af
Ordene ſelv lader, i Alvor fremfſatte Be⸗
mærkning : at. den er funden. mellem en afdod berømt Mands Papirer, ſom kjobtes paa Auc⸗
tion, og af den ſynes af ſkrive fig fra for⸗ hen dmtalede Reifer.“ E E TER Den Néfte, der omtaler denne Bleegſeddel, vil venteligen vide at opgive. de critiſke Grunde,
Svenſke Sedler
Dito Nationalbank Sbligationer Dito. Dito
. 4 pC. uepſigel. Rigsbkobl. .. Renter pr. 6 Januar
3 pC. nye danffe Oblig. 573 5 L. Sterl.
Peder Lolles Ordſprog, ville behsgeligſt tilſtille art Maaned.
Forlagt af S. Soldin.
80
% 05k. Ca
Ogfaa eh Literatus.
ber SITET SED ̃¶⁵ O. Bavelse AD AE ES ES MT
… Kjøbenhavns. Børs, d. 15 Januari 1828. Hamburg 2 M. 6 t: n d vista 218.
Species 220 i : Specier ſolgtes til
13 Röbmk. 32 f. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler— pr. 100 Specier
—
211 2 5
1585 11553 Mbt, en
pr. Rolr. Rigsgield 483 49 Nbß. Zegn
4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 84, — Rbd. Sedl. Dito.. 77.774 i Banco
(af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 103 Rbd. r. S. 113 1133 Sedler 5
962 97 Rb. r. S.
147 2 „*
6 pC. norſk Laan
ved Hambro & Sen 108 — i Banco 4 pC. Dito nye .. 98 — i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — | — i Sedler.
Ur rr
De, for. have⸗paategnede Subſkriptionspla⸗ ner ihænde paa Hr. Prof, Nyerups' Udgave af Undertegnede ſamme inden Udgangen af Janu⸗
. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſen s Bogtrykkerie.
2 „
Nyeſte
Skilderie af Kjobenhavn.
' SMWWWWIMMIMUM ULVE
Femdgtyvende Aargang.
No. 6.
Udgivet og redigeret af Fr.
Forſendes,
ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe,
Thaar u p, Etatsraad.
med Breppoſterne. Ø
Loverdagen den 19 Januari 1828. ,
Den danſte Nationalbank. »Regnſkab over Nationalbankens Indtægter
og Ubgivter for Bankaaret fra I Aug. 18265 til 31 Juli 1827, tilligemed en vedføjet Forklaring,
ſom viſer Bänkens Status til bemelte 31 Juli“ og faaes hos Popp, Hſtergade.
er udkommet, No. 72, for 40 Skill. Tegn. Nogle af Reſul⸗ taterne af dette. Regnſkab, ſammenlignet med
Regnſkaberne for de forløbne Aar, meddele vi
dette Blads Leeſere. I, Bankheftelſernes Beløb.
145 Be Rigs ban kens Begyndelſe 1813,
eſter de ſpecielle Regiſtre, ſom for hver Kjobſtad, og hvert Amts Diſtrikt ere affattede over den
Banken tilagte Fordring i hver enkelt Ejendom
(fee Koll. AH: 1817. S. 7 og 37. 2 i I: Danmark.
1. Jorder . 2. Tiender „ 25,105, 28 I. 38285 8. Bygningerr . . 3,884,736. 782
11 i i 5 18, 8,983;204, 88——
Rbd. 12,993, 186. 4078 f.
2. Hertugdommene
2. Slesvig. ; 1. Jorder . * 5 Rbd. 8,533,9 14. 66. 2. Bygninger PP 12 „„ 0 . 659,505. 89.
6,193,420. 83.
— „
1235 Holſteen. I. Jordenr + 2. Bygninger »
Rbd. 6,38 1,146. 67. 1,490,583. 28.
: 7,841,699. 95.…
Jalt Rbd. 387919325 20755 l.
b. Den 31 Juli 1818, ved D fra Rigsbanken til Natjonalbanken:
I. Danmark. Rbd. 17,290,643. 77. 22 Hertugdommene — 13,230,431. 47.
* . *
Sold 30,521,178. 22.
0. Se 31 Juli 1827 2 I. Danmark. .. Rbbd. 16,036,352. 47. 12,038,480. 6I.
„ 28,071,833. 12. … dd : …- — —
—
83
Ved Sammenligning af Beløbet efter Res giftrene 1813 . . .. Abd. 33,018,325. 21 ß. og efter det d. 31 Juli 1827 afſluttede Reguſkab . 28,071,833. 12
findes alt ſaa en Formindſkelſe af 4,946,492. 9
J Hovedſummen af de ſpecielle Regiſtres Belob ere nogle Forandringer foregaaede ved Rettelſer, ſamt Af og Tilgange, grundede paa Reviſion og Underſsgelſer, men alle diſſe ere i
det Hele ei betydelige imod den Forandring, der er fremſtaaget ved de Afdrag ſom paa Hæftel- ſerne ere indbetalte, tildeels mod Rettighed til at blive Aktionair, tildeels og for en ſtor Deel i Henſeende til Hertugdommene, efter Patentet
af 4 Juli 1818 ved Obligationer til forſkjellig Her optages hvad diſſe Afdrag, Af—
Rentefod.
"Betalinger og Afgange have udgjort: ſiden Natio⸗ nalbankens Stiftelſe. :
: Danmark. Hertugdemmene Bankaaret Rbd. ß. Rbd. 5.
fra J Aug. 1818
til 31 Juli 1819
79,705. 90. 897.149. 26
fra 1819-20 24,602. 68. 22,856. I
— 1820-21 37,600. 242. 12,580. 23
— 1821-22 441, 120. 37. 28,109. 81 — 1822-238 94,393. 6. 10,288. 42 L 1823-24 186,748. 86. 81,427. 87
— 1824-25 344,224. 1. 90,395. 77
— 1825-26 319,372. 73. 34,066. 82. — 1826-27 126, 623. 26.
II. Seddelmaſſen.
Den cirkulerende Seddelgjeld har ſiden 1813
i forſkielige n været 1
1
Af Rigsbanken Tid efter anden
1 8,077. 8
84
Rbd. ß.
udgivet for . 38,834,386. 87 1818, d. 31 Juli, ved Over⸗
gang fra Rigsbanken til Natio-
nalbanken, var Summen for ;
mindſket til... 31,106,181. 9
13820, den I Aug., efter de
aarligen opbrendte og tilintet⸗
gjorte Summer, nedſat til .. 23,898,236. 33 En betydelig Formindſkelſe, af
Beløb 5,976,700 Rbd., var til⸗
pejebragt ved det Laan, ſom Ban:
ken ifolge Indbydelſe af 4 Febr.
1820 ſtiftede. 1824, 1 Auguſtet 1825, I Aug,, lige Sum. 1826, I Auguſt . 20,899,722. 22 1827, 1 Aug., beregnet at
blive, efterat en Seddel⸗Inddra⸗
gelſe er effectueret . 20,290, 805. 36
21,325,719. 49
III. Den Nationalbanken ved Octrojen paalagte Obligationsgjeld.
I. Beløbet af de for indloſte ſlesvig⸗holſteen⸗ ſte Skatkammerbeviſer paa 20 Rd. ſlesvig⸗-hol⸗ ſteenſk Courant ubſtædte Obligationer a 4 pCt. var oprindeligen 5,000,000 Rbd., ſiden formind⸗ ſket, ſaaledes at ſamme ved det d. I Aug. 1825 begyndte Bankaar udgjorde kun 4,346, 120 Rbb. Sølv. J det fra bemelte Tid lobende Bank⸗ Aar blev afdraget en Sum af 1,400, 00 Rbd. ſaaledes at denne Slags Obligationers Beløb d. 31 Juli 1826 kun var 2,946, 120 Rbd. Sølv,
og i det til den 31 Juli 1827 lobende Bankaar
er ingen Forandring heri Be
15
c „ , ⁊ͤ SET HR
85
(Nogle flere Repræfentativers Indløsning ved Obligationer var gjort til Forpligtelſe for Banken, nemlig Speciesſedler til Belob 842300 Spec. — og Asſignationer for Hertugdemmene, üdſtedte efter Patent af 19 Dec. 1810, hvorfor udſtedtes 5 pCt. rentebærende Obligationer af Beløb 1,920,000 Rbd. Diſſe ere efterhaanden indfrie de.)
2. Finantſernes Reſervefond i uopſigelige Obli⸗ gationer var til forſtjellige Tider: A Rbd. ß. Da Rigsbanken begyndte . .. 7,000, 00. Den 31 Juli 1818 ved Overgan⸗
gen fra Rigsbanken fil Natio⸗ 5 nalbanken n Den 31 Juli 182727 4,996,584. 36
Af det oprindelige Beløb 7 Mill. Rbd. er⸗ lægges aarligen 6 pCt. eller 420,000 Rbdl., de fem & pCt. ſom Rente, og 1 pCt. i Afdrag; hvor⸗ efter denne Obligationsgjeld ſtulde være: afbetalt
og udſlettet 1848; men i Bankaaret fra 1 Aug.
18285 til 31 Juli 1826 blev, efter Opſigelſe fra Bankens Side, giort et extraordinairt Afdrag af 500,000 Rbd. Sølv. J ſidſte Bankaar er kun det fundationsmesſige Kapitalafdrag feet med 163995 Abd. 59 ß. Sols
IV. Anden paadragen Obligations⸗ gields Beløb, d. 31 Juli 18272. Rbd. Sølv. 1. For et af H. M. Kongen til Banken overdraget Guldtaffel ... 150,500. 2. For de efter Bekjendigjorelſe af 21 Juni 1818 udſtœedte uopſ. Obligat. 8. For Obligat., udſtedte for det oven; navnte, efter Indbydelſe af 4 Febr. 1820 ſtiftede Laan, hvis oprinde⸗
130, 600.
6,607,881. 61.
86
Rbd. Solv. lige Sum var 5,976,700 Rbdlr., . det tilbageſtaaende Beløb . . 4,394,500.
Jalt 4,674,600. J Bankaaret til 31 Juli 1827 var det paa ſidſt⸗
nævnte Laan gjorte Afdrags Beløb 100,700 Rbd.
V. Bankens Virkſomhed ved Udlaan og .
disconteringer. Banken ejede d. 31 Juli 1827: i N Sol Sedl. og T. Rbd. ß. Rbd. f.
Udeſtaagende almin⸗ delige Laan, ſamt
i Bco. og Verler 2,593,842. 67. 2,254,396. 61 De af Banken dis⸗
conterede Vexler 97,096. 18. Imod Vexelobliga⸗ . tioner udeſtagendde . 142,193; 5
For Indlaan var Banken ſkyldig J, I15, 119. OT. 7, 774, 65 28
Indſkud til Aktier udgjorde d. 31 Juli 1824 ialt: 36100 Rbd. Sølv. — Den 31 Juli 1827 37400 Rbd. Solv.
Sammenligning imellem Bankens Kapital⸗ Konto d. 31 Juli 1818, ved Overgangen fra Rigsbanken til Nationalbanken, og d. 31 Juli 1827: Sølv Sedler Rbd. 6.
VI.
725 Rbd. 5 1818 ejede Banken 1,831, 103. 44. 3,889, 756. 40 1827
.. 2,250,497. 88. 2,020, 24 . 29
I 419,394. 41. 1,839, 14. 57 J Henſeende til Formindſkelſen maae man
8 11 de ſtore Afdrag, der par ee
gielden ere i Mellemaarene ſfete.
87
VIL Bankens Adminiſtrations⸗Omkoſtninger og Mere Banken vedkommende.
J Bankaaret fra 1 Aug. 1826 til 31 Juli 1827, var Beløbet af Lønninger til Direktionen, Embedsmænd og Betjente, ſamt Vartpengeb til Rigsbankens Direktion og Adminiſtration i alt Gølv 49500 Rbdlr. — Omkoſtninger ved Sed— delfabrikation, ſamt Seddelpapir, Trykning, Stempling, og Lønninger til Numeranter og Un⸗ derſkrivere 20628 Rbd. 92 ß. Sølv. — Gotgjo⸗ relſe for falſte Sedler 1008 Rbd. Sedler. Porto
3113 Rbd. 23 ßf. S. o. T. Andre Udgivter ved Kontoiret, Brendſel, Inventarium 1c. Sølv 576 Rbd. 91 ß. og Sedler 10091 Rbd. 83 8.
Bankens Bygning ftaaer VEG til Bardie 47779 Rbd. 32 f. Sølv.
Banken er i Anledning af dens Udlaan kommen i Beſiddelſe af MS Aktiva. vare af Beløb Den 31 Juli 1826 41086 Rbd. 69 ßf. S. o. T.
— 31 Juti 1827 32581 — 69 — Brankens Reſtancer fra 1818 og de føl: gende Aar ere betydelige. De udgjorde Den 31 Juli 1826 Sølv 580882 Rbd. 23 f. — 31 Juli 1827. 469597 — 29 Hvorvidt Bankens Opgjerelſe med Bank⸗ Inſtitutet i Altona er kommet i Henſeende til hvad Inſtitutet har at bidrage til Afgjsrelſe af den paa Banken ifølge Octrojens 12 §. hvis lende Gjeld, fees ikke, kun at fra dette Inſtitut er i Bankaaret indkommet a Conto til Afdrag 292734 Rbd. 36 f. Sedl. og T. — 8 31 Juli 1828 var afbraget 2 930,000 Rbd. 1826: 520,42 R. 92 f. Ei heller fees nogen Oplysning om en paa Ban: ken i Anledning af Courantſedlernes Indlesning
— — —
Publicum kjerkomment,
Diſſe
— . ———— . udd
88
haſtenbe uopgiort Fordring, ſom igjennem alle Regnſkabsaarene er anført, og ſom fra site Juli 1821 har været uforandret anført med 907762 f Rbdl. 38 f. Sedler og Tegn.
Det er ifølge Bankoctrojens 41 6. at de aarlige Bankregnſkaber bekjendtgjores. Man har for pttret, at det vilde ſikkert være om disſe Regnſkaber ledſagedes med nogen Beretning om Bankens Virkſomhed i Bankaaret til Opnaaelſen af de ſtore Beſtemmelſer ſamme har. Hvad har den paa enhver Maade bidraget til Lettelſe for Pros ” duktion, Handel ag Omfætninger? Det er aa⸗ benbart af Regnſkabet, at mange Summer ved Bankens Indlaan eredbunddragne Omlobet — ligeſom ved Sparekasſerne, efter den Indret: ning de have — og paa mange andre Maader. — Mærtelige ere de Breve fra Jylland ſom leſes i Dagen 1826 No. 300 og 303, og de høit yttrede Ønffer om Filial-Indret nin⸗ ger udenfor Kjøbenhavn, ſom Nationalbanken ved Oetrojens F. 57 er tilladt at have. Det var under 4 Juli 1818 Bankens Octroi blev givet; altſaa ere næſten ti Aar henrundne, men intet høres endnu dertil. Hvilke Grunde og Omſten— digheder hindrer Banken fra at opfylde de, ſom det ſynes, befsjede Onſkek, og ſom Regjeringen ved Octrojens Beſtemmelſe, har givet Udſigt til? Til Bankaarets Hiſtorie hører: at den forſte udnævnte kongl. Bank⸗Kommisſair, Geheimeſtatsminiſter F. Julius Kaas, dode d. II Jan. 1827, og at Hs. Exc. Geheime⸗. Statsminiſter v. Stemann under 22 Januari næftefter blev udnævnt til hans Eftermand. Hvad der fremdeles hører til Bankaarets Hiſtorie, An⸗ ordningerne Penge: og Bankveſenet vedkommende. Ufverlingerne i Beſtprelſens Perſonale, si ]
89
Meden! af de Udlaan og Diskonteringer Banken til at fremme Pengeomlsbet har gjort, Notitſer (naturligvis uden nogen, hverken intereſſerende eller nyttig Opgivelſe af ſpecielle, og private Forhold allene vedkommende, Navne og Omſten— digheder), f. Ex. Antallet af de Folier der haves, Belsbet af de Depoſiter den har e o. ſ. m.
wilde viſtnok have ſin Nytte. Id And
i; std . — 212 1 Om Sproguenigheden. SE
Den Bogſtavſtrid, ſom en Tidlang har her— ſket i vor Literatur, kunde hos Mange let op⸗ vælte den Formodning, at Retſkrivningen var nu bragt den urokkeligſte Faſthed faa ner, at der kun ſtod tilbage at beſtemme, om man! viſſe Ord f. Ex. ffal bruge k eller q, og andre ſaa— danne Uveſentligheder. Men det er dog viſt, at i intet europeiſt Tungemaal de. Skrivende indbyrdes ere faa uenige i Henſeende til Bog— ſtaveringsmaaden, end netop i dette Øjeblik i det Danſte. Enhver, ſtod han end paa nok faa lavt et Trin i Literaturen, troer ſig berettiget til at danne fig egne Sprogregler og til at nedrive
enhver Anden, der ikke nøje følger diſſe ſelvgjorte
Regler. Den Ene ſkriver f. Ex. maaſk ee, fkete, dem Anden maaſk e, ſke de, den Tredie maaſb je, ſkeete. A ſiger: man ſkal ſkrive negte, B der— imod raaber det er urigtigt! — man maa ſkrive
nægte. Sorvirringen bliver med hver Dag ſtorre,
og jo mere man ſtraber efter at nærme fig. Oz verenſtemmelſesmaalet, 9 mere fynes man at fierne ſig derfra.
En fuldkommen Overeensſtemmelſe i Bog— ſtaveringsmaaden gives der næften i intet Sprog.
25
to dawb, to disintangle og to disentangle. J
90 2 J det Engelffe kunne mangfoldige Ord ſkrives paa forſfjellige Maader. F. Ex. to dau b og . Franſt ligeſaa, endſkjondt maaſkee ſjeldnere. Man fÉriver Phiole og Fiole, Coeſſe og Coiffe ic. Kunne altſaa to ſaa dyrkede og ſlebne , Sprog, ſom det Engelſke og, Franſte ikke und⸗ gaae Uoverenſtemmelſer, hvorfor ſkulde det Danſte da kunde det? Hvo kan overalt med Beſtemthed ſige om det er rigtigere at ſkrive nægte end negte, maaſke end maaſkee, Have end Hauge? Kommer det her ikke ganſke an paa de Grundſetninger, man gaaer ud fra, i Henſeende til Etymologie og Sprogbrug? 5 hvor forſtjellige kunne ſaadanne Grundſet⸗ ninger ikke være ?
Men Bogſtaveringsmaaden i enkelte Zil- fælde, thi i de fleſte ere de gode Forfattere ſadvanligen overenſtemmende, udgjør den min— dre veſentlige Deel af et Sprogs Skjonhed, Vellyd og Eftertryhk. Om man end var fuld⸗ kommen enig em et Sprogs Bogſtaveringsmaade, ſaa kunde en Stiil, uden en eneſte Sprog⸗ eller Bogſtaveringsfeil, dog være meget flet, ligeſom omvendt en Stiil med virkelige Smaafeil, yp⸗ perlig, Erfaringen lærer at de meeſt ſkrupulsſe
Sprogpedanter, i Almindelighed ſkrive haardt og ſtift, og de, ſom beſkyldes for Synder mod
Sproglœren, fore en behagelig og flydende Stiil. Oet ſidſte er ogſaa noget naturligt; den ſom ſeriver med Aand og Folelſe, kan umuligt hvert Ojeblik huffe paa Badens Gramatik, naar det gielder om af ſkrive ſprogrigtigt eller paa Rah⸗ beks Leſebog, naar det gjelder om at ffrive ſprogſtjont.- Blair har med Exempler beviſt,
91
at i de bedſte af Addiſons Arbeider findes Sprogurigtigheder, og dog er hidtil ingen op⸗ ig ſtaget, ſom har villet fraftride Addiſon den for⸗ ſte Rang blandt Engellands Stiliſter.
Det ligger i Sagens Natur, at den meeſt
aandloſe Ord- og Bogſtavklover maa kunne finde Feil i det meeſt aandrige Arbeide, thi jo mere flydende en Stiil er deſtolettere kan der, ſom Jagt, have indſneget fig deri enkelte Urigtighe⸗ der. J det ſtjonneſte Anſigt kan man med et Forſtorrelſesglas opdage ſmaa Fregner og i den meeſt clasſiſte Stiil kan en pedantiſk Ordklover finde en Bogſtav⸗ eller Interpunctionsfeil. Hos den Kyndige kunne flige micrologiſte Üdpegnin: ninger vel ikke ſkade den kritiſerede Forfatter, men deſtomere hos den uſelvtenkende Hob, der, naar den ſeer en Ramſe af ſaakaldte Feil mod— Retſkrivning, ſtrar udraaber: han maaler ham min Tro Skjæppen fuld! — Den ſande Kjen⸗ der vil imidlertid nok vide at ſkjelne mellem et raphaelſk og et chineſiſk Malerie, mellem Thor⸗ valdſens Jaſon og een af Traſigurerne ved eee 2118.
Den angel fe Plov og det ſvenſke N. Hoor dog den engelſke Plov arbejder her⸗ ligt i den muldede Jord, hvor den gaar dybt og ſtadigt og befværer- dog faa lidt ſom det er
muligt de Dyr ſom trekken den, hvor den er ſimpel i ſin Indretning, let at haandtere, nem at ſtyre og i mange flere Henſeender fortrinligere
end den ſedvanlige danſke. Men fe! Naboerne og ſpotte over de nye Kunſter, over ham ſom forkaſter det gamle og bilder ſig ind
der ſtaa
92
at han er klogere end andre; ja! de er nerve at ſige, at han ſom ikke vil bruge den danſke Plop burde heller ikke have danſkt Jord, og at det flet ikke var for haardt om de ſom ynde faa meget det engelſke det udenlandſke om de bleve en ſmule landsforviſte. Det er naturlig— vis kun Idioter og Hjemfodninger og Slendri⸗ anshelte ſom mene ſaadant, men deres Tal er mange og deres Magt er ſtor. Beklager mig derfor, J Oplysningens Venner, J ſom er⸗ kjende det Gode af hvad Land og Folk det end
er, jeg tor herefter ikke bruge den, e
Plov!
Hvor dog det ſvenſke a er et langt mere
pasſende Tegn for ſi ſin Lyd end det hidtil brugte ; dobbelte a, hvor det er langt lettere at ſkrive
og næmmere for Born at lere og kan aldrig give Anledning til Misforſtagelſe og urigtig Udtale ſaaledes ſom det danſke aa gjør i. mange g Ord bande af.vore egne og af de fremmede ſom vi bruge. Men der ſtaa de og ſtirre derpaa og gjøre fig faa dumme, ſom om de ikke kunne læfe det og kalde det ſpotvis en Hieroglyf og belægge det med andre ſmukke Ogenavne; der knurre de over at det naſjonale forkaſtes og god gammel Skik og Brug. tilſideſcttes for, at indfere nye unyttige Moder; ja de ere iftanb ; til at ſige, at hvis vi nogenſinde bleve under⸗ trykkede af vore ſvenſke Naboer, da var det hans Skyld ſom forſt indførte det ſvenſte 4. Det er forunderligt at ſaadanne Meninger kan exiſtere, og det blandt dem, ſom ellers tale for
Oplysning, Fremſkridt og Univerſalitet, men ſom i denne Henſeende ere ultradanſke illibe—
rale; men deres Tal er mange og deres Magt
U
93
er ſtor. Beklager mig derfor, J ſimplere fri—
ere Sjæle, jeg tor herefter ikke bruge det ſven⸗
fle a. d. Iſte Januar 1828. S8. — ——— — —Ü̃ Indenlandſke Efterretninger. Den 12 Jan, døde i Kjøbenhavn Profeſſor
Peter Mandrup Lem i fir 68de Aar. Han var i fin Tid den forſte Violinſpiller i Dan:
mark, og allerede ſom Barn, da han i de Con-
certer, hvor han ſpillede, maatte" ſtaae paa en Skammel, vakte han almindelig Beundring. Han fremtryllede paa fit Inſtrument rene Solotoner og i den Henſeende lod han ſikkert intet Ynſte tilovers. Men hvad der maaſkee manglede ham, var Folelſe og Begeiſtring i den Grad, man med Foie fordrer dem hos en Virtuos. Han har dannet mangfoldige Elever; men ſom Com⸗ poniſt har han aldrig udmærket ſig. Ved le⸗
Semlig Svaghed var han allerede længe død for
Kunſt.
Efterat Mad. Catalani har nedſat Pri⸗ ſerne paa Billetter til hendes Concerter fra 4 fil 3. Rbd. for Parquet, fra 18 til 10 Mk. for Paterre og faa fremdeles, er Sogningen derefter bleven faa ſterk, at man har ſeet ſig nodſaget til at lade bekjendtgjere, at ingen Notice vil blive tagen af mundtlige eller ſkriftlige Be⸗ ſtilinger til næfte Concert, men at de blot er⸗ egern Dag, den anmeldes, hos Hr. Casſe⸗
Det ſkal beſtage af 5 Claſſer, Indſkuddet bliver til Iſte C. 2 Rbd., til 2den, 3die og Ade C. 5 Rbd.
»hver Gang og til Ste C. 6 Rbd. Den hoieſte
Gevinſt i Iſte C. bliver 2000 Rbd., i 2den 3000 Rbd., i 3die 4000, i 4de 5000 Rbd., i Ste
40, 00 Rbd. 5
Med Clasſelotteriets Indretning for Aaret 1828 er der atter foregaget en Forandring.
94
Blandede Efterretninger.
Mahagonitrcet udmerker fig ved Pragt og Storrelſe iblandt Trœerne, og voxt' et herligt Egetree, vore Skoves Konge, ved Siden af det, vilde Egen i Ligning mod hint Trope-Tre ſynes⸗ dvergagtig. Dets Stammes uhyre Omfang og Hoide, og det udſtrakte Rum, ſom dets Rødder optage, gjør det til en ophøjet Naturgjenſtand, og indgyde ſnart den Tanke, at denne Plantekolos er ſkabt for en Titanſlagt. — Handelen med Mahagony eller Akajou-Trœet var i det 17de Aarhundrede endnu ubekjendt i Europa, men er nu udbredt over den hele civiliſerede Verden, og bleven neſten en Nodvendighed. Træet hs⸗ rer efter det linneiſke Syſtem til Jode Klaſſe, og den bekjendteſte Species fører Navnet Swie- tenia Mahagony. Linnee gav Planteſlegten Navn efter fin Ven Gerard van Swieten. Det voxer hoiſt langſomt, og faldbare Zræer ere,
efter almindelig Angivelfe, 180 til 200 Aar
gamle. Fra Honduraskyſten i Mellem-Amerika er Mahagoni-Traeets Udforſel vigtigſt. At finde Grupper af dette Tree i de ſtore Skove, at bane Veie dertil, fælde det, bringe Plankerne frem til Stranden er et beſverligt Arbeide, og beſkef— tiger mange Menneſker. (En udførlig Beretning herom, efter. Capit. Philipp's Honduras-Alma⸗ nach, leſes i Columbus, Januar Haftet.)
—
J Amerika ere forſkjelige Steder der fore Navnet Hamburg, ſaaſom: e
J. Hamburg i Staten Penſylvanien i Can⸗ ton Becks, Diſtriktet Windſor. En Tyſter ned⸗ fatte fig her forſt i Aaret 1783. Nu har Ste— det 70 velbyggede Huſe, omtrent 400 Indvaa—
nere, deels Lutheranere, deels Reformeerte med
en fælles Kirke. ; 5
2. Hamburg i Staten Delavare, Canton Newcaſtle, omtrent 8 Mile ſydveſt for Philadel⸗ phia. 1820 havde denne lille Bye kun 18 ſmaae Huſe, for ſtorſte Delen kun beboet af Mulatter
og Negre. f
7
bus. Jan.)
1820 af
95
3. Hamburg i Staden Syd⸗Carolina paa
den øftlige Side af den fejlbare Flod Savan—
nah, ligeover for Staden Auguſta i Staten Ge⸗ orgien, og forbunden med ſamme ved en ſkjen Broe. og opbygget. 1824 havde den 600 Indvaanere, i Auguſt 1826 allerede 2600, og den er i ſterkt Tiltagelſe. Staden er neſt Auguſta Hovedſta— pelpladſen for Bomuldshandelen. betydeligſte Stad af dette Navn i Amerika; den ftaaer i Forbindelſe med Savannah og Charles— ton ved Dampſkibsfart. Der bygges ideligen
ſtore og prægtige Mur- og Qvaderſteens⸗Bygnin⸗ Staden er anlagt, r. Andreas Schultz, en fod Hambor⸗ ger, ſom havde arbeidet i ſin Fedreneſtad, ſom
ger, dg en Kirke er opfort.
Karl i et Brendeviinsbrœnderi, men var derfra gaaet ſom Matros til Nordamerika.
Egn. 4. Hamburg i Staten Illinois er et lidet Sted paa den eſtlige Kyſt af Misſiſippi, har
kun 12-14 Huſe, meſt af Trœſtammer, ligger
lavt og uſundt.
N y
S, Hamburg, en liden Stad i Canton Stark, Staten Ohio, havde. i Aaret 1828 et Antal af 200 Indvaanere. Vil blive betydelig, efterhaan⸗
den ſom der ryffes frem med Anlægget af den Canal der ſkal forbinde Erie ⸗Seen med Ohio⸗ Strommen. i - :
Paa den øftlige Side af Surinams Mun⸗ ding i det nederlandſke Guayane paa Sydame— rikas Nordoſtkyſt ligger en betydelig Kaffeplantage
Hamburg. (Forkortet fra Colum⸗
med Navnet
Kjebenhavn. Forlagt af S.
Staden er ſundt og regelmesſigt anlagt.
Den er den ; Svenſte Sedler
Han hol⸗
des nu for en af de rigeſte Mænd i ſamme
„ ø
2
96 Kiobenhavns Bors, d. 18, Januari 1828, Hamburg 2a M. — a ; à vista 218 | 1
Species 219 i Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 228. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler f * pr. 100 Specier 155 1583 Rbd. Sol. pr. Rolr. Rigsgjeld 49 — Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.) 842 85 Rbd. Sedl. Dito Dito 774 — i Banco Nationalbank Obligationer (af Laanet 4 Febr. 1820) 1025 103 Rbd. r. S. Dito Dito …s 4%» & + 1124 N Sedler i 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. : j : Renter pr. 6 Januar 97 972 Rbbd. r. S. 6 pC. norſt Laan '
ved Hambro & Sen 105] — i Banco 4 pC. Dito nye . 98 982 i Banco Aſiatiſke Comp. Actier — [— i Sedler 3 pC. nye danſke Oblig. 57458 L. Sterl.
77 8 It ali en. ſt.
J dette Sprog gives Underviisning af en indfødt Italiener, for en moderat Priis. En Billet desangagende bedes aflagt hos Hr. Con⸗ ditor Pedrin, i Boutiquen paa: Gammeltord No. 89. 0 i: 7 1 ; g
Nettelſe.
No. 4, S. 61, L. 16 nedenfra: tjent i Wien læs: tjent, til Wien
iſtedetſor
4
Soldin. Trpkt k. L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, Bſtergade No, 60. in 5 7
—
Nyeſte
Skilderie f Kjøbenhavn.
Femogtyvende Aargang.
No. 7.
Udgivet og redigeret af Fr. Thaaru p, Etatsraad.
Forſendes,
ifolge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne.
Tirsdagen den 22 Januari 1828.
FS
Et Dar Ord med Senſyn til der Chris ftuss Billede, ſom ſiges at ſkulle opſtil⸗ les ved Alteret i vor Frue Kirke.
v uu
Da Morten Luther havde reiſt det aande—
lige Banner mod Forderverne af den chriſtelige Kirke, bleve mange ved dette Syn ſaa forvirrede i Hovedet, at de meente, Timen var kommet, da det reent aandelige ſkulde fremtræde, og Sandſeverdenen at træde tilbage i Alt, hvad angik Tilbedelſen. Det var ſaadant Menen der gjorde, at en Carlſtadt og Konſorter brode ind i Wittenberger⸗Kirken, og nedreve ſkjændi⸗
gen alle Kunſtens ſkjonneſte Verker; glemmende,
at eet er det, at forherlige en Begivenhed ved en Kunſtforeſtilling, for derved at vakke dyre⸗ bare Minder; et andet at ville binde Aanden til Tilbedelſen ved Fremſtillingen af religioſe Gjenſtande. Kirke lyſe fit Anathema! — J Tidens Gang
har denne Sag tagen en forſtjellig Retning i
— — —
Over det ſidſte bor den chriſtelige
den proteſtantiſte Kirke. Det henrundne Aar— hundrede, der troede med fuldkommen Vished at have afgjort, at Philoſophien ſkulde være Hoved— hjorneſtenen for Chriſtendommen, troede ogſaa med Henſyn til den udvortes Gudsdyrkelſe at have grebet det Rigtige. Alt ſkulde være Aand, og, ſtjent det Sandſelige ſtak temmelig ſterkt frem i mangen Philoſophs Liv, blev dog Reſul⸗ tatet, at al Ceremonie og al ſandſelig Indvirk— ning til Fromheds Oplivelſe hos Menneſket ſkulde bandlyſes af vore Kirker. Heraf fulgte, at alle Kirker, ſom enten bleve ny opbyggede, eller hos hvilke der kunde gjeres fornøden Forandring, bleve indrettede ſaaledes, at enhver Gjenſtand, der tog Henſyn til Gudsdyrkelſen, og ei agtedes
abſolut nødvendig, felv hiſtoriſke Monumenter,
bortfjernedes fra Kirken. Dog — nu ſynes det igjen, at man har fattet det rette Forhold imel⸗
lem det aandelige og ſandſelige; man ſynes at
forſtaae, at gjennem Legemet bor Aändens Liv gives Næring. Man finder det ei mere urigtigt, men endogſaa paſſende, at Kirken eier værdige Ceremonier; at den ſmykkes med Kunſtverker,
les et Chriſtusbillede.
Å
99
der betegne Handlinger af Aabenbaringens hiſto⸗ riſte Deel. Dette Princip ſynes man ogſaa at folge for vor Frue Kirke i dens nye Skikkelſe. Imidlertid ſiges der, at ved Alteret ſkal opſtil⸗ Forudſat, at dette er fandt, da mage Anmelderen tilſtaae, at denne Idee har vakt hos ham heelt ſelſomme Folelſer. Et iſoleret Chriſtusbillede, hvad er dog dette? En olympiſt Jupiter i en ſaadan Fremſtilling, det er forſtaaeligt; men et ſaadant Chriſtusbil⸗ lede er uforſtaaeligt. Perſon, men ogſaa en guddommelig Perſon. Som en hiſtoriſt Perſon henhører han under Kunſtner⸗ nes Forum. Men ſom ſaadan kan han kun frem⸗ ſtilles ſaaledes, at han ſees i en menneſkelig Handling. Paſſende ere derfor Fremſtillinger af Chriſtus, hvor han f. E. ſees at velſigne Bor⸗ nene, at helbrede en Syg og desl. Men, frem⸗
ſtilles han iſoleret, uden nogen Henſyn til en
eller anden hiſtoriſt Handling, da er Meningen
af denne Fremſtilling: Han ſtaaer der ſom Guds
Son! Men er ikke en ſaadan Fremſtilling et
Misbrug af Kunſten? er forargelig for den ſande
Chriſten? uværdig for den proteſtantiſke Kirke? Er ei en ſaadan Fremſtilling af Chriſtus et Mis⸗ brug af Kunſten? Guds Son ſtaaer ſom et Ideal for den troende Chriſtens Sjæl. Jo renere hans Aand vorder, jo mere han veed at oplofte fig til en aandelig Dyrkelſe af Gud, deſto ſkjoennere ſtager Frelſeren for ham; faa ſkjon, at han føler Umueligheden af at indeſlutte hans Veſen i en dod Form. Mon Kunſtneren tænkte herpaa, da
det blev en Opgave for ham, at danne et iſole⸗
ret Chriſtusbillede? Viſſeligen ikke! Thi aldrig vil den ſande Kunſtner misbruge ſin Kunſt. Han tenker fig Chriſtus, ſom en hiſtoriſt Perſon; men
Chriſtus er en hiſtoriſt.
»Ou fal ei gjøre dig noget Billede efter det,
Sppbyggelſe vil kunde nyde Naademaaltidet ved
100
7
det bliver han aldrig, naar han fremſtilles iſo⸗
leret, Skulde derfor ikke et ſaadant Billede i en chriſtelig Kirke blive forargelig?
hans Aand, da flager det Menneffebillede for ham, bryder Staven over hans ſalige Folelſer, og boier hans Aand fra Himlen til Jorden. Det er med en ſaadan Fremſtilling, ſom med Afbild⸗ ningen af Gud, der desværre endnu findes i al muelig Krashed paa adſkillige Altertavler. San⸗ deligen, jeg maae anſee en ſaadan Fremſtilling af Chriſtus at være uværdig for den proteſtan⸗ tiſke Kirke. Har man da ganffe glemt Buddet:
ſom er i Himlen”; — bor den proteſtantiſke Kirke, hvis Maal dog er, at fore dens Medlemmer til en Tilbedelſe, der ſaameget mueligt realiſerer Herrens Ord: at tilbede i Aand og Sandhed, ei vogte fig for — man vil ei ſige, at indføre | Billeddyrkelſen — men at aande paa Billederne, for at forſoge om de faae Liv? Ja! et Liv faae de vel! Kunſtnerens Liv, der er paa ſit Sted, hvor det hiſtoriſke fremſtilles, eller menneſkelige Idealer; — men det har forvildet ſig der, hvor Livet, ſom ſkal ſees, er helligt og evigt. Bnſkeligt var det derfor, om Nogen, der vidſte fuld Beſked med dette Chriſtusbillede, vilde. give fornsden Oplysning derem, at man kunde vide, hvorvidt man engang med ſand aandelig
Alteret i vor Frue Kirke. Thi vel ſandt, ved en ſaadan Handling er det indvortes Menneſke Hovedſagen; dog Yderverdenen har for megen Magt over Menneſtet, at man bor troe den kan overſees. 119-8. :
;
Thi naar den ſande Chriſten i Troe oplofter ſin Sjel til fin Forſoner, og hans lipſalige Billede fvæver for
101
Bauſſets Mindeveerdigheder om ) Napoleon.
Den franſke Preſſe har en Tidlang veret ſyſſelſat med at levere Bidrag til Napoleons Hi⸗ ſtorie. Adſtillige af dem have unagteligen aab⸗ net nye og. vigtige Kilder til Oplysning, andre ere aabenbart blot ſkrevne for at tilfredsſtille den almindelige Søgning efter Morſkabslasning, fom ifær de mangfoldige, al Bogaffætning un⸗ dergravende, Læſe⸗ og Laanebibliotheker med u⸗ beſtrivelig Gridſkhed fordre i Frankrig ſom over⸗ alt. Memoires pour servir à Ihistoire have længe været en ſogt Modeartikel i de franſke Bogma⸗ nufacturer, beregnede paa ojeblikkelig Afſetning, og udarbeidede med ſtorſte Ilferdighed, uden Henſyn til om de kunde være til nogen Nytte for den tilkommende Hiſtorieſkriver. Et Verk, der ikke hører til de mindſt agtverdige i denne Claſſe, er Memoires Anecdotiques sur l'interieur du Palais, et sur. quelques evenemens de VEm- pire, depuis 1805 jusq'uau I Mai 1814, pour
servir à Thistoire de Napoleon. Par L. F. J. D.
å de Bausset, ancient Prefet de Palais Impe- J Paris 1827, 2 Tom. 8. — Forfatteren har iti Aar været Prefect eller Overopſynsmand over det Keiſerlige Pallads. De Efterretninger han meddeler i denne officielle Egenſkab, eller de Kjendsgjerninger, han ſom Ojenvidne ſtad⸗ faſter, fortjene derfor at betragtes ſom ſerdeles paalidelige. Mindre Tillid have derimod de Beretninger, han meddeler efter Andres Fortel— Ting, Krav paa. Han leverer viſt nok ofte i fit Verk mange ubetydelige Træk af Napoleons Characteer og Handlemaade, men da ſelv det Ubetydeligſte, der angager en flor Mand, altid har Intereſſe, | faa tillade vi os her at anføre
102
nogle deraf, Hver Morgen Kl. 9 kom Keiſeren ud fra det Indre af fine Cabinetter, ganſke ſaa⸗ ledes paakledt, ſom han gik den hele øvrige Deel af Dagen. De opvartende Officerer bleve forſt modtagne og erholdt Inftructioner for hele Dagen. Derpaa fulgte grandes entrées, beſtemte for Perſoner af hojeſte Rang. Kl. 94 ſpiſte Napoleon Frokoſt, hvortil han i Almindelighed kun behøvede otte Minuter. Men naar han ſtundom trængte til at lukke fit Cabinet, ſom han kaldte det, faa varede Frokoſten temmelig længe. Han var da meget munter og ſnakſom, og modtog Beſog af Mange, Berthollet, De⸗ non, Corviſart, David, Gerard, Iſabei, Talma, Fontaine. Miniſterne og Generaldirecteurerne modtog han ſedvanligen Kl. 6, efter Middags⸗ taffelet, og underſogte da med dem offentlige Anliggender. J Mad og Drikke var han meget— maadeholden. Han drak ingen anden Viin end Chambertin, og ſjeldent uden blandet med Vand. Aldrig nod han Liqueurer. Han drak alminde⸗ ligen to Kopper reen Kaffe, en Kop om Morge⸗ nen, og en anden efter Maden. Middagstaflet varede kun fra 15 til 20 Minuter. Saaſnart. han var traadt ind i Selſkabsſalen præſenterede en Page ham en forgyldt Solvptallerken med en Kop og en Sukkerſkaal. Den forſte opvartende Cavalier ſkjænkede Kaffeen. Keiſerinden tog Keiſerens Kop, ſkjcnkede den i Underkoppen, og rakte Keiſeren den. Ofte glemte Napoleon at drikke ſin Kaffe; baade Joſephine og ſiden Marie Louiſe maatte da minde ham derom. Snart derefter gik Keiſeren ind i ſit Cabinet til ſine
Forretninger, og Keiſerinden ned ad en Lontrappe til ſine Verelſer, hvor Hofdamerne og de andre
berettigede Damer vare forſamlede. Der frem⸗ ſattes nu Spilleberde, for at danne en Cirkel:
* 4
deligſte Efterretninger om.
103
Ofte kom Keiſeren ned og talede fortroligen med Damerne eller andre Tilſtedeverende. Saaledes var almindeligen det Liv, Napoleon førte i Thuillerierne, og dets Ensformighed blev ene af- brudt ved en Concert, en Comedie, et Jagtpartie. — Et af de intereſſanteſte Stykker i Bogen er Forfatterens Skildring af det Optrin, der fandt Sted, da Napoleon forſte Gang tilkjendegav Joſephine, at han vilde lade ſigeſtille fra hende: et Optrin, ſom Forf., der ſelv har ſpillet en Rolle i denne Tra⸗ gedie, var bedſt iſtand til at levere de omſten⸗ Tre Dage, ſiger Bauſſet, forend vor Ankomſt til Fontainebleau, ſporede jeg nogle Tegn paa Mismod i Joſephi⸗ nes Anſigt og meget mindre Frihed i Keiſerens Fremfœerd mod hende. En Morgen. efter Froko⸗ ſten gjorde Keiſerinden mig den Wre at indlade ſig i en Samtale med mig. Efter adſkillige ligegyldige Sporgsmaale, ſom angaagende Maa⸗ den, hvorpaa vi tilbragte vor Tid i Schoͤnbrunn, ſagde Keiſerinden: “ Hr. Bauſſet, jeg ſtoler paa Deres Hengivenhed for min Tarv og forlader mig paa, at De med Oprigtighed vil beſvare mig det Sporgsmaal, jeg nu vil gjøre Dem.“ Jeg forſikkrede hende, at jeg var villig til at give hende enhver Oplysning, jeg var iſtand til, og at jeg faa meget lettere kunde gjøre det, ſom intet var blevet mig meddeelt under den Betin⸗ gelſe, at jeg ei ſkulde aabenbare det. Vel, ſagde hun, faa ſiig mig, hvorfor den ſerſkilte Forbindelſe mellem mit og Keiſerens Cabinet er lukket.“ Jeg har ikke erfaret det, Madam; Alt hvad jeg veed er, at der er begyndt paa Repa⸗
rationer, men man har ſtandſet dermed, paa"
Grund af, at Keiſeren er. kommen tidligere hjem end man ventede, Maaſkee man har forudfat,
104
at det ikke var ſandſynligt, at han ſaa ſildigt paa Aaret vilde reſidere i Fontainebleau. Deres Majeſtœt kan fee af adſkillige Moblers Beſkaffen⸗ hed i hans Cablnetter, at Tingene ere i en ufuld— endt Stand.“ Dette var mit Svar, og jeg ſkulde virkeligen havt ſtor Vanſkelighed ved at give et andet. Jeg var ikke opfordret til at tale om Omſteendigheder, ſom jeg ſelv havde iagttaget. Aldrig ſkal jeg glemme denne fortraffelige Fyrſt— indes ſidſte Ord til mig: Hr. du Bauſſet, tro mig, der er noget Hemmelighedsfuldt i alt dette. Denne Samtale virkede til at forøge det Ind— tryk, der gjordes paa mig, medens Underhand— lingerne i Schönbrunn fandt Sted. Mine Gis— ninger bleve ſnart ſtadfeſtede. — Kongen af Sachſen ankom til Paris d. 13 Nov. og Deres Majeſteter forlode Fontainebleau d. 14de. Na⸗ poleon var til Heſt og tog ind i Palladſet de PElysée, hvor Kongen af Sachſen boede. Jeg bemerkede Keiſerens tiltagende Forvirring i For hold til Joſephines tvivlſomme Forudfolelſe af en nerforeſtaaende Ulykke. Jeg havde. Opvart⸗ ning i Thuillerierne Mandagen d. 27 Novbr. 5 denne og den neſte Dog mærkede jeg en flor Forandring i Keiſerindens Anſigt, og en taus Toungenhed i Napoleons Vœeſen. Naar han afbrod Tausheden under Maaltidet, ſaa var det blot for at gjøre mig nogle ſmaa Sporgsmaale, hvis Beſvarelſe han aabenbart ikke horte efter. Paa den Tid varede Taflet ſjeldent længer end ti Mi⸗ nuter. Stormen udbrød Torsdagen d. 30 Nov. Deres Majeſtœter fatte fig til Bords. Joſe— phine havde en ſtor, under Hagen faſtbundet Hat paa, der bedekkede en ſtor Deel af Anſig⸗ tet. Det forekom mig ſom jeg desuagtet kunde
ſee, at hun havde grædt og hun endnu med
Vanſkelighed undertrykte fine Taarer.
*
Hun var
*
—
105
Sorgens og Fortvivlelſens udtrykte Billed. Den dybeſte Taushed iagttoges under Maaltidet; ingen af dem nod noget af det, der ſattes ſor dem, uden for et Syns Skyld. De eneſte Ord, Napoleon yttrede, vare henvendte til mig: Hvorledes er Veiret? J det han ſagde dette reiſte han fig. fra Bordet og Joſephine fulgte ham langſomt. Caffeen blev bragt, Napoleon tog en Kop, ſom den opvartende Page preſen— terede, og gjorde et Tegn, at han ønffede at vere allene. Jeg gik ſtrax, fuld af Sjeleangſt. Jeg ſatte mig i Spiſeſalen, ner ved Keiſerens Selſkabsvœrelſe. Paa eengang hørte jeg Joſe— phine udſtode et voldſomt Skrig i Keiſerens Verelſe. Een af Kammerfrokenerne, ſom for⸗ modede, at Keiſerinden ikke var vel, var i Be— greb med at aabne Doren, men jeg forhindrede hende deri, i det jeg bemærkede, at Keiſeren, hvis han agtede det nødvendigt, vilde falde no; gen til Hjelp. Jeg ſtod nærved. Døren, da Napoleon ſelv aabnede den og, da han blev mig vaer, ſagde han paa en forvirret Maade: kom Bauſſet og luk Doren. Jeg gik ind i Cabi⸗ nettet og ſaae Keiſerinden ligge paa Gulvet, udſtedende de meeſt gjennemtrengende Skrig. Nei, jeg overlever det aldrig, ſagde den ulyk⸗ kelige Joſephine. Napoleon ſagde til mig: Har Du Kræfter nok til at løfte Joſephine og bære hende ned ad Lontrappen ind i hendes Ca— 9 til den fornodne Hjelp kan ydes hende?“ Jeg adlod og loftede Joſephine op, ſom jeg troede led af et Nerveanſted. Med Napoleons Hjelp tog jeg hende i mine Arme, og han ſelv lyſte mig ned ad Trappen. Da vi kom til det forſte Trin af Trappen, ſagde jeg til Napoleon, at den var for ſmal til at jeg kunde gaae ned ad den uden Fare for at falde. Han kaldte
106
ſtrax paa Portefeuille-Bevareren, der Dag og Nat holdt Vagt uden for hans Cabinet, ſom ſtod i Forbindelſe med Forgemakket ved Traps pen, leverede ham Lyſet ſom vi ikke behøvede. længer end til at finde Veien ned ad Trappen, og befalede ham at gage foran. Selv holdt Keiſeren ved Joſephines Fødder, for at under— ſtotte mig i at bære hende ned. Et Sjeblik kom min Kaarde i Veien og vi vare ner faldne alle Tre; men lykkeligviis ſlap vi ned uden Skade og lagde vor dyrebare Byrde paa en Sopha i hendes Sovecabinet. Napoleon ringede ſtrax paa Keiſerindens Kammerjomfruer. Da jeg forſt loftede hende op, holdt hun inde med at yttre nogen Klage. Jeg troede hun var falden i Beſvimelſe; men den Gang min Kaarde kom i Veien midt paa Trappen, var jeg nodſaget til at trykke hende tættere til mig, for at fore komme at hun ffulde falde, hvilket kunde have alvorlige Følger for alle de, der havde Deel dette ſorgelige Optrin. Mine Arme fluttede Keiſerinden om Livet, hendes Ryg hvilede paa mit Bryſt og hendes Hoved paa min hojre Skulder. Da hun bemarkede min Anſtrengelſe for at forekomme hendes Fald, ſagde hun med lav Roſt: De trykker mig for haardt.“ Jeg ſaae nu, at der var ingen Fare at befrygte og at hun kun for et Sjeblik havde været berøvet Folelſen. Joſephines Stilling var i hoi Grad ſorgelig. Jeg havde ingen Leilighed til at iagt— tage Napoleon; thi ſaaſnart, Kammerſomfruerne vare komne Keiſerinden til Hjelp, gik han ind i et lidet Cabinet, der ſtodte til Sovegemakket, og jeg fulgte efter ham. Hans Bevagelſe og Angeſt var overordentlig. Han underrettede mig om Aarſagen til Alt hvad nyligen havde fundet Sted og fojede til: Frankriges og mit
107
Huſes Tarv tvinger mig til at modſætte mig mit Hjertes Bydende. Skilsmiſſen er bleven en ſmertelig Pligt for mig. Jeg er ſaa meget mere bedrøvet ved dette Optrin, ſom Joſephine allerede i de ſidſte tre Dage maa have erfaret, igjennem Hortenſia, den pinlige Nodvendighed, ſom tvinger mig til at lade mig frille fra hende. Jeg beklager hende af mit ganſke Hjerte; men jeg havde troet hun beſad mere Styrke og jeg var ikke beredt paa ſaa voldſomt et Udbrud af Sorg. Han kunde ikke udtale et Ord uden at puſte. — Det hele Optrin varede otte til ni Minuter. Napoleon ſendte ufortsvet Bud efter Corviſart, Dronning Hortenſia, Cambateres og Fouche.
Indenlandſke Efterretninger.
J Adelgaden, lige over for Helſingsersga— den, boer en fattig Enke, ved Navn Maren Til⸗ green, ſom er 105 Aar gammel. Dette er det andet Exempel paa en overordentlig hoi Leveal⸗ der her i Landet i den allernyeſte Tid. For et Par Aar ſiden døde i Fattighuſet i Frederiks⸗ berg en Olding, ved Navn Anders Normand,
der i yngre Dage havde ſtaaet i Krigstjeneſten, i en Alder af 106 Aar, i det mindſte efter det af ham ſelv opgivne Fodſelsaar.“
Torsdagen d. 24 de d. M. er berammet en Generalforſamling i det Kgl. aſiatiſte Compag⸗ nie, ſom Intereſſenterne anmodes at mode i, jur 1) at lade fig meddele de Efterretninger, ſom Directionen maatte have at foredrage; 2). at børe Oeciſionen over det europeiſte Regn⸗ ſkab fra 12 April 1826 til 11 April 1827; 3) at meddele Approbation paa den af Compag— niets beſtandige Commisſton bifaldte Fortolkning af Conventionens §. 15; 4) at vælge en lovkyn⸗ dig Directeur i Etatsr. Schaͤffers Sted blandt folgende Interesſenter: Etatsr. Bildſted, Con⸗ fer. R. Schlegel, Etatsr. Schaͤffer, Juſtitsr, og Hoieſtr. Advoc. Treſchow; 5) at vælge en lov⸗
— "4
—
108
kyndig og en handelskyndig Deciſor, blandt de dertil af Commisſionen foreſlagne Intereſſenter.
Veiviſer eller Anviisning til Kis⸗ benhavns, Chriſtianshavns og Forſtedernes Be⸗ boere for Aaret 1828, redigeret, forlagt og uds givet af Boghandler L. Thieſen, er udkommen. Denne Gang er dette nyttige Skrift 633 Si⸗ der eller 262 Ark ſtort, altſaa 13 Sider ftørre end forrige Aar, hvilket nokſom vidner om for⸗ øget Fuldſtendighed, hvorefter Udgiveren umis⸗ kjendeligen ſtedſe har ſtrebt. Saaledes ere denne Gang ved Slutningen af Bogen tilfsjede to Artikler: I) om de udenlandſke Geſandtſkaber ved det danſke Hof og 2) om Dampſfibsfarten imellem Kjøbenhavn og Kiel, Dobberan, Trave⸗ muͤnde, Luͤbek, Jylland, London, Petersborg, Gothenborg og Norge, hvoraf Dagen og Klokke⸗ flættet naar hvert Dampfſkib afgaaer, erfares. Uagtet denne Aargang af Veiviſeren er ſtotre end den forrige, ſaa er Priſen dog den ſamme, nemlig indbunden i engelſkt Bind 2 Rbd. Den faaes i Forlaggerens Boglade pan Borſen No. 12 og i hans Bopæl No. 66 ved Nybors.
Et lidet Skrift er udkommet under Titel: Om Anvendelſen af rusſiſke Dampbade efter Dr. Smith, udgivet af Dr. Med. Trier.“ 1827. 27 S. 8. Særffilt aftrykt af Bibliothek for Leger 7. Bind. Originalen er indført i Pochhammers: Rusſiſche Dampfbaͤder als Heilmitkel, durch Er⸗ folge bewaͤhrt. Berlin 1824. Hr. Det. Trier har frit overſat Skriftet og overgaaet hvad han troede burde udelades. Ligeſom i dette Skrift udvikles i hvilke Tilfælde de rusſiſke Bade ere tjenlige, og i hvilke de ikke bor bruges, ſaa er endnu et andet Skrift af en danſt Lege om de rusſiſke Bade i Vente; ligeledes vil et tredie lidet Skrift om denne Gjenſtand med det forſte udkomne paa tyſk, i hvilket vil afhandles om de Forſigtigheder, ſom ved deres Brug ere nodven⸗ dige, og hvor vigtigt det er, at den Lege der kjen⸗ der Perſonerne, ſom ville bruge dem, deres Con⸗ ſtitution ꝛc. mage vere den egentlige Lege under Brugen, faa at ingen egen Badelege bruges, men kun en Asſiſtent, der ſtedſe kan være ved Haanden, for efter Patientens egen Leges For- ſkrift at paaſee det Fornodne. 52
109
Blandede Efterretninger. Engelſte Voeddelobsheſte.
| Paa at opføde og dresſere disſe Dyr, ans vendes den allerſtorſte Omhu, der grunder fig ligeſaa meget paa Speculation, ſom paa Liden⸗ ſtab, thi ſom Hurtiglobere ſkulle de vinde ſtore Summer, og naar de paa denne Maade ere kom⸗ ne i Ry, ſkulle de ſom Hingſter vorde en bety⸗ delig Indtagtskilde for Beſidderen, efterdi man betaler indtil over tredſindstyve Pund Sterling, for hver Gang en Hoppe fager Tilladelſe at bes ſoge dem. Ved Veddelsbet ere Heſtene ſed⸗ vanlig udruſtede med en overordentlig let Sadel og en ſimpel Trenſel. Sadelen lader ſig bedſt
ſammenligne med en Barneſadel, paa bvilken
Rytterens Laar neppe have det nodvendige Rum; men Jokeyen ſtaaer ogſaa mere i Stigboilerne end han ſidder paa Sadelen; han boier Over⸗ livet langt fremad, og er det en lang Strakning, ſom ſtal gjennemlobes, eller er Veiret noget luf⸗ tigt, pleier han ogſaa at binde Halstørflædet om ſin Mund, for bedre at kunne drage Aande ved den yderſt heftige Bevegelſe og det derved for⸗ aarſagede Lufttryk. Løbets Udferelſesmaade bli⸗ ver punktligen iverkſat efter de iforveien offent⸗ liggiorte Beſtemmelſer. De Heſte, ſom frulle lebe i Felledsſtab, føres af ſeregne Staldkarle og forſamle ſig paa den Deel af Banen, ſom har den betingede Afſtand fra Maalet; med den kompferdige Jokey, ſom har fin Sadel under Ap foretager og afgjor imidlertid den ſag⸗
yndige Kampdommer omhyggeligen Veiningsfor⸗ reininger og meddeler den Lettere faa megen Bal⸗ laſt, ſom Forſtjellen udgjor. (Man ſiger, han veier fan meget ſom et Bundt Hoe, d. e. ni Stene, en Steen 14 Pund, hyilket udgjer den almindelig. faſtſatte Tyngde.) Herpaa beſtige Jokeyerne deres Heſte og vente, holdende ved Siden af hverandre, tilſyneladende uden ſynderlig Spend⸗ ning, efter Signalet til Udløb, thi ſedvanligen færte de mindre Priis paa de' forſte Galopſpring, end man ſtulde troe, og anſee det neſten ligegyl⸗
digt, om de ved Udfarken holde nermeſt den indre.
eller den ydre Side af Banen? ſom i Alminde⸗ lighed er anlagt i en Bue, Den Strakning,
110
ſom ſkal gjennemlobes, er for ſtor, Lykkens Om— vexlinger for hyppige, til at de ſtulde bryde fig meget om dette. Endelig lyder det vigtige Tegn, fædvanlig ved Hjælp af en liden Haandklokke; man feer dem ride afſted, men ogſaa ligeſaa hur⸗ tig at forſvinde i det Fjerne. Den ſterke Be⸗ vœegelſe, ſom bliver ſynlig i den tilſtedeverende Folkemasſe, tillader ingen Tvivl om, at der er begyndt en Kamp, ved hvilken Gevinſten og Ta⸗ bet af ſtore, ofte ſaare betydelige Summer ftaae paa Spil. J Nærheden af Maalet bliver nu Trengſelen af Tilſtuere ſtedſe talrigere og heftigere; en Mengde dertil beordrede Ryttere ſeer man at jage frem og tilbage, ſysſelſatte med at holde Lsbebanen fri, og tilberligen at holde det uregjerlige Folk udenfor de betegnede Skran⸗ ker. Hvor disſe Opſynsmends barſke Stemmer ikke er tilſtrekkelig, ſoge de ved Heſtenes Hjælp at give deres Formaninger det tilborlige Efter⸗ tryk, og naar heller ikke dette Middel rekker til, pleier omſider deres Jagtpidſte med god Virk⸗ ning at bringe den free born Englishman til Orden. Intet ligner dog den forſamlede Meng⸗ des raſende Skrig, derſom det hender ſig i disſe afgjorende Minuter, at en uſkyldig Hund, for⸗ vildet i Folkevrimlen, har den Ulykke, at betræde Banen; ikke ſjelden mage den Skakkel bøde med Livet for fin onde Skjœbne, thi Hundene ere Væddeløbernes verſte Fiende. Den, ſom faae Jokeyernes Affart, fager neppe Tid til at bemerke den forſkjellige Behandlingsmaade, ſom ſtemmer overeens med deres Heſtes Temperament; ime⸗ dens den Ene beftræber fig for at holde fin Heſt tilbage i Begyndelſen, hvorved han troer at for- dele dens Kræfter paa den henſigtsmes ſigſte Maa⸗ de, ſoger den Anden at benytte fin Heſts friſfe Mod, for ſaa tidlig ſom muligt at erholde et betydeligt Forſpring; man feer derfor ofte, iſer inden den forſte Halvdeel af den Strakning, ſom ſkal gijennemlobes, Jokeyerne, ſom bære Troier af forſkjellige Farver, at have forander- lig Lykke, hvilket da giver det deeltagende Pu⸗ blikum tilſtrekkeligt Stof til nye Veddemaal. Jo mere derimod de Kempende nærme fig til Maalet, og Afgjorelſens Hieblik rykker frem, de⸗ ſto merkeligere ſynker ogſaa Vagtſtaalen til Fordeel for de bedre Lobere, og deſto lydeligere
hed bort fra Kamppladſen.
111
og liofuldere høres ogſaa Folkets larmende Stem⸗ me i engſtelige og frydefulde Accenter. Mange af Jokeyerne, ſom forudſee deres flette Lykke, og ere overbeviſte om, at deres Heſtes næften udtømte Kræfter ikke længer tillade dem at fort⸗ ſætte Kampen, holde fig ganſke tilbage og ſoge at parere deres Heſte; men for de Forreſte er dette kun en ny Drivefjeder, de opgive ikke Haa⸗ bet om Gevinſten og opſoge de ſidſte Midler til at gjøre deres Rivaler Forrangen ſtridig; alle ten⸗ kelige Hielpekunſter ſettes nu i Bevegelſe; Spo⸗ rehug og Pidſkeſlag ſpares ligeſaa ligeſaa lidet ſom Rytternes Stemmer, for at opmuntre de naſten aandelsſe og ſveddryppende Heſte til de ſidſte afgjorende Anſtrengelſer, og ſaaledes hen⸗ der det da ofte, at Forventningen ſkuffes i de ſidſte Spring, og at Seiren falder paa en Farve, ſom endnu for fort ſiden kun berettigede til mes get ſvage Forhaabninger. Er det endelig, ofte forſt flere hundrede Skridt paa hiin Side af Maalet, lykkedes Jokeyerne ved deres Armes Kraft at ſtandſe deres Heſtes Flugt, faa er ogſaa deres ivrigſte Omhu, med al den Agtpaagivenhed, ſom Oieblikket krever, henvendt paa de Udmattedes Pleie. Imedens man ſeer den Ene ſysſelſat med at tage den trykkende Gjord af den fra fin Byr⸗ de befriede Heſt, ere ogſaa Andre færdige til at renſe og torre den, og at indhylle den i Dek⸗ kener, en Fjerde ſoger at væde den aandeløfe Løs bers forterrede Tunge med Viin eller Eddike, blandet med Sukker eller Honning, og naar det udmattede Dyr, ligeſom et forkjelet Barn, ſaa⸗ ledes er bleven forfriſket og pleiet fra alle Kan⸗ ter, ledes det endelig med den ſtorſte Forſigrig⸗ Ikke mindre ophid⸗ fede og udmattede af Kampens Anſtrengelſer ere Jokeyerne; ſaaſnart de have forladt deres He— fie, blive de af opmerkſomme Tjenere eller Ven⸗ ner forſynede med beſkyttende Kapper, og gaae derpaa med Sadelen under Armen, til den ſidſte Act, nemlig Dommerens Kjendelſe. Disſe Kamp dommere, ſom have deres Poſt paa en Forhoining, ſtundom paa begge Sider af Banen, forrette de⸗ res Embede med ſtor Strenghed og Upartiſthed.
Svenſke Sedler
Aſiatiſke Comp. Actier. —
No. 39.
112 Paa mange Rendebaner er der, ſaavel paa de⸗ res Standpunkt, ſom ligeover for, anbragt en
(N. M.)
En Mand paa 119 Aar har d. 16 Septbr. 1826 i Staten Renages i Irland ladet debe
fit nyfødte Barn, hvis Moder, hans Kone, kun er 18 Aar. p i
— xXx — — —————— Kjøbenhavns, Bors, d. 22 Jaauari Sk
Hamburg 2 M. — a TER å vista 219 ( Species 220 Æ Specier ſolgtes til 13 Rbmk. 35. Bank⸗Disconto 4 pCt. Norſke Speciesſedler ; pr. 100 Specier — | — Abd, Sebdr, pr. Rdir. Rigsgjeld 49 493 Rbß. Tegn 4 pC. Kgl. Oblig. (u. R.)] 85 854 Rbd. Sedl.
Dito Dito. | 773, — i Banco Nationalbank Obligationer » (af Laanet 4 Febr. 1820)!1022'103 Rbd. r. S.
pi 5 Nes 5 113 1134 Sedler 4 pC. uopſigel. Rigsbkobl. 1 : Renter pr. 6 Januar | 97 972 Rbd. r. S.
6 pC. norſt Laan ag 5 ved Hambro & Sen 105 054 i Banco
4 pC. Dito nye . 98 (1985 i Banco — i Sedler. 583] — L. Sterl.
3 pC. nye danffe Oblig.
ͤ ˙·miAA ĩ˙¹5ẽ⅛˙-! m...... 7—.———
Italien fe
J dette Sprog gives Underviisning af en indfødt. Italiener, for en moderat Priis. En Billet desangagende bedes aflagt: hos Hr. Con⸗ ditor Pedrin, i Boutiquen paa Gammeltorv
. . ::: . :: ]ꝗ ͤ XX... ̃ AU—UI—[U U ] ].. p ] ⁰ũůmuͥ̃m p ᷑̃]⅛%it». !! ̃ ꝛk——. 75⅛d SSR Saa]
Kjøbenhavn,
Forlagt af S. Soldin. Trykt i L. J. Jacobſens Bogtrykkerie, Sſtergade No. 60. ;
—
5 diopterlignende Indretning, ſom ſkaffer dem et ſikkert Viſir, hvilket er faa meget mere nodven⸗ digt, da det ikke er ſjeldent, at naar Kraften
og Üdholdenheden ere lige, kun en Tommes For⸗ ſpring kan gjøre Udflaget. g
— mg
<
Nyeſte
Skilderie af Kebenbavn.
-= SØVN
Femogtyvende Aargang.
Fa
No. Sa
al Udgivet og redigeret af Fr.
Thaaru p, Etatsraad.
Forſendes, ifslge Kongel. allernaadigſt Tilladelſe, med Brevpoſterne.
Loverdagen
—
— S —— . . W . —¶ ——
ben Paraguayſke Dietator Francia. (Skildret af Rengger og Longchamp.)
van
Vi lundede b. 30 Juli 1819 i Aſſomption og bleve nogle Dage ſildigere Dictatoren fore— ſtillede. Han er en Mand af middelmaadig Vaxt med regelmasſige Anſigtstræk og ſkjonne, ſorte Hine, hvorved de ſydamericanſke Creoler characteriſeres. Hans gjennemtrengende Blik forkyndte flor Tillid; hån var iført en blaa med Galloner beſat Kjole, en ſpanſt Brigaders Uni- form, Veſt og Beenkloder, bar hvide Silkeſtrom⸗ per og Sko med Guldſpender. var os fan meget mere paafaldende, ſom vi fort
forhen havde feet Artigas og hans Officerer
”halvnøgne Den Gang var Doctor Francia
62 Aar, men han 1 forſt at være 50. den.
2 De ere i fer Aar blevne tilbageholdte i Paraguay af
Dictatoren, og det er netop i diſſe ſer Aar, hvor han. (Af Skriftet: Hiſtoriſk
udovede fif hele Tyrannie. Forſog over Revolutionen i Paraguay og Dr. Fran⸗ cigs Directoriglregjering; trykt hos Coͤttg,)
—
*
—
den 26 J
Denne Dragt
Januari 1828. — 4
—
mig med ſtuderet Majeſtet adſkillige
gjorde. Da
Sporgsmaale, men forandrede ſnart Tonen. jeg aabnede min Brevtaſke, for at opſoge de. Papirer, ſom jeg havde at overlevere ham, "blev han ſnart Buonapartes Portrait vaer, ſom jeg med Forfæt havde lagt derind, fordi man havde underrettet mig om hans Beundring for Drigi- nalen. Han greb ſtrax derefter og betragtede det meget opmerkſomt. Han begyndte nu en fortrolig Samtale angagende Europas politiſke Anliggender, ſom han ſyntes meget bedre under— rettet om end jeg troede. Han følte ſtor Beun⸗ dring for Napoleons militaire Regjering og Erobringer, og beklagede meget hans Fald. Men Hovedgjenſtanden for hans Underholdning vare Munkene. Han beſkyldte dem for Hovmod, udartede Sæder og alle muelige Intriger; han
beſverede fig over Geiſtlighedens almindelige Tendenz, at ville gjøre fig uafhængig af den
verdslige Regjering. Han forudſaae for Europa
Overtroens og Fanatismens Tilbagevendelſe og
erklerede det for nodvendigt, at tilintetgiore
Munkeganden i America, førend. den tilligemed
*
115
Peſten hjemføger dette ſkjonne Land. Hän vilde aldeles ikke troe Jefuiterordenens Gjenoprettelſe, endſkjondt vi forſogte at overtyde ham derom. Han holdt dette Skridt for ligeſaa taabeligt ſom ſkjebnefuldt. J vor Samtale om det ſpanſke Americas Befrielſe lagde han den hele Iver, hvormed. han havde virket dertil for Dagen, liges ſom hans fafte Beflutning, at forfvare Landets Uafhængighed mod hvert Angreb. Hans Ideer om Maaden, hvorledes de nye Stater bedſt kunne regieres, ſyntes mig temmelig vigtige; men u⸗ lykkeligviis bragte han ingen af dem i Anven⸗ delſe. — Han viſte os ſit Bibliothek. Det var vel ikke betydeligt, men dog naſten det eneſte i hele Paraguay. Jeg ſaae i ſamme, foruden de bedſte ſpanſke Forfattere, Voltaires, Rouſſeaus, Rays nals, Rollins, Laplaces Veerker o. a., ſom han alle⸗ ſammen havde anſkaffet fig. ſiden Revolutionen. Hanhapde ogſaa adſtillige mathematiſkeInſtrumen⸗ ter, Jordkugler, geographiſke Kort, blandt andre
et over Paraguay, det nojagtigſte man har over
dette Land, men ſom aldrig: er blevet offentlig— giort. Almuen, ſom ofte har feet Dictatoren ſyſſelſat med ſin Globus, for at kjende Conſtel⸗ lationerne, og ſom ikke kunde begribe, hvorledes han paa fit Kort faa nøje kjendte Landet, uden at have bereiſt det, var faſt overtydet om, at han kunde leſe i Stjernerne, endſtjondt han al⸗ drig betjente fig af dette Middel til at forſkaffe fig Lydighed, men tvertimod gav fig megen U⸗ mage for at afſkaffe hans Landsmends utallige Fordomme. Han forlod os med de Ord: »
kan bekjende Jer til hvilken Religion J vil, naar
J kun ikke blande Jer i mine Regjeringsanlig⸗
gender.“ Vi fulgte dette Raad ſaaleenge vi vare
lod ſporge om Priſen for ſamme. ikke lade mig det betale, og da Dictatoren dar⸗
fire Slaver. Soſter tilbereder den. benytter han fig af dette Menneſke, for at fors ind i ſit Verelſe, hvor han bliver til Kl. 9, og
ſtulle tilſtilles ham, og han dicterer indtil Kl. 12.
e
116
i Paraguay, og Dictatoren holdt troligen ſit Ord. Da vi gik bort, lod jeg Napoleons Por- trait blive liggende paa Bordet, fordi jeg troede, at det vilde være ham behageligt; at beholde det. Han ſendte mig det ved fin Tjener og Jeg vilde
imod har gjort fig det til en Lov, aldrig at modtage nogen Forering, faa beholdt jeg det. Denne Fremferd ſatte mig faa meget mere i Forundring, ſom han i fit Cabinet havde. viift mig en ſlet Nuͤrnberger Carricatur, ſom han holdt for Keiſerens virkelige Portrait. Dette ſynes ogſaa at have foranlediget ham til at anfkaffe ſig en uhyre trekantet Hat. Han beboede den forrige Statholders Gaard, en af de ſtorſte Byg— ninger i Aſſomption, opfort af Jeſuiterne fort førend deres Fordrivelſe. Han boer deri med Hans Levnet er meget regelmas⸗ ſigt; med al mulig Omhyggelighed laver han ſelv fin Thee, og førend han om Morgenen ryger ſin Cigar, vikler han den op for at fee om der. ikke ligger noget Skadeligt deri, uagtet hans egen Kl. 6 kommer hans Bar⸗ beer, en ſmudſig og fordrukken Mulat. Er han i godt Lune, faa ſladdrer han med ham, og ofte
berede Publicum paa ſine Planer. Han er en officiel Tidende. Derpaa giver han, iført en Sirtzes Slaaprok, Audience. Kl. 7 gaaer han
hans Officerer, ſaavelſom øvrige Embedsmænd, gjøre Indberetning og modtage hans Befalinger. Kl. 11 bringer Fiel de Ficho Papirerne, der
117
Han ſpiſer til Middag Kl. 12. — Adſſillige Maaneder af. Aaret boer han i Cavalleriecaſſer⸗ nen uden for Staden. I de -Bærelfer, han be— boer, findes mange Vaaben; Piſtoler hænge paa Væggen eller ligge hos ham paa Bordet, og for det mefte ſtaae blottede. Sabler i alle Hjørner. Denne Forſigtighed bemerkes endog i den for hans Audienzer foreſkrevne Etiquette. Naar no— gen træder ind, tor han kun komme Dictatoren i det Hojeſte fer Skridt nær, indtil man giver ham ved et Tegn Tilladelſe til at træde nærs mere frem, men ſelv i dette Tilflde maa han blive Dictatoren tre Skridt fra Livet. Hen⸗ derne maa hænge flade ned og være aabne, paa det man kan ſee at ingen. Vaaben ſkjules deri. Ingen Embedsmand, end ikke en Officeer, tor lade ſig ſee for ham med Kaarden ved Siden. Med Alt det holder han dog meget af, at man under Samtalen feer ſtift paa ham, og at Sva— rene ere raſte og beſtemte. — J Begyndelſen af Underholdningen ſdger han ſtedſe at vekke en
vis Frygt, men naar man med Faſthed modta⸗
ger hans forſte Udfald, ſaa bliver hans Tale mildere og hans Adfærd endog behagelig, naar han ellers er i godt Lune. Forſt da gjenkjender man i ham den aand- og talentfulde Mand. Han forſtaaer at henlede Opmerkſomheden paa tuſinde Gjenſtande ved hovilke han røber ligeſaa ſtor Skarpſindighed ſom udbredte Indſigter, end⸗ ſtjendt han, faa at ſige, aldrig har forladt Paz raguay. Fri for de mangfoldige Fordomme,
118
ſenkrands omſlynget Qvinde, med en Verbal— proces, hvoraf ſaaes, at hun var en Hex. Han fortalte mig ved denne Leilighed alle de hos Al⸗ muen brugelige Beſveergelſer af Sygdomme og andre ulykkelige Tilfalde og ſagde: De feer hvorledes Prœſter og Religion kunne tjene disſe Menneſker til at troe mere paa Fanden end paa Gud. — 3 den forſte Tid af hans Ophojelſe lod han fig hver Søndag læfe Mesſe i et Ca- ſernecapel og bivaanede paa ſtore Feſtdage Guds— tjeneſten i- Cathedralkirken, men ſnart derefter ſaae man ham ikke mere i Kirken og 1820 af— ſkaffede han endog ſin Huusgeiſtlige. Siden den Tid har han ikke taget mindſte Deel i Cul: tus og benyttet ſig af enhver Leilighed til at yttre fig mod den beſtaaende Religion. Saale⸗ des ſvarede han en Commandant, der bad ham om et Helgenbilled, for at opſtille det ſom Skytspatron i et af ham nyligen opført Fort: O, J Menneſker !. hvorlenge ville J endnu blive, Wsler? Da jeg endnu var catholſk, tenkde jeg ligeſom du, men nu veed jeg, at Kanonkug⸗
ler ere de bedſte Helgene til at bevogte vore
8
der endnu beherſke hans Landsmænd, gjør han
dem til Gjenſtand for hans vittige Spotterier. Saaledes "gjorde han fig meget lyſtig over Com: mandanten og Præften i Curuguaty, der ſendte
ham en med Lenker betynget og en uhyre Ro⸗
—
Grendſer. — Naar Dictatoren har hypocondri⸗ fie Anſtod, faa bliver han hele. Dage-i fit Ca⸗ binet, uden ſynderligen at ſysſelſette fig, eller udøfer fit unde Lune paa alle dem, der befinde fig i Nærheden af ham, og ſaavel civile Em⸗ bedsmend ſom Officerer blive ved ſaadanne Lei⸗ ligheder mishandlede af ham. Han udſtoder
Eder, Skjeœlbsord og Trudsler mod ſine virke⸗
lige og indbildte Fjender. J ſaadanne Sjeblik ifær lader han foretage Heftelſer eller forordne. de ſtrengeſte Straffe, faa at han anſeer en Dods⸗
dom for en Ubetydelighed. Til hans gode Egen⸗
Stkriver.
og Ondt.
119
ſkaber hører hans Uegennyttighed. Ligeſaa gav— mild ſom han er i ſine perſonlige Udgifter, lige— fax paaholden finder man ham i de offentlige Indtegters Beſtyrelſe. Hans Privatformue har
ikke foroget ſig ſiden hans Ophojelſe. Han
har aldrig modtaget en Forering, og hans Lon, ſom Statens Overhoved, ſtaaer altib ubetalt. Ved adſkillige Leiligheder viſer han ſig oͤgſaa erkjendtlig. Da han erfarede, at en Son af en Familie i Cordovs, ſom han i ſin Ungdom var bleven godt optagen hos, befandt ſig i As—
ſomption i ſtor Elendighed, forærede han ham,
nogle Hundrede Franker, og udnævnte ham til Men han mindes ingen Velgjerning, ingen udviiſt Tjeneſte mere; han kjender ingen Paarsorende eller Beſkyttere, ſaaſnart han troer, at man paa nogen Maade har forſeet ſig mod hans Magt eller Perſͤn. Ikke at give ham Ti⸗ telen: excellentissimo Sennor, er en utilgivelig Forbrydelſe. den, med undtagelſe af nogle. Fremmede, en Vane, ſom han. efterhaanden har antaget, lige— ſom han befeſtede fig i fin Magt. J maa agte
mig ligeſaa heit ſom Jer Longe, ſagde han til
en Fremmed, thi jeg kan beviſe Eder mere Godt Adſkillige af dem, der node hans Bevaagenhed, faldt i Unaade, fordi de vilde ſtille ſig paa en fortrolig Fod med ham; Andre bleve belagte med Lenker, fordi de tiltoge fig en Magt, han ikke havde tilſtaaet dem. — To af hans
Soſterſonner, der vare anſatte ſom Officerer i
Armeen i Begyndelſen af Revolutionen, fik plud—
ſeligen deres Afſked, fordi han, efter fin Udnev⸗
nelſe til Dictator, befrygtede, at de kunde troe,
at have fadet derved noget Slags Fortrin. Den ringeſte Forſeelſe, de begik, blev pan det Stren⸗
geſte ſtraffet, og en af dem tilbragte fire Aar
Han ſelv ſiger Du til helge Ver⸗
120
fængslet i Arreſt, fordi han paa et Bal havde
ſlaaet et Menneſke, der havde fornærmet ham.
Den anden. fad et Aar i offentligt Fengſel, fordi han brugte en Muficus af fit Regiment til en Serenade. Endeligen har ogſaa hans Soſter, den eneſte Perſon, han viſte en ſtadig Hengiven— hed til, og ſom forvaltede hans lille Landſted, maattet forlade ham, fordi hun betjente ſig af
en Falador, til at tugte en Slave. — Han er
til Pderlighed ſkinſyg paa Alt, hvad der angager hans Myndighedz. Han har aldrig ſpurgt Nos
gen om Raad og Ingen kan roſe "fig. af nogens.
ſinde at have havt Indflydelſe paa ham. Naar han nu tidligen eller ſildigen har ſamme Skjebne ſom alle Undertrykkere af deres Fœdreneland, ſag kan han ene tilſkrive det fig ſelv.
For Menneſkekjenderen og Politikeren torde det være intereſſant, ved hvad der er i Gjære i det ſydoſtlige Europa, at læfe det 14 Capitel i
Livii 9 Bog. Vel paſſer Capitlet ikke i hver Henſeende pan de i hine Egne Sted findende
Forhold, men det omtaler dog lignende Ting og
Begivenheder, ſom de, der ere paſſerede. Det begynder ſaaledes: Per id tempus, parantibus utrisque se ad prælium, legati Tarentini inter-
Per utros stetisset &e.
merne, at de ſkulde holde op med Krigen. De,
Hvis Skyld det havde været oſv. — Et endnu intereſſantere Stykke om Romerne. og Samni⸗
st. gg
veniunt, denunciantes: Samnitibus Romanisque, ut bellum omitterent. d. e. Imidlertid, medens begge ruſte fig til et Slag, komme der Geſandter fra Tarent til dem, der erklere ſaavel Samniterne ſom Ro⸗
i 121 terne, og et Slags Modſtykke